”En af mine venner blev gældfri, og jeg kunne starte min egen butik. Og jeg tænkte bare: ’Tak Banksy’”

På en mørk bar i Østlondon sad kunstneren Banksy og drak flaskeøl. Ikke i selve baren, men i kælderrummet nedenunder, som var gemt godt af vejen. Her var også andre, larmen fyldte det lille rum uden varme, som i slutningen af 1990’erne var blevet et tilflugtssted for en del af byens kreative sjæle.

Både graffitimalere, musikere, skatere og magasinfolk banede sig vej gennem Dragonbars trætte pubdøre, ned ad de stejle trapper og ind i den overfyldte kælder for at få en øl og en god snak. Det var her, Mikkel Grønnebæk, som i dag er medejer af galleriet V1, mødte Banksy første gang.

”Vi drak øl det samme sted. Der kom så mange mennesker ind og ud ad den dør, som man først senere hen har fundet ud af, hvem var,” fortæller Mikkel Grønnebæk og nævner bl.a. magasinfolkene fra Dazed And Confused og den kendte rapper M.I.A, som dengang netop havde udgivet en lille bog med stencils og drømte om at være gadekunstner.

På det tidspunkt var Banksy ikke verdens mest berømte gadekunstner. I slutningen af 1990’erne var det faktisk ganske få, som kendte ham. Heller ikke det københavnske kunstmiljø kendte til Banksy i begyndelsen af 2000’erne, da Mikkel Grønnebæk med sin partner Jesper Elg inviterede gadekunstneren til at udstille på galleriet V1 i 2003.

”Vi var måske 30 kunstnere i et lille undergrundsmiljø, der vidste, hvem han var. Blandt os var Banksy ved at blive en pioner inden for gadekunst, men ingen andre kendte ham. Vi solgte hans litografier for bare 5-800 kr. i galleriet. På det tidspunkt var det stadig en spæd begyndelse for gadekunst i København, og kunstscenen henvendte sig til et elitært publikum omkring Bredgade, som ophøjede kunsten. Mange mente, at gadekunst var hærværk.

”Men der opstod så småt et behov for, at nogen viste og anerkendte gadekunsten i København. Derfor besluttede Mikkel og Jesper at invitere Banksy og Ben Eine (gadekunstner, red.) til V1 for at lave en udstilling sammen. De dage piblede Banksy-værker frem i københavnske trappeopgange og på murstenssatser.

I dag hænger der stadig en Banksy-rotte i en faldskærm på Gl. Kongevej, som beboerne har bevaret ved at bore en tyk plexiglasplade ind i kampstenene.

Én, som også holdt øje med Banksy tidligt i hans karriere, var butiksejeren Marcus Smith Hvidsten, der ejer Lot333 i Bergen i Norge. Da faren var galleriejer gennem 80’erne, bliver Marcus født ind i en interesse for kunsten. På gentagne ture til London i slut 1990’erne, lagde han mærke til Banksys arbejde på gaderne.

”Banksy var anderledes fra andre gadekunstnere. Hans værker var en blanding mellem propaganda og kunst som på en simpel måde talte til alle. Selvom det var nogle seriøse emner, han tog op, var der altid humor i hans arbejde, og han fandt nogle fede locations til sin kunst i byrummet. Det var aldrig bare sat tilfældigt op. Og sådan er det stadig,” siger Marcus Hvidsten.

Sammen med hans venner får Marcus Hvidsten idéen om at invitere Banksy til Bergen for at dekorere deres nye hip hop-klub.

”Vi spurgte gennem en ven i miljøet. Og Banksy var frisk. Han havde ikke lavet nogle kunstværker i udlandet endnu og var vildt glad for at blive spurgt.”

Banksy kom til Bergen i oktober 2000. Han dekorerede ikke bare otte store krydsfinerbrædder til natklubben, men hele Bergen på én nat.

”Næste morgen kom han ind på mit værelse og spurgte, om han måtte vise mig, hvad han havde lavet. Vi gik byen tynd, og jeg så de 11 nymalede værker. Mit indtryk af ham var virkelig godt, han var nem at snakke med. Han gik klædt i sådan noget late 90-street wear og kom fra arbejderklassen i England, han havde præcis dén der attitude. Han var på en måde lidt nørdet, og var meget historisk interesseret.”

”Vi snakkede en del om 2. verdenskrig, fordi der er sket mange ting her i Bergen under krigen, som jeg forklarede ham om, og imens sad han med et lille stykke papir og skrev noter til. Han var virkelig ivrig efter at lære nye ting om verden, vi snakkede om nogle ret dybe, tunge emner. Det tror jeg, han bruger til at få inspiration til sin kunst. Det er min overbevisning, at han ikke endnu vidste, hvor meget talent, han gemte på, han var jo også i begyndelsen af sin karriere. Men han pralede ikke med sin kunst og talenter, for som person ligger det slet ikke til ham. Han er meget ydmyg,” fortæller Marcus Hvidsten.

