Esben Smed og Nikolaj Lie Kaas er et umage par: ”Du skal have anerkendelse af alle folk, og jeg skal bare hjem”

Nikolaj Lie Kaas havde været nervøs forud for dette års udgave af Berlinalen, filmfestivalen i Berlin, men nu sad han i en lejet partybus og var rørt. Han havde været på festivalen flere gange før, tilmed vundet en ’Shooting Star’, prisen, der hvert år tildeles et kuld af unge europæiske skuespillere.

Det samme havde Esben Smed: vundet en ’Shooting Star’ – og været nervøs forud for dette års festival. Forklaringen bag var, at de var taget til den tyske hovedstad for at præsentere tv-serien ‘Agent’, skrevet og instrueret af Nikolaj Lie Kaas og med Esben Smed i hovedrollen som den ansvarsfraskrivende og på alle måder rimeligt barnagtige og så alligevel sært charmerende og sympativækkende Joe, der forsøger at kombinere sit flygtige liv som agent i underholdningsbranchen med tilværelsen som (fraskilt) far.

Bare at være blevet udtaget til festivalen havde været en enorm ære – og ikke mindst totalt overraskende. Men så meldte en tanke sig: Hvordan skulle det lige gå an at vise en dansk og tilmed dansksproget komedieserie på en international og traditionsrig festival? Lie Kaas og Smed havde – foruden deres succesoplevelser – begge prøvet at repræsentere film, der ingen interesse havde vakt hos det deltagende publikum.

’Agent’, der er produceret af Zentropa og får premiere på TV 2 den 2. juli, havde været undervejs i mange år, var blevet fundet frem og lagt væk igen af Lie Kaas; serien er hans homage til en underholdningsbranche, som han aldrig ville have været foruden, og hans hidtil største projekt som instruktør og manuskriptforfatter.

Og Smed – kronisk hovedrolleindehavende i det ene alvorlige drama efter det andet – stod nu over for at vise noget, der for ham havde været ”vildt grænseoverskridende” – en rolle, som han lettere perpleks var taget til casting til (”Jeg er jo ikke sjov”).

Men nu, i partybussen på vej væk fra festivalen, var stemningen let og festlig: Visningen havde været en stor succes. Et par måneder senere – i et træskur på Zentropas matrikel ude i filmbyen, hvorfra Lie Kaas har skrevet store dele af serien – møder vi de to mænd.

Jeg kunne godt tænke mig at tale med jer om humor og om dansk humor i særdeleshed. Nu tog serien kegler i Berlin, selvfølgelig fordi humor også er et universelt sprog, men ’Agent’ er på mange måder, synes jeg, meget dansk. Vil I ikke sætte nogle ord på, hvad I ser dansk humor som, og om I overhovedet oplever en særlig form for dansk humor?

ESBEN: ”Jeg ser i virkeligheden ikke særligt mange ting, der er humorbaseret.”

NIKOLAJ: ”Altså, man kan sige, at det, der grundlæggende er forskellen på den her serie og ’Ring til min agent’ (fransk Netflix-serie, der også omhandler en agent i underholdningsbranchen, og som i 2015 udkom til indledningsvis stor frustration for Lie Kaas, der på dette tidspunkt var undervejs med sit manuskript, red.), der bevæger sig i samme arena, det er selvironien. Det er at tage pis på sig selv. Der er ikke nogen i den franske, der tager pis på sig selv. Alle spiller straight up sig selv.”

ESBEN: ”Er den sådan? Jeg har ikke set den.”

NIKOLAJ: ”Det er det samme som i ’Klovn’ (som med ’Agent’, red.). Folk tager pis på sig selv. Dét er meget dansk.”

ESBEN: ”Men er ’The Office’ ikke også meget på den måde?”

Der deler vi nok også en smule temperament med briterne.

NIKOLAJ: ”Selv om briterne kan tillade sig lidt mere end de fleste, er de stadigvæk lidt mere ordentlige, end vi er. Jeg tror, at man i hvert fald i Norden har set Danmark som lillebroren, der ikke tager tingene særlig alvorligt. Jeg tror også, man kan tillade sig flere ting i forhold til fx MeToo, end man kan i mange andre lande. Så det er noget med ikke at tage sig selv alvorligt. Eller for alvorligt. Det, tror jeg, er vores humor.

Jeg har tit fortalt den her historie, og du (Esben, red.) har nok hørt den. Jeg var engang til et skandinavisk teaterskoletræf i Finland, og alle skulle komme med et eller andet til en såkaldt caféaften.

Finnerne lavede noget, hvor de mimede. Næste aften fremførte svenskerne digte – digte med meget bund i. Den tredje aften gik nordmændene så op og spillede noget fra Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’. Og vi havde ikke fået det memo om, at vi skulle komme med noget.”

ESBEN: ”Selvfølgelig!”

NIKOLAJ: ”Så vi bookede bare en lokal stripper. For vi tænkte, det kunne være meget sjovt.”

