Investeringsekspert Peter Lundgreen lægger sine penge i kinesiske aktier
Det er fuldstændig naturligt at placere en del af sine penge i kinesiske aktier, mener investeringseksperten Peter Lundgreen. Han arbejder hver dag året rundt, og når han endelig holder fri, bruger han en stor del af sin tid på at finde god (og dyr) rødvin, især fra Bourgogne.
”Jeg har faktisk taget min opsparing og bygget mit firma op fra den. Jeg tog sindssygt mange af mine egne penge, lagde dem på bordet og stiftede virksomheden. Man starter med at brænde alle pengene af uden nogen kunder til at starte med. Derfor er det ikke en opsparing i klassisk forstand, når man starter eget firma. Det er ligesom, når en ubåd skal trykprøves. Den får lov til at synke, til den når sin maksimale dykkerdybde, og så håber man, den holder, og at den kommer op til overfalden igen. Sådan føles det også at springe ud som iværksætter.”
Hvorfor investerer du i kinesiske aktier?
Annonse
”Kina er fremtidens vækstmarked. Det bliver verdens største økonomi i fremtiden. Hvis man vil have del i den vækst, er man nødt til at investere i kinesiske virksomheder. Det er langt fra nok at købe store amerikanske virksomheder, der har et marked i Kina. Det er fuldstændig naturligt at allokere en del af sine investeringer til Kina, ligesom det er naturligt at investere en del af sine penge i USA. Det er logisk og rationelt for mig at bruge landestørrelser til at fordele mine investeringer efter. Kina kommer til at udvikle sig til det, man bedst kan beskrive som verdens største indre marked. Markedet er allerede nu ved at blive så stort, at det i sig selv er gigantisk interessant. Det er dog sindssygt hårdt, konkurrencepræget og med en meget stor kulturel barriere, og derfor er det svært at komme ind på for vestlige virksomheder.”
Peter Lundgreen, til højre, kommenterer de asiatiske finansmarkeder på tv-stationer i hele verden. Her er han på filippinsk tv.
Er det store potentiale allerede afspejlet i priserne på kinesiske aktier?
”Nej, det er det ikke. Der kommer til at ske et meget stort spring i kinesernes privatforbrug i 2021 og i de efterfølgende år. Det er de kinesiske aktier stadig ikke prissat efter i særlig stor stil. Når privatforbruget stiger, bliver den økonomiske lagkage større, og de kinesiske virksomheder får bedre muligheder for at vokse. Det er så meget nemmere for virksomhederne at skabe profit i sådan et marked fremfor et sted, hvor der er stilstand, som der er her i Europa.
Hvor stor en del af investeringerne bør private danskere investere i Kina?
”Som investor har man ikke den samme tryghed i Kina, som man har i et vestligt aktiemarked. Vi synes derfor, det er fint for private investorer, hvis de har fem procent af de samlede investeringer i kinesiske aktier. Hvis man vælger at have mere, skal man have en aktiv holdning til, hvorfor man har taget den beslutning.”
Annonse
Har du dyre vaner?
”Min kone og jeg er kommet i Bourgogne og Champagne gennem 30 år, og vi kan godt lide at få en kulinarisk oplevelse. Vi besøger ikke de samme restauranter hver gang, for vi vil gerne prøve noget nyt. Men en af de restauranter, der ligger mit hjerte nær, er Maison Lameloise i Chagny. De har også et lille hotel i forbindelse med restauranten. Efter en lang dag i vinmarkerne er det dejligt at ankomme der. Restauranten er klassisk fransk, og selvom stedet er eftertragtet, kan man godt spise en god middag og få noget vin til fornuftige priser der.”
Køber du vin med hjem, når du rejser?