Da Banksy rejste hjem til London efter to dage, ville han heller ikke have betaling for sit arbejde.

”Han nægtede. Vi havde betalt fly, hotel og et par kolde øl, og så var han tilfreds.”

Da natklubben åbnede i Bergen et par måneder efter Banksys besøg, hang hans værker på væggene, blandt andet to billeder af Mona Lisa med en AK 47, en politimand med teksten ’Fuck the Police’, og flere aber med ’Keep it Real’ på maven. Men folk i graffiti- og hiphopmiljøet udskammede Banksys arbejde.

”De syntes, det var for nemt. Banksy laver jo stencilkunst, som ikke kræver så meget øvelse, og det tager heller ikke så lang tid at sætte op i byen sammenlignet med et traditionelt graffitiværk, derfor tager man heller ikke ’så stor en chance’. Derfor er det heller ikke så anerkendt i miljøet,” forklarer Marcus Hvidsten.

Alligevel banede Banksy vejen for flere gadekunstnere i Bergen.

”Mange blev inspireret af Banksys arbejde, blandt andet DOLK (en gadekunstner fra Bergen, red.), og han har haft stor indflydelse på graffitiscenen her i Bergen og i resten af verdenen.”

Da værkerne havde hængt på natklubben i halvandet år, blev de taget ned, og de tre venner fra Bergen delte dem mellem sig. Marcus fik tre, som han i første omgang prøvede at give væk, men ingen ville have dem.

Så de blev fragtet rundt omkring på toppen af et biltag uden snor og endte til sidst i Marcus’ egen lejlighed. Han overvejede at male dem over, så han kunne genbruge krydsfinerpladerne for at spare penge på materialer. Det gjorde han heldigvis ikke.

I 2005 begyndte Banksy for alvor at markere sig i hele verden med sine simple stenciltryk.

”Flere og flere mennesker begyndte at følge ham, og mængden af hans produktioner steg. Hans arbejde blev mere detaljeret, og han forbedrede sin teknik,” fortæller Marcus Hvidsten.

Da galleriejeren Steve Lazarides fra London blev Banksys kunsthandler, fik Banksy mulighed for at sætte sin kunst på auktion ved det anerkendte auktionshus Sotheby’s i London. Og det var i dét auktionshus i juli 2007, at Marcus solgte sit første Banksy-værk. Hans to venner solgte også ét hver.

”Vi sendte billeder af værkerne til Sotheby’s, og de gik helt amok. Da gik det op for mig, at de var virkelig meget værd. På det her tidspunkt var min store drøm at åbne min egen tøjbutik, og nu opstod muligheden for at finansiere den. Vi kontaktede Banksy gennem en ven i forbindelse med salget, for vi vidste, han havde været ked af en situation, hvor nogle nære venner havde solgt hans værker uden hans vidne. Banksy vendte tilbage kort tid efter: ’Intet problem’, sagde han: ’I må gøre lige, hvad I har lyst til’. Det var et tegn på gensidig respekt, han var glad for, vi havde støttet ham så tidligt i hans karriere.

”Og jeg tror netop, det er det, som gør, at folk, der kender ham, værner om ham. Af respekt. Når jeg får henvendelser fra medier, som ringer og vil have bekræftet hans identitet, fortæller jeg dem, at jeg ALDRIG kunne drømme om at røbe hans navn,” fortæller Marcus Hvidsten.

Det samme gør Mikkel Grønnebæk og Jesper Elg, når medier, danske som internationale, ringer til galleri V1 med intentionen om at afsløre Banksy.

”Banksy er noget, vi alle helt utalt holder hånden over. Han har givet så meget til miljøet, og projektet er på en måde større end ham selv nu. Det ville ødelægge det, hvis han blev afsløret, men det tror jeg heller ikke kommer til at ske, for han har spundet en myte om sig selv. Der har været et hav af interviews med Banksy, men kan vi være sikre på, det er ham?”

The Guardian lavede et interview i sommers, hvor journalisten sad over for en 28-årig mand, og i situationen måtte han spørge sig selv, om det virkelig var ’den rigtige Banksy? Eller blot et talerør for ham. Der har også været interviewsituationer, hvor en gruppe forskellige mænd – som alle har foregivet at være Banksy - er dukket op på én gang og på skift har svaret på spørgsmål.

”Så hvem er den rigtige Banksy? Verden er forvirret. Derfor kan Banksy også slippe af sted med at engagere så mange mennesker i sine seneste, større kunstprojekter som fx forlystelsesparken Dismaland eller The Walled Off Hotel, som Banksy åbnede i sommers ved Vestbredden i Jerusalem for at sætte fokus på konflikten mellem Israel og Palæstina.

