Adam er officer: ”Ledelse er noget, man låner”

Adam er officer: ”Ledelse er noget, man låner”

Som leder skal du være ydmyg, men aldrig underdanig. Og så skal du agere som en fodboldtræner, mener Adam Hjorth, som vil gøre op med stereotypen på ledere i Forsvaret.

Offentliggjort

DET STOD IKKE SKREVET I STJERNERNE, at Adam Hjorth skulle have en karriere inden for Forsvaret. Han har både spillet semiprofessionelt fodbold i AaB og FC Midtjylland, han har en akademisk baggrund med en kandidatgrad i Journalistik og internationale relationer fra RUC – og så har han aldrig været værnepligtig.

Alligevel er han i dag i en alder af 29 år premierløjtnant og delingsfører i Den Kongelige Livgarde for 24 konstabelelever, der skal trænes og klædes på til at kunne træde ind i de danske stående styrker, når behovet for at forsvare vores land måtte opstå.

Det var først, da Adam som færdiguddannet tog et job hos Udenrigsministeriet, at lysten til en karriere i Forsvaret opstod. Under en udsendelse til Tanzania følte han sig pludselig begrænset, fordi han ikke måtte færdes overalt i de forskellige flygtningelejre – nogle af områderne var nemlig forbeholdt Forsvaret og deres sikringsopgaver.

”I Tanzania fandt jeg ud af, at jeg brænder for Forsvarets sikkerhedspolitik. Og jeg blev interesseret i det mere operative. Så pegede pilene for mig på Hærens Officersskole, fordi jeg som akademiker kunne søge ind, selvom jeg ingen militærerfaring havde.”

Mandag den 20. juli 2020 blev Adams første dag i Forsvaret og på Officersskolen. Her besluttede han sig ret hurtigt for, at hans manglende militære erfaring ikke skulle have indflydelse på, hvordan han klarede sig på skolen.

”Alle har jo forskellige udgangspunkter fra start. Det er klart, at dem, som havde militærerfaring i forvejen, havde et forspring, og at læringskurven var lidt stejlere for os andre i begyndelsen. Men det var ikke en hindring, og det skulle ikke have indflydelse på, om folk havde lyst til at arbejde sammen med mig i Forsvaret bagefter.”

Adam Hjorth

Adam Hjorth gik på Hærens Officersskole fra 2020 til 2022. Med en akademisk baggrund var det lidt af et spring, men ikke desto mindre er det en realitet for mange af eleverne på Officersskolen.

Hvis du vil blive klogere på livet som kadet på Officersuddannelsen, kan du se Forsvarets doku-serie ’En Anden Verden’, som Adam også deltog i. Du kan finde alle afsnittene her.

OFFICERSUDDANNELSEN er Forsvarets lederuddannelse, så her lærer man blandt andet en masse om ledelse gennem både teori og praksis.

Man kan tage en officersuddannelse inden for både Søværnet, Flyvevåbnet, Beredskabsstyrelsen eller Hæren, som Adam valgte.

Og selvom Adam ikke tidligere havde overvejet en uddannelse inden for Forsvaret, var ledelse ikke helt fremmed for ham.

”Jeg har tidligere i mit liv helt naturligt indtaget lederroller i flere forskellige sammenhænge. Jeg har været anfører for mit fodboldhold og også stået forrest i vennegrupper, hvis der for eksempel skulle arrangeres weekendture, polterabender eller lignende,” siger Adam.

”Men der har også været mange situationer, hvor jeg ikke har påtaget mig lederrollen; hvor jeg ikke har været klar til det, eller hvor jeg ikke har været den rigtige. Jeg vil ikke være leder for enhver pris. Hvis vi arbejder sammen, og du er bedre til at lede i den givne sammenhæng, så er det ikke vigtigt for mig at være den ledende – det handler ikke om, hvem der er lederen. Det handler om, hvordan vi løser opgaven bedst.”

Vil du også være leder i Forsvaret?

Forsvarets officersuddannelse udbydes i 8 forskellige uddannelsesretninger fordelt på Hæren, Flyvevåbnet, Søværnet eller Beredskabsstyrelsen, og udmønter sig i en unik lederuddannelse, der styrker dine faglige og menneskelige kompetencer.

Du kan ansøge til officersuddannelsen med en bachelor, en professionsbachelor eller en kandidatuddannelse. Du kan dog også søge løjtnantsuddannelsen med en gymnasial uddannelse og blive officer.

Værnepligt eller anden form for militærerfaring er ikke et krav for at kunne søge ind.

Læs mere om uddannelserne på blivofficer.dk.

Ansøgningsfrist for optag i 2024 er 15. marts.

Adams perspektiver på ledelse er uden tvivl blevet forfinet gennem hans uddannelse på Hærens Officersskole. Det var også her, han fandt sin egen ledelsesstil.

