Restaurantanmeldelse: Polly er velsmag i den venlige afdeling

Gennem årene er der blevet sagt mange ting om Madklubben og ejer Anders Aagaards måde at drive forretning på. Om de er rigtige eller forkerte, vil jeg i denne omgang ikke gøre mig til dommer over. Men én ting ligger fast: Aagaard og Madklubben har altid været dygtige til at læse markedet og har effektivt formået at tilpasse forretningen derefter. Det københavnske mellemleje har i årevis været ét af de sikreste kort til store madoplevelser til relativt små penge, og med Frank i Ny Adelgade meldte Aagaard sig for et par år siden ind i kampen i mellemlaget. Restauranten blev hurtigt et veletableret navn, og nu har Frank fået lillesøsteren Polly på Frederiksberg, som ledes af køkkenchef Anders Strier og restaurantchef Anders Vendelbo.

Trygt og hyggeligt sted

Man skilter ikke ligefrem med tilhørsforholdet til Madklubben, men det bliver nu engang temmelig meget i familien, og Polly orienterer sig således efter næsten samme koncept som storebror Frank. Det vil sige velkendte smage, råvarer og fornuftig kvalitet til særdeles konkurrencedygtige priser. Syv serveringer fås til 395 kr., og det er lidt af en bedrift på en så mondæn adresse som Gammel Kongevej, hvor Polly har indrettet sig som en hjemlig hule med kunstplakater på de rødmalede vægge, mørke trægulve, dæmpet belysning og en lang spisebar i hvidt marmor midt i lokalet. Her er trygt og hyggeligt.

Tryg og hyggelig menu

Det samme kendetegner menuen, hvor de første tre serveringer var appetitvækkere præget af indtryk fra forskellige dele af verden. I København er de nynordiske tøjler efterhånden blevet sluppet, og på Polly skeler man heller ikke voldsomt til danske sæson- råvarer, i hvert fald ikke i februar, hvor vi kom forbi; februar-råvarer er ærligt talt heller ikke vanvittigt sexede. Så vi fik fine de claire-østers, hvis fylde blev fremhævet af et skvæt hot sauce og mild chiliolie. En ceviche af sandart var klædt i asiatiske gevandter af soja og jordnøddeolie og bitter saftighed fra radicchio-salat, som geografisk bandt an til stracciatella, burrataens flydende indre, kontrasteret af sødme og syre fra syltet rød peberfrugt. Velsmag i den venlige afdeling, og det er kendetegnende for Polly, som satser på det velkendte og velprøvede. Det grænse- søgende må man finde andetsteds.

Et emne til glemmebogen?

Således var næste servering en tatar. Serveringen, som i de sidste 10 år har hærget byens menukort. Denne var med brændte syltede løg og misocreme, og det lyder intenst, men her savnede jeg en smule temperament i tilsmagningen og noget karakter i kødet, som aldrig blev meget andet en tekstur. Det var ikke dårligt, bare lidt forglemmeligt. Måske er det på tide, at restauranterne sender den i virkeligheden så umoderne tatar tilbage i glemmebogen?

Ikke sparet på kvalitet

Risottoen var derimod ramt lige i øjet. Behørigt bid, letløbende konsistens, masser af smag fra rigelige mængder ost og smør og så verdens bedste garniture i form af høvlspåner af sort trøffel og lidt smørstegt salvie. Sikker udførelse og fine råvarer, og igen måtte man minde sig selv om, at måltidet stod i bare 395 kr. Jeg tænkte derfor, at der så nok var sparet på kvaliteten af kyllingen til hovedretten, men nej, der var tale om pocheret og stegt bryst af fransk label rouge-landkylling, serveret med bagt og brændt porre. De to aflange strimler kød udgjorde ganske vist ikke voldsomme mængder mad, men til gengæld var der masser af sauce. En svampecremesauce med masser af ristede svampe, vendt med friske grønne druer, som gav små sprøde syrebid. En mægtig sauce, der demonstrerede køkkenets tæft for velsmag. Rundet i kanterne med fløde, men tilsmagt til mundvandsdrivende syrlighed og med karakter fra masser af estragon.

Pollypigen leverer

”Rød bourgogne!” skreg tallerkenen insisterende, og også her er Polly særdeles leveringsdygtig. De penge, man ikke bruger på maden, kan man passende spendere på det ganske imponerende vinkort, hvor priserne også er rimelige, og hvor en stor sektion er tilegnet Bourgognes yngre stjerneskud såvel som ikoniske topproducenter, hele vejen op til Romanée-Conti. Vi drak ung og frugtigt sprællende Santenay fra Caroline Morey, som er gift med ingen ringere end Pierre-Yves Colin-Morey, og hvis indgangsbøn her var et glimrende køb til 650 kr. Vi kunne dårligt bede om meget mere.

Polly er en mild og god pige, som hverken provokerer eller stikker ud. Hun er tværtimod et trygt og tilforladeligt bekendtskab. Man skal lede længe efter de skarpe, fermenterede smage, som har kendetegnet byens nye restauranter længe. De nynordiske tøjler strammer ikke her, hvor køkkenet ikke forholder sig dogmatisk til noget, men i stedet bruger smagen som det afgørende pejlemærke – og det gør man med flot præcision.

Redaktøren for nærværende magasin havde i sidste måned en noget uheldig aften på Polly, hvor køkkenet havde svært ved at finde den berømte smageske, men ved mit besøg var den tydeligvis blevet fundet og pudset fint af igen.

Polly er en verdensborger, som gerne skeler til råvarer fra andre dele af verden, og disse er grundlæggende af fin beskaffenhed. Østers og trøfler ser man ikke ofte i en så relativt lavt prissat menu, og her lægger Polly sig helt på linje med Madklubbens claim to fame.

Skulle man indvende noget, er det, at mere erfarne spisere måske vil finde menuserveringer som tatar, risotto og stracciatella en tand for behagesyge og velkendte. Men alt smager godt, og de indbydende omgivelser og det behagelige personale er bestemt med til at give Polly stamstedspotentiale. Bliver man ikke revet rundt af Polly på maden, kan man blive det af det fremragende vinkort, hvis bredde vil tiltale de fleste, og hvis priser vil glæde fattigrøvene – mig selv inkluderet!