”Han er altid meget aktuel med de ting, han laver og formår stadig at forny sig og bringe det uforudsigelige med ind i sit arbejde. Hans tekniske stil har måske ikke ændret sig så meget gennem årene. Men det har den konceptuelle del af hans virke. Han drager flere og flere mennesker med ind i sine projekter, som nu ikke kun er gadekunst, men også skulpturer, forlystelsesparker og dokumentarfilm. Det gør han uden et ansigt. Det er jo helt unikt,” siger Jesper Elg.

Banksys ydmyge personlighed hænger sammen med hans behov for anonymitet. Han sætter værket før ham selv, beder folk give kunsten opmærksomheden.

”Og det holder han fast på. Selv dengang, hvor han lavede værker til natklubben, bad han os om ikke at tage billeder af hans ansigt. Han tog beslutningen om at være anonym tidligt i sin karriere. Selvfølgelig er der et element af, at det er ulovligt at lave graffiti, så det ville koste ham store bøder at blive afsløret,” fortæller Marcus Hvidsten.

” Men det er også bare sådan, Banksy er,” fortæller Jesper Elg fra V1.

”Han har ikke brug for at være kransekagefigur for en generation. Samtidig har han skudt sig selv lidt i foden, for nu han er så berømt, vil folk vide, hvem han er. Men jeg tror aldrig, han bliver opdaget. Jo flere billeder, der ligger af forskellige mænd, som medierne hævder er Banksy, jo sværere bliver det at finde ham. Og det er nok også med til at gøre, at han kan holde sig anonym.”

Samtidig har berømmelsen betydet, at Banksys gadekunst er blevet levende guld på gaderne. I sådan en grad, at folket er begyndt at skære værkerne ud af byen.

”Der har været ekstremt mange hændelser med folk, der har prøvet at stjæle hans værker, fordi de har fået økonomisk værdi. I 2013 kom en stor folkelige opstand, da lavprisbutikken Poundland i London opkøbte en bygning og skar Banksy-værket ned af en dreng, der sidder og syr engelske flag og kort efter satte det til salg i USA. Det endte så galt, at butikken ligesom måtte komme tilbage med væggen for ikke at blive udraset af befolkningen,” fortæller Jesper Elg.

For at styre, hvad der sker i det offentlige rum, har Banksy skabt et firma under navnet Pest Control, som verificerer, om Banksy-værkerne er ægte eller ej. Auktionshuse verden over kræver, man har et sådant certifikat.

Da dagen for auktionen ved Sotheby’s nærmede sig, endte Marcus med at sælge Banksy-værket af Mona Lisa med en AK47 i hånden. Mens det havde hængt flere år i hans lejlighed, var det blevet mange penge værd i takt med Banksys berømmelse. Inden auktionen modtog Marcus en e-mail med kataloget over alle værkerne, og da han åbnede det, var værket af Mona Lisa pustet op over flere sider. Det havde ’lotnummeret’ 333.

Her er det billede, som Marcus Hvidsten solgte på auktion.

”Det var vildere, end jeg nogensinde havde forestillet mig, da jeg bladrede gennem kataloget. De havde doneret så meget plads til Banksys værker, at det kun kunne gå godt,” siger Marcus Hvidsten. Han tog selv til London med sin kæreste og vennerne for at overvære auktionen ved Sotheby’s.

”Det var slet ikke så stort et sted, som man forestiller sig. Der var 200 gæster i salen og et telefonrum, hvor de modtog opkald om pengebud på værkerne. Og da jeg kom ind, så jeg bare mit Banksy-kunstværk hænge på væggen side om side med værker af blandt andre Damien Hirst (britisk kunstner, som dominerede Storbritanniens kunstscene i 1990'erne, red.) og Keith Haring (amerikansk popkunstner, hvis værker var udtryk for street kulturen i 1980’ernes New York, red.).

De to venners værker gik hver for 145.000 pund (omkring 1,2 millioner kr.), mens Marcus’ værk af Mona Lisa blev solgt for 160.000 pund (omkring 1,4 millioner kr.).

”Og så gik vi bare ud med et kæmpe smil på læben, en af mine venner var blevet gældfri, og jeg kunne starte min egen butik. Den aften tænkte jeg: ’Tak Banksy! Du gjorde vores drøm til virkelighed’.

Da beløbet blev overført til kontoen, kunne Marcus gå i gang med at lede efter butikslokaler. I april 2008 åbnede han ’Lot333’ efter auktionsnummeret på det solgte værk. Året efter solgte Marcus sit andet Banksy-værk på auktion. Men det sidste beholder han:

”Jeg vil holde fast på det. Det har værdi for mig, ikke i kroner og ører, men det gemmer på en historie.”