Sommerlig hvid bordeaux

Sommerlig hvid bordeaux

Sommerlig hvid bordeaux
Offentliggjort

Hvornår har De sidst taget fejl mellem hvid bordeaux og bourgogne…

André Simon, vinskribenternes stamfader, skulle engang have svaret på spørgsmålet om fejltagelse mellem de røde versioner af bourgogne og bordeaux: ”Ikke siden frokost”. Citatet faldt mig blot ind da jeg i forgårs smagte tre hvide Pessac-Leognan-vine fra Lurton-dynastiet, Cruzeau, Couhins-Lurton og La Louvière. Hvid bordeaux med fadlagring spiller nemlig på præcis de samme toner som chardonnay fra Puligny-Montrachet og Meursault – lighederne forstærkes nærmest med alderen. De fleste ved udmærket at sauvignon blanc, sauvignon gris og semillon slet ikke er det samme som chardonnay og at de i rene udgaver uden fad, globalt set, slet ikke ligner hinanden. Pessacs grusede forhold og slottenes behandling af druerne giver imidlertid en helt anden fylde, fedme og mineralsk intensitet end new zealænderne kan eller ønsker af deres sauvignon blanc og slet ikke den honningfedme eller umodne syre semillon kan give i henholdsvis Barossa og Hunter Valley.

Jeg vil gerne slå et slag for hvid bordeaux – hvid bordeaux med skruelåg oven i købet og tre gode versioner er på bud i sommeren hos Erik Sørensen.

Sauvignon Blanc 2010, Sileni, New Zealand

En ultraklassisk new zealænder med de kendte duftstoffer som hyldeblomst, stikkelsbær, røg og grøn peber. Få vine kan pirre smagsløgene som NZ sauvignon blanc, tør, nærmest undermoden som den er. De grønne pebre gentager sig i munden, den er saftig, ret intens og fuld af røget skinke i eftersmagen – og det er godt! 87

79,95 kr. eriksorensenvin.dk

Château Cruzeau (blanc) 2006, Pessac-Leognan, Frankrig

4,5 år efter høsten præsenterer Cruzeau sig smukt. Den kan muligvis blive ældre, hvid bordeaux lagrer forbavsende godt, men jeg ser ingen grund til at lade den ligge. Cruzeau er nemlig lavet udelukkende på sauvignon blanc og den drue skal drikkes for sin friskhed, selvom Cruzeau har været 10 mdr. på delvist nye barriques. Komplet mineralsk med sten, borestøv, kalk og citronskal, gråstenæbler og ristet brød fra fadet. God fedme, men styret af syre (den har heller ikke gennemgået malolaktisk gæring), fyldig, meget intenst tryk på tungen og skalbitterhed i eftersmagen. Fin vin. 91

119,95 v/ 6 fl. eriksorensenvin.dk

Château Couhins-Lurton 2005, Pessac-Leognan, Frankrig

Hvis man ikke lige vidste det, er det ikke sauvignon blanc man gætter på. Couhins-Lurton er 100 % sauvignon blanc og har heller ikke gennemgået malolaktisk gæring. Syren er derfor udtalt, men holdes i ave af dels frugtdybde og de ristede sødlige toner fra 12 mdr. med bundfaldet i barrique. Den er smørsyrepræget, mineralsk, minder om creme anglaise, dråber af moskus og tung aftenparfume er tilsat og den er letrøget med kontroversielle toner af kattebakke! Sådan kan sancerre også være. Udstråler klasse med sin aromatiske intensitet og den store kraftfulde krop med bredde og dybde. 93

199,95 kr. v/ 6 fl. Eriksorensenvin.dk

Château la Louvière 2007, Pessac-Leognan, Frankrig

Her kommer den kropslige og mere svulmende semillon ind i billedet og det fornemmer man klart. Opførslen er som stor chablis med udtalt mineralitet med røgede elementer, citronmåne og citroncreme. Sauvignon blanc udgør ca. 85 %, men dens normale aromatiske kendetegn er borte, ophævet til terroir-præg mere end af kulturgærceller, der fremme eksempelvis passionsfrugtaroma. Smagen er storladen, bred og fed med forbavsende syrligt smæk med halen – egentlig ganske luftig, men paradoksalt tryk på tungen og mundhulen. 93

199,95 kr. v/ 6 fl. eriksorensenvin.dk