”Ja. I Bourgogne ligger Domaine Armand Rosseau, som jeg har besøgt adskillige gange. For 20 år siden fik jeg af stifterens søn – Charles Rosseau – lov til at købe vine på hans kontor uden om deres kundekartotek. Det opdagede datteren så, men vi fik ikke skæld ud. Tværtimod sagde hun, at det bare skulle organiseres, så jeg kunne komme i kundekartoteket, og det sagde jeg ikke nej til. Jeg får lov at købe 12 flasker om året fra de bedste marker i den nordlige del af distriktet. Det er det, man vil forstå som den allerfineste kerne af Bourgogne, når det kommer til rødvin.”
Hvornår drikker du så bourgognevinene?
”Det er et fantastisk godt spørgsmål. Over tiden har jeg købt vinene til mellem 500 og 1.500 kroner per flaske, og det er en latterligt lav pris i forhold til, hvad de bliver handlet til. Nogle af dem kan jeg sælge for mellem 15.000 og 20.000 kroner med det samme. Så det føles faktisk lidt åndssvagt at sidde derhjemme og drikke sådan en. Da jeg fyldte 50 år, tog jeg derfor 36 flasker Armand Rosseau frem og inviterede 24 venner. Nede på vinslottet er de lykkelige for den historie. De synes godt om, at man nyder deres vin på den måde.”
Du bor i lejebolig, hvorfor?
Annonse
”For nogle år siden solgte vi et hus, vi havde i Rungsted. Samtidig lavede vi en aftale om at købe en ejerlejlighed på Frederiksberg. Der var dog en mellemliggende periode, hvor vi skulle finde et andet sted at bo, så vi lejede en lejlighed på indre Østerbro. Sælgeren af lejligheden på Frederiksberg overholdt imidlertid ikke vores aftale, og samtidig var vi blevet utroligt glade for lejelejligheden på Østerbro. Nu har vi boet her i 10 år. Økonomisk har jeg det okay med at leje. Jeg tror også, det er en erkendelse af, at vi nok ikke bliver gamle i København, som ellers er en ufattelig smuk by. Men vi har andre steder, hvor vi også har et rigtigt godt socialt netværk, både i Jylland og i udlandet.”
Hvorfor har I valgt at eje et sommerhus?
”Det har været familiens eje i nogle generationer. Det ligger i Norsminde syd for Aarhus, og vi købte det af mine forældre i midten af 1990’erne, da vi flyttede til Frankfurt for at arbejde. Nogle bliver rodløse, når de flytter til udlandet, men dengang fungerede vores sommerhus som et ankersted. Det gjorde det nemmere at holde forbindelsen til Danmark, og i dag bruger vi det hyppigt til forlængede weekender. Jeg arbejder hver dag året rundt, men sommerhuset er et sted, hvor både min kone og jeg er glade for at være, og jeg kan arbejde derfra.”
Hvad skal man generelt vide, inden man investerer sine penge?
”Erfaring i finansmarkedet kommer ofte af, at man har tabt penge. Det er sandheden. Jeg mener, man skal sætte sig ind i det marked, man vil investere i. Du skal vide noget om det først, og du skal undersøge den risiko, du går ind i. Hvis du vælger en investeringsforening, skal du vide, hvorfor du vælger den og hvilke værdipapirer, den indeholder. Ligeledes skal du heller ikke bare blindt starte med at købe en aktie, uden at vide, hvorfor du gør det.”
Peter Lundgreen
53 år. Stifter og partner af Lundgreens Capital, der har specialiseret sig i kinesiske forhold og investeringer. Kommenterer asiatisk og især kinesisk økonomi på en lang række internationale tv-stationer og nyhedsmedier deriblandt Spiegel, Bloomberg, CNN Phillippines, malaysiske Business Today, kinesiske Caixin Online og CEO World Magazine. I Lundgreens Capital rådgiver han også velhavende kunder, og han har blandt andet været rådgiver for Finansministeriet, Sø- og Handelsretten og Københavns Kommune. Tidligere har han gennem 11 år arbejdet i de tyske investeringsbanker Dresdner Kleinwort Wasserstein og Hessische Landesbank. Bor i lejelejlighed på indre Østerbro i København med sin kone, Karen, og ejer et sommerhus i Norsminde.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.