JEG ER FØDT I ARGENTINA, men flyttede til Danmark som syvårig. Det var ret frigørende for mig.
Helt konkret var jeg ikke længere tvunget til at gå med uniform, som jeg var det i Argentina, og jeg kunne i stedet klæde mig mere, som jeg havde lyst til. Det gjorde også, at de andre børn ikke rigtig kunne placere mig og mit kønsudtryk.
Dengang var jeg ikke bevidst om transkønnethed, for jeg havde aldrig hørt om det hverken i Argentina eller i Danmark. Men jeg var feminin i mit udtryk. Punket og lidt emo-agtig at se på.
Først da jeg var omkring 11-12 år gammel, blev jeg mere bevidst om, hvordan jeg følte mig i forhold til mit køn.
Som 16-årig tog jeg til New York for at arbejde som model, og der mødte jeg stor accept og forståelse for min identitet. Det styrkede mig i den, hvilket jeg siden har tænkt egentlig er lidt ærgerligt.
For hvorfor har man brug for andres anerkendelse for at være den, man er?
Accepten bør komme indefra, selvom det er lettere sagt end gjort. Efter en af mine ture begyndte jeg på hormonbehandling. Det skete på lidt shady vis, for hvis man skal igennem de officielle myndigheder i Danmark, kan det tage lang tid.
Jeg følte, det var vigtigt, at jeg begyndte at ændre mit udseende hurtigst muligt, så min krop udviklede sig feminint i de formative slut-teenageår.
Debatten om, hvornår man skal have lov til at ændre sit biologiske køn, er svær. Men jeg synes, vi har for meget fokus på koblingen mellem køn og seksualitet og på de negative følelser ved ens biologisk tildelte køn.
Når man er i hormonbehandling i Danmark, skal man igennem en screeningproces, der består af samtaler med blandt andet psykologer, og de samtaler var helt uhensigtsmæssige, syntes jeg.
De handlede mest om, om jeg rørte ved mig selv, og hvor dårligt jeg havde det med mit køn.
May Lifschitz
(f. 1995)
Opvokset i Corrientes i Argentina og i Danmark.
Blev model som 16-årig og har siden været med i kampagner for internationale mærker som Victoria’s Secret, Tommy Hilfiger, Adidas og Calvin Klein.
Som skuespiller har hun medvirket i blandt andet ’Warrior Nun’ på Netflix, i DR’s ’Orkestret’ samt i ’Christian IV – den sidste rejse’.
Fra 28. februar er hun aktuel på Hamletscenen som Juliet i madteaterforestillingen ’Juliet’s Birthday Bash’.
JEG SYNES IKKE, at køn og seksualitet hænger sammen på den måde, og jeg blev virkelig irriteret over, at der var fokus på mine negative følelser omkring mit tildelte køn og ikke mine positive håb for det kønsudtryk, jeg ønskede mig.
Jeg vil egentlig gerne nå frem til, at min kønsidentitet ’bare’ er en bisætning ved mig, men jeg tror, at vi som samfund bliver nødt til at aflære det gamle, før vi kan lære det nye.
Og når jeg siger aflære, mener jeg ikke kun den stigmatisering, som transkønnede og andre queerpersoner har været underkastet.
Jeg mener også de kønsopfattelser, som ciskønnede er blevet forstået ud fra. Det, at der kommer flere kønsopfattelser, betyder ikke, at andre ikke gerne må læne sig op ad de klassiske kønsopfattelser – det betyder bare, at vi skaber flere til alle dem, der måske ikke føler, at de naturligt passer ind.
Der kommer bare nye måder at være menneske på. Det er noget, jeg føler alle kan få gavn af.
Selvom man er en super mande-mand, kan man fx skabe plads til, at man også kan være sårbar, og have andre kvaliteter, som førhen har været dømt som udelukkende feminine.
Det er stadig tabubelagt for en mand at date en transkønnet kvinde, og generelt tror jeg, at der følger en idé med om, at manden i så fald må være homoseksuel. Det er en forkert formodning.
De fleste mænd, der er tiltrukket af transkvinder, identificerer sig som heteroseksuelle, som fx min kæreste. Da vi mødtes, havde han kun datet biologisk fødte kvinder.
Vi udviklede en kærlighed, der slet ikke handlede om vores køn eller seksualitet. Det handlede bare om, at vi var to mennesker, der blev forelskede, ligesom ethvert andet par – alt det andet med køn virkede derfor pludselig ligegyldigt.
Der er i det hele taget en stigmatisering, når det kommer til transkønnede og seksualitet.
I 2022 var den transkønnede kategori den 7. mest søgte kategori på Pornhub, og det, tror jeg, er, fordi det fetischeres som noget anderledes og forbudt. Og det kan godt være, transkønnede er en smule anderledes end ciskønnede, men vi er i hvert fald ikke forbudte.
Når folk, der ikke er queer eller transkønnede, skal tale om køn, kan jeg godt opleve en vis semantisk berøringsangst. Men jeg tager det ikke så personligt, hvis folk bruger de forkerte ord.
Så længe man taler til hinanden med ydmyghed og medfølelse. Man skal ikke være bange for at stille spørgsmål og udstille sin sårbarhed. Det har jeg jo også gjort ved at fortælle min historie, så det bør andre også have mulighed for.
Men man må gerne sætte sig ind i, hvordan man selv ville have det med det, der bliver sagt.
For ikke så længe siden mødte jeg en kvinde, der sagde noget i stil med: ”Aj, jeg så en anden transkønnet den anden dag, og hun så forfærdelig ud, men du ligner jo virkelig en rigtig kvinde.”
Det er for det første tarveligt over for den anden, men samtidig opstiller hun også nogle succeskriterier til mit udseende, som jeg helst vil være foruden. Jeg er ikke sat i verden for at behage andres øjne.
Hvor skal vi hen, Danmark?
Vi tror på en fremtid, der handler om andet og mere end luftkasteller, chatrobotter og teknologioptimister fra Silicon Valley. Vi tror på en menneskelig fremtid, hvor relationer, nysgerrighed, vilje og talent baner vejen for skabelsen af det hele menneske.
May Lifschitz er et af vores otte bud på danskere, der kommer til at tegne fremtiden de kommende 10-20 år. Dem, der giver os håb. Og dem, der gør verden bedre, sjovere, smukkere og mere interessant. Læs hele temaet i det nye Euroman, der er på gaden nu, samt her på euroman.dk.