Test: Kend din olivenolie

De færreste olivenolier på butikshylderne oplyser om, hvilken sort/sorter olien er presset af. gastro har smagt på fem olier, der skilter med oprindelsen.

Test: Kend din olivenolie
Offentliggjort

Il Fornaio Olio Extra Jomfru Olivenolie, Olio Novello 2013


Oprindelse:
Sicilien, Italien


Sort:
Nocellare



Smag: Grøn og æbleagtig, relativ mild indledningsvis, men slutter peberkradsende af. Svinger godt med tomater på eksempelvis en omgang caprese. Eller stænket på rå fennikel eller små rå artiskokker.



Olio Novello tappes på flaske umiddelbart efter presningen ulig hovedparten af olivenolie, der opbevares på store tanke, før den tappes på flaske eller dåse. Derfor har ’den nye olie’ typisk en mere rå smag og duft.



Pris: 85 kr. (0,50 l)



__________



Fortsætter på næste side...

Cuglielmi Robusto Extra Virgin Olive Oil


Oprindelse: Apulien, Italien



Sort: Coratina



Smag: En blanding af æble, artiskok og mandel og med en relativ krads eftersmag.



En ’enkeltsortsolie’ i en kvalitet, der giver et ret godt forhold mellem pris og kvalitet. God all roundolie.



Pris: 89 kr. (0,75 l)





Terra di Bari Bitonto Olio Extra Vergine Di Oliva (økologisk)


Oprindelse: Bitonto, Italien



Sort: Bitonto og Cortina



Smag: Mandel og æble, føles meget rund og blød i munden, en smule peberet, men ikke meget. God til eksempelvis spæde salater og grøntsager, der ikke må overdøves af olien.



Om man ligefrem kan smage økologien er nok tvivlsomt, men fremstilling af olivenolie kan være en meget giftig affære, skønt mange nok har den opfattelse, at der er tale om et ældgammelt produkt, der næsten kommer direkte fra naturen selv uden menneskelig indblanding. Det er ikke tilfældet.



Pris: 91 kr. (0,75 l)





LA Organic Intenso, Aceite De Oliva Virgen Extra (økologisk)



Oprindelse: Andalusien, Spanien



Sort: Picual, Hojiblanca og Arbequina



Smag: Mildt mandelsmagende, næsten sødmefuld og så lige med lidt bid i eftersmagen. En fantastisk velsmagende olie, der næsten bør spille en hovedrolle i serveringen. Måske bare til at dyppe brødet i.



Olien er et resultat af et samarbejde mellem designeren og arkitekten Philippe Starck og den højt profilerede vinproducent og vinkonsulent (ikke mindst) Michel Rolland. Det betaler man for, nok også lidt for meget, men det smager godt.



Pris: 130 kr. (0,50 l)





LA Organic Delicate, Aceite De Oliva Virgen Extra (økologisk)



Oprindelse: Andalusien, Spanien



Sort: Arbequina og Picudo



Smag: Endnu mildere i smagen end ’Intenso’ og næsten uden det afsluttende bid. En olie, der kun bør bruges som dryppelse. Ellers hvis man slet og ret godt kan li’ mild olie.



Olien har vundet en pris, afslører en lille påklistret etiket. Det er jo fint, men der er rigtig mange af den slags prisuddelinger, ligesom i vinens verden, og for en almindelig forbruger er disse priser en smule intetsigende.



Pris: 130 kr. (0,50 l)



__________