Chris Pedersen: “Med alle mine ting har jeg et mantra om, at hvis man ikke har råd til at miste det, skal man ikke købe det"

Sorte herresko fra Church's

“Jeg købte dem, da jeg var 26 eller 27 og lige var blevet moderedaktør på Euroman.

Det var mit første rigtige job, og allerede der besluttede jeg, at når jeg fremover fik en ny kontrakt eller en god opgave, ville jeg købe ting, som jeg virkelig ønskede mig. Jeg gav omkring 4500 kroner for dem dengang, hvilket er massivt mange penge.

Min familie gik fallit, da jeg var barn, så gennem min opvækst havde vi ikke en krone. Men både min mor og far havde ret god smag, så de har altid lært mig, at når man har råd, skal man købe noget, der er ordentligt.

Nu har jeg haft dem 15 år og jeg får dem ofte forsålet. Det er ligesom når man køber en dyr stol. Så investerer du også i noget, du formodentlig skal have resten af dit liv. Sådan har jeg det også med disse sko. De er fuldt ud investeringen værd.”

Inger Christensens digtsamling 'Det'

“Det er måske lidt pinligt at pege på en digtsamling, fordi det kan virke så kulturradikalt. Jeg interviewede engang den britisk kunstner Grayson Perry, der sagde, at middelklassen har det værst, fordi de altid er angste for at falde igennem kulturelt. Af samme grund er det altid middelklassen, som vil fotograferes foran deres bøger. Lidt sådan er jeg nok.

Jeg har altid været bevidst om, hvordan jeg tog mig ud. På Instagram er jeg helt sikkert skyldig i at lægge billeder op fra teateret, så der er en modvægt til mode og overflade, som jeg har arbejdet med i mange år. Men når det er sagt, har jeg altid elsket at gå i antikvari-ater.

Denne bog er fra 1969, og jeg har vel haft den i snart ti år. Den kostede 38 kroner. Jeg har altid gang i seks eller syv bøger ad gangen, men den her vender jeg altid tilbage til. Der er et særligt digt på side 104, som jeg er meget glad for. Jeg kan godt lide at læse det højt for mig selv, fordi hun har en fantastisk rytme. På den måde bliver en bogsamling en slags fysisk hukommelse, som man altid kan grave frem fra reolen.

Jeg kan ikke læse digitalt. Jeg gider dårligt nok læse artikler på min telefon. Jeg har foræret hendes bog Sommerfugledalen væk i gave mange gange. Jeg har slet ikke tal på hvor mange. Inger Christensen er vidunderlig.”

Weekendtaske med monogrammer fra Louis Vuitton

“Jeg købte den tilbage i slutingen af 90erne, og dengang var der meget få, der gik med Louis Vuitton. Det var før, de fik den renæssance, der kom op gennem 00erne. Jeg kan ikke lide nogen af de andre ting, de laver, men jeg elsker den klassiske, grimme brune mo-nogramserie.

Jeg har efterhånden en samling bestående af denne taske, en dokumentmappe, en kalender og en stor “steamer”-taske, som jeg opbevarer ting i derhjemme. Det er nærmest blevet et møbel, hvilket jo er virkelig kikset.

Det her er en taske, som er perfekt til at have med i flyveren. Den har været med mig overalt. Jeg havde den alle de år, hvor jeg tog til modeuger konstant, så den har vel været med på 200 fly og den er med tiden blevet ret smadret. Men det er ligesom med en gammel Kjærholm-stol, jeg har stående derhjemme. Den står jo virkelig flot, når den er helt slidt.

Med alle mine ting har jeg et mantra om, at hvis man ikke har råd til at miste det, skal man ikke købe det. Og hvis man ikke har råd til, at det går i stykker, så er man ikke rig nok til at eje det.”

En tegning af kunstner Richard Coleman

“Richard Coleman er en kunstner, som jeg først blev bekendt med, fordi hans værker blev udstillet på Galleri V1. Jeg er kommet på galleriet lige siden, de åbnede i 2002. Dengang lå det lige om hjørnet fra min lejlighed i Eriksgade.

For små ti år siden var jeg så på ferie i San Francisco med en veninde, som kender Richard og hans hustru Monique. Vi boede hos dem, og havde det vildt sjovt. Da vi var derovre, blev der afholdt en stor velgørenhedsauktion, hvor jeg var heldig at få lov at købe denne tegning, han havde lavet. Så vidt jeg husker, kostede den 200 dollar.

Jeg har altid vidst, at når jeg kunne tage mig sammen til at købe mit første rigtige kunstværk, skulle det været et af hans og jeg går faktisk og venter på det første rigtige værk af ham nu. Jeg har købt et oliemaleri. Tegningen hang i stuen i min gamle lejlighed, men jeg har lige købt ny lejlighed, og her skal det være i soveværelset. Der er en lille plet, hvor den kan hænge helt perfekt.

Jeg ville nok have svært ved at være tilbøjelig til at købe kunst af folk, jeg ikke kender. Det føles meget personligt at købe kunst. Når jeg kigger på det, bliver jeg mindet om, at han har tegnet den. Det kan jeg godt lide.”