Christoffer Knuth har arvet Knuthenborg Gods: "Mange godser kan man ikke trylle med, men der er et helt andet potentiale her"

"Jamen, hej med dig,” siger Christoffer Knuth muntert. Han snakker til den zebra, der står med mulen 20 centimeter fra bilen og stirrer halvsløvt ind på os. ”Det er altså ikke fordi, dyrene kender mig. Denne her er åbenbart bare i godt humør.”

Vi befinder os i Knuthenborg Safaripark, Lollands legelandsparadis for de yngste, hvor vilde dyr, vand-rutsjebaneture og vaffelis kombineres i en familievenlig forening. Men i virkeligheden rækker Knuthenborgs historie meget længere tilbage i tiden end de 50 år, hvor safariparken har eksisteret. Knuthenborg er nemlig fællesbetegnelsen for et gods, der omfatter safariparken, de tilhørende skovområder, den nærliggende industrihavn og landbrugsarealer. Gennem 13 generationer har godset tilhørt adelsslægten Knuth.

Selv om Christoffer Knuth har det allerbedst i sine udtrådte Converse-sko og går i shorts, så snart frosten forsvinder, skal man ikke lade sig narre. Hans fulde navn er Adam Christoffer lensgreve Knuth, han er advokatuddannet, Dronningens gudsøn og ejer af Knuthenborg. Han bor på sit slot med sin lensgrevinde og tre børn med udsigt over savannen, hvor zebraer, springtamariner, lamaer, giraffer og andre vilde dyr fra fjerne egne græsser.

Indenfor på slottet fylder malerier af Christoffer Knuths forfædre væggene, og bøger om jagt fra 1600-tallet står på rad og række i biblioteket, mens en ekstravagant lysekrone hænger fra loftet. Det lyder som slutningen på et gammelt eventyr, men så romantisk er virkeligheden slet ikke, forklarer Christoffer Knuth.

”Jeg passer meget på ikke at hænge mig i fortiden og i traditionerne. Jeg driver Knuthenborg som en moderne virksomhed, og bruger min tid på konstant at holde den relevant i takt med udviklingen. Jeg bliver nødt til at leve i nuet ligesom alle andre og betragte fortiden som en sjov historie. Den eneste forskel på dig og mig er, at jeg ved, hvem mine seneste 13 forfædre er, og at min familie på et tidspunkt er blevet adlet,” siger han: ”Jeg har ikke tænkt mig at blive en anakronisme, som bare sidder og er gammel. Jeg vil ikke spilde mit liv. Jeg er her på Knuthenborg, fordi jeg ved, at der er noget, jeg kan flytte.”

Skal vi tro tallene, har han allerede gjort noget rigtigt. Da Christoffer Knuth overtog godset efter sin far i 2008, havde Knuthenborg Safaripark godt 200.000 besøgende om året. Det tal er nu steget til 325.000. Og med de seneste tilføjelser til safariparken, blandt andet safariskole, et afrikansk legeland, Limpopoland, dinosaurskov og overnatning blandt de vilde dyr, forventer Christoffer Knuth, at besøgstallet vil stige støt over de kommende år. Det går godt for forretningen, og han ved, at det til dels er hans egen bedrift. Han siger, at han aldrig har tvivlet det mindste på, at han ville kunne løfte arven efter sin far.

”Jeg er ikke specielt genial, men jeg er myreflittig, og det kommer man langt med. Mange godser kan man ikke trylle med, men der er et helt andet potentiale her. Havde jeg kun haft landbrug, ville jeg nok have håndteret arven anderledes. Så ville jeg have fortsat mit daværende liv i København og min advokatkarriere, og så havde jeg kigget forbi Knuthenborg fra tid til anden med børnene i weekenden. Men fordi jeg har så mange ting, jeg kan bygge videre på, er det jo en anden sag.”

Helt fra barndommen har Christoffer Knuth kendt til sin arv, men det var under tragiske omstændigheder i gymnasietiden, da hans ældre bror gik bort, at det gik op for ham, at han nu var sin fars ældste søn – og dermed den næste i rækken. Han siger, at han aldrig har været nervøs for arven.