”På mange måder er det jo en generisk uddannelse, hvor vi bliver uddannet til at være den samme person. Vi bliver skolet til at tænke og overveje situationer på samme måde, og i mange sammenhænge ville vi også løse dem ens. Men i det øjeblik, vi bliver udnævnt officerer, så bevæger vores ledelsesstile sig i forskellige retninger. Ledelse er ikke en ’one solution fits all’.”

Hvad er en god leder efter din mening?

”For mig at se er ledelse noget, man låner. Det ikke er noget, man får med i en dåbsgave. Det prøver jeg selv at være meget bevidst om ved at være ydmyg. Ydmyg, men aldrig underdanig; det er meget vigtigt. Man skal være ydmyg over for den magt og det ansvar, der følger med. Jeg synes, at en god leder skal forstå, at man skal skære til, og man skal skære fra – men det betyder ikke, at man skal bestemme alt.”

Foto: Michael Falgren

HER RAMMER VI LIGE NED I STEREOTYPEN på en leder i Forsvaret. I hvert fald er det et narrativ, som Adam ofte støder på i sin omgangskreds; at en militær leder er sådan en, der råbende fortæller alle under sig, hvad de skal gøre.

”Den antagelse er helt forkert, og jeg arbejder i hvert fald selv på at være det diametralt modsatte. Alting ville jo gå ekstremt langsomt, hvis der var en enkelt person, som skulle råbe ordrer ud til hver enkelt mand. Vi får ikke noget flow eller nogen udvikling.”

”Som tidligere fodboldspiller kan jeg godt lide fodboldmetaforer. Hvis vi siger, at lederen er fodboldtræneren, så er det vigtigt, at lederen forstår, at han eller hun sætter rammen for den måde, vi arbejder på. Træneren tager aldrig æren for sejren, men har altid ansvaret for nederlaget.

Som en god fodboldtræner bestemmer man ikke hvert enkelt træk på banen, men man giver en hensigt: Sådan her vil jeg gerne have, at vi spiller. Og så er det op til fodboldspillerne, soldaterne eller medarbejderne at sparke bolden i mål. Så god ledelse handler for mig om at forstå, at det ikke handler om en selv, men om dem, der rent faktisk leverer arbejdet og skyder bolden ind. I virkeligheden handler det om selvledelse.”

Adam ved, at ingen er perfekte, og ingen ved det hele. Han fortæller også, at han læser enormt meget om ledelse for hele tiden at dygtiggøre sig. Alligevel tror han ikke, man blot kan læse sig til at blive en god leder.

”Jeg tror på, at man kan læse sig til et godt udgangspunkt. Men man skal have hænderne i det for virkelig at mærke det. På Officersskolen var vi ledere for hinanden fra starten, og det betyder, at dine shortcomings som leder og person lynhurtigt står frem. Det skal man turde arbejde med, og det får man også rig mulighed for under uddannelsen.

Jeg tror i virkeligheden ikke, der findes ret mange lederuddannelser, hvor man lærer om ledelse på så praktisk en måde.”

Foto: Michael Falgren

ÉN TING ER at lære om ledelse. En helt anden er pludselig at stå i det efter endt uddannelse – noget, som Adam ikke er i tvivl om, kan være angstprovokerende, hvis man gerne vil fremstå perfekt.

”Her synes jeg heldigvis, at de på Officersskolen klæder dig godt på og giver dig nok erfaring til at vide, at vi alle laver fejl. Og at det skal man turde indrømme. Det er det, man lærer af. Så for mig var det vildt spændende og en fed transition at gå fra læringsmiljø til det udøvende miljø. På mange måder var det også pludselig lettere, fordi man nu havde anciennitet.”

Hvordan bruger du så dine kompetencer fra uddannelsen som delingsfører i dag?

”Om Officersskolen hører man ofte, at alle de ledelsescases, du har, de bare er cases og ikke kommer til at materialisere sig i noget. Men jeg har næsten oplevet alle de cases i virkeligheden, som vi havde undervisning i på Hærens Officersskole i teorilokaler og i praksis efterfølgende. Det har været alt fra sociale intriger til enkeltpersoner, der skal ændre adfærd eller større organisationsmæssige ting.

Så for mig har uddannelsen været meget givende, og jeg bruger klart mine erfaringer og kompetencer herfra i min dagligdag.”

Det ydmyge og selvrefleksive kommer endnu engang op i Adam, der næsten ikke kan sige ovenstående uden også at skulle tilføje:

”Det betyder ikke, at jeg har håndteret de situationer perfekt overhovedet. Men det betyder, at jeg har brugt nervebanerne før og derfor har kunnet reflektere over, hvordan man kunne agere i situationen. På den måde er jeg blevet særligt klædt på til at kunne indtage en lederrolle.”

Podcast: Med Christian Fuhlendorff på mission

Kunne du tænke dig at blive en god leder, og er du interesseret i at høre mere om officersuddannelserne inden for Forsvaret? Så skal du lytte med, når Christian Fuhlendorff stiller skarpt på emnet i podcasten ’Fuhlendorff på mission: Bliv officer!’.

Du kan lytte til podcasten lige her eller der, hvor du plejer at lytte til podcast.