Tiramisutrøflerne fra Bar la Una smager som en drøm
Få ting kan stå så soleklart i erindringen og give en indre glæde på bagkant, som en god, gastronomisk oplevelse evner at gøre. Det har også været tilfældet for journalist Oliver Bodh Larsen, der for et par år siden fik serveret dét, han vil beskrive som drømmetrøflen.
Det er en vanskelig sag at vurdere, hvor velkalibreret en hukommelse man besidder. Jeg mener: Hænger skidtet bedre eller ringere fast end hos alle mulige andre?
Overordnet set er jeg nok ikke særligt udfordret på området, men hvad fx mad angår, er der relativt slukket ovenpå. Jeg holder ellers – som alle andre – mægtigt meget af at spise ude, men dårligt har jeg fået min frakke på og fremsagt mit ønske om en fortsat god aften, før de enkelte retter er forduftet fra erindringen. De overordnede linjer kan jeg selvfølgelig godt genkalde mig, men de finere detaljer forsvinder ligesom. Hvad retterne hedder, ingredienserne deri, vinen dertil, poof – væk.
Undtagelsen opstår, når det enten er katastrofalt ringe (som den limebaserede rejeceviche, jeg fik serveret på en strandbar i Bordighera i sommer) eller himmelåbnende godt. Sidstnævnte var tilfældet, da jeg for et par år siden fik serveret tiramisutrøfler på Bar la Una i København.
Annonse
Det italienske navn er tættere beslægtet med smagen: tartufini al tiramisù! Mangen gang har jeg siden fablet til venner og bekendte om dén dessert. Jeg ikke bare huskede den, jeg drømte om den. For nylig tog jeg tilbage for ligesom at være sikker. Var den så god? Eller havde selve mindet om de små trøfler skabt forvrængninger?
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