”Det handler nok om, at jeg ikke er opdraget til at skulle arve et gods. Mine forældre lagde vægt på, at det måske en dag – om lang tid – ville ske. Min far var meget kølig og sagde: ’Få dit eget liv, lav dine egne ting, og så, når jeg dør, kan du – hvis der er noget tilbage – overtage det.’ Det gjorde jo, at jeg var nødt til at arbejde hårdt, hvis jeg ville have et spændende liv. Det var jeg sur over i starten, for mange af dem jeg kendte, hvis familier havde en virksomhed, fik at vide, at de skulle hjem og overtage. I dag er jeg glad for den måde, mine forældre håndterede situationen på. For hvis man er opdraget til at overtage, ender man med bare sidde og vente på, at forældrene skal dø,” fortæller han:

”Det har jeg set mange gange.”

Selv om Knuthenborg Slot er småt i sammenligning med de pragtbygninger, andre godsejere besidder, så er det alligevel større end de fleste rigmandspalæer. Christoffer Knuth har altid elsket stedet, men i barndommen besøgte han det sjældent. Han er ikke opvokset på familiens gods.

Allerede i de tidlige barndomsår fandt hans far, Adam Wilhelm Knuth, en ny kvinde, og blev skilt fra Christoffer Knuths mor, forfatteren Helle Stangerup. Hun tog parrets to sønner, Christoffer og Marcus, under armen og slog sig ned i Søllerød i Nordsjælland, hvorfra hun skrev bøger i døgndrift. Hendes opdragelsesprincipper var nemme for børnene at følge, for de var praktisk talt ikke-eksisterende.

”Det var bare: ’Find selv ud af det det med skole. Jeg skriver en bog om 1600-tallet.’ Der var ingen grænser. Hun var så fokuseret omkring sit forfatterskab, at hun ofte glemte, at vi skulle have mad om aftenen og tøj på kroppen. Anderledes var det, når vi kom på Knuthenborg. Det var som at være i en tidslomme. Vores far var en karismatisk mand, som kørte det meste hjem på charmen. Han var et afslappet indslag i vores liv, som huskede os på, at vi også skulle have det sjovt,” fortæller Christoffer Knuth, som understreger, at det er hans mors excentriske, arbejdsomme og intellektuelle person, som har præget ham:

”Var jeg opvokset på godset, kunne jeg meget vel være endt med tre elskerinder, fire koner og nogle zebraer, men det er jeg ikke. Jeg kommer til at være en af de kedelige, fornuftige godsejere i rækken. Til gengæld kommer jeg til at videregive stedet i god stand.”

Christoffer Knuth foretrækker med andre ord at holde næsen i forretningerne. Det meste af sin tid bruger han på at udvikle virksomheden, holde styr på likviditet og tale med medarbejderne. Når det bliver sommer, er han tilstede inde i parken stort set hver eneste dag og sikrer, at alt går som det skal – helt ned til at samle skrald i safariparken. Cigaretskod, plastre og vådservietter, det hele skal væk.

”Det allervigtigste er at have ydmyghed. Det havde ingen af mine forældre i udpræget grad, og det slog de sig ofte på. Deres fejl har lært mig, at det ikke kan betale sig ikke at være ydmyg, for hvis du render rundt og er arrogant, så knækker du en skønne dag på noget helt ligegyldigt,” siger han.

Rundt omkring på sildebensparketgulvene har børnene efterladt spor af legetøj. De er stadig små, men en eller anden dag håber lensgreven, at den ældste vil tage over efter ham.

”Det er ligesom det, der er meningen. Det vil virkelig gøre mig ked af det, hvis ingen af dem har lyst til at føre Knuthenborg videre. Jeg bruger en hel masse penge på vedligeholdelse af bygninger, mure og den slags, netop så Knuthenborg ikke bare holder til min generation, men også til næste,” siger han.

”Det er ikke fordi, jeg går specielt op i traditionerne, men det betyder noget for mig, at stedet går videre. Arven betyder noget for mig. Hvis du sælger det hele til en kapitalfond, så ’puf’ er dit navn væk, men så længe Knuthenborg bliver i familien, er man udødeliggjort. Det er grundlæggende en egoistisk tankegang, men det er tilfredsstillende, at dit produkt lever videre efter dig.”