Torskefrikadeller med dild og lun løgmarmelade

Torskefrikadeller med dild og lun løgmarmelade
Offentliggjort

Opskrift til 4 personer.

1 kg torsk – eller fx lyssej

2 små spsk. havsalt

3 spsk. mel

2 æg

½-1 dl sødmælk

1 finthakket løg

2 store bdt. dild

Havsalt

Peber

100 g smør – til stegning

Rør det grofthakkede fiskekød sejt med salt. Tilsæt mel, og derefter et æg i ad gangen. Kom en anelse mælk i farsen – den må ikke blive for løs. Pil løget, og hak det sammen med dilden. Kom begge dele i farsen, der smages til med salt og peber – steg evt. en mikrofrikadelle, hvis du ikke bryder dig om at smage på rå fars. Steg fiskefrikadellerne gyldne i smør ved medium varme. Giv en lun løgmarmelade til, og selvfølgelig groft rugbrød!

Løgmarmelade:

3 zitauerløg

3 rødløg

50 g smør

½ dl hvidvinseddike

2 dl cremefraiche 38 %

1 stor spsk. stærk sennep

1 stor spsk. sød sennep

1 stor spsk. grov sennep

Havsalt

Peber

Pil løgene og skær dem i fine ringe, der brunes i smør. Tilsæt eddike, der koges ind. Rør de tre slags sennep sammen, og kom dem ned til løgene sammen med cremefraiche. Smag til med salt og peber. Lun ’marmeladen’ godt igennem, uden at den koger.

Drikketip: En helt klassisk undergæret pilsnerøl, fx fra Nibe Bryghus, som laver en Ærøpilsner, der smager intet mindre end fremragende.