ESBEN: ”Den har jeg ikke hørt!”

NIKOLAJ: ”Vi fik en finsk stripper til at komme og optræde. Hvad vi ikke tænkte over, var: If that isn’t the biggest fuck youuu til alt, hvad de andre er kommet med, så ved jeg ikke hvad. Men det tænkte vi ikke over. Vi var simpelthen bare så kede af, at vi ikke var kommet med noget, så vi var sådan: Hvad vil alle kunne lide?”

ESBEN: ”Ha ha! Hvor er det dumt!”

Det er der vel en særlig, bramfri danskhed over? Det er svært at forestille sig svenskerne gribe ned og tage fat i lige det værktøj i kassen.

NIKOLAJ: ”Det er det. En film som ’Ternet Ninja’ solgte jo også kun 36 billetter i Sverige. 36! Billetter! En-to-tre-fire-fem og så videre.” (Faktisk så solgte ’Ternet Ninja’ (2019) ifølge Det svenske filminstitut ikke mere end 28 biografbilletter i Sverige. I Danmark solgte den 929.137 billetter, red.).

ESBEN: ”Fuck!”

Esben Smed

(f. 1984) Født og opvokset i Odder. Uddannet fra Statens Scenekunstskole. Medvirker i blandt andet ’Sommeren i ’92’ (2015), ’Lykke-Per’ (2018), ’Ser du månen, Daniel’ (2019), ’Kysset’ (2023).

Har vundet en lang række priser, heriblandt en Robert for bedste mandlige hovedrolle for ’Ser du månen, Daniel’ (2020), en Reumert for sin rolle i ’Hamlet’ (2021) og en Lauritzen-pris for bedste mandlige skuespiller (2022). Bor i Aarhus med sin hustru Line Daugbjerg Christensen, med hvem han har to børn. 

Hvad synes du, er sjovt, Esben?

ESBEN: ”Jeg synes, ’The Office’ (UK) er sjovt.”

NIKOLAJ: Du er ikke så komedieagtig, er du det?”

ESBEN: ”Nej, jeg er ikke så komedieagtig. Det er i virkeligheden meget lidt, jeg griner. Jeg er et meget alvorligt menneske i det hele taget.”

NIKOLAJ: ”Nærmest røvsyg.”

ESBEN: ”Ej, men jeg har en sort humor. Jeg ved ikke ... For mig handler det meget om, hvorvidt folk kan tage pis på sig selv. Jeg synes også, at det er de mest spændende mennesker at snakke med.”

NIKOLAJ: ”Jeg kan godt lide at se sjove ting, det må jeg indrømme. Der har jeg det helt anderledes, end du har det.”

ESBEN: ”Jeg kan nogle gange opleve, at ... Altså i virkeligheden synes jeg jo selv, at jeg er ret sjov. Men når jeg siger noget sjovt, så synes jeg aldrig, at folk forstår det. Folk tager mig altid seriøst. Folk tager mig virkelig seriøst – hele tiden. Så når jeg siger et eller andet, som jeg overhovedet ikke mener, så er folk sådan: ’Nå, ja, okay, det kan jeg godt se ...’ Og jeg er sådan: ’Nej!’”

Det må være frustrerende?

ESBEN: ”Ja, det er meget frustrerende. Men jeg kommer heller ikke særlig meget ud. Jeg sørger for at blive hjemme.”

NIKOLAJ: ”Hvad med din kone? Synes hun, du er sjov?”

ESBEN: ”Hun synes, jeg er herresjov.”

NIKOLAJ: ”Er det rigtigt?”

ESBEN: ”Ja, men hun kender mig også.”

NIKOLAJ: ”Er det rigtigt? Hun synes, du er herresjov?”

ESBEN: ”Ja, hun synes virkelig, jeg er sjov.”

NIKOLAJ: ”Er det rigtigt? Ej, hvor fantastisk! Sådan fungerer det ikke lige hos mig.”

ESBEN: ”Hun synes også, jeg er for meget, men hun synes virkelig, jeg er sjov. Jeg skal faktisk ikke gøre så meget.”

NIKOLAJ: ”Ej, hvor fantastisk. Du har jo den perfekte kone.”

ESBEN: ”Jamen hun er et vidunder.”

NIKOLAJ: ”Der har jeg godt nok lavet en skævert.”

I forhold til karakteren Joe bærer han også på sådan en, galskab skulle jeg til at sige ... Der er noget, der trækker i ham hele tiden, selvom han jo virkelig elsker sin datter og gerne vil gøre det godt for hende. Selv er jeg ret fascineret af den galskab i folk.

NIKOLAJ: ”Der er nogen, der har det mere end andre. Når jeg oplever mennesker, som tænker strictly karriere, kan jeg sagtens forstå det, selv om jeg ikke selv er det menneske. Folk, der bare vil frem i verden. Joe er sammensat af forskellige personer, som har en ekstrem måde at tænke på. Hvor en tirsdag ikke bare er en tirsdag. Der er nogle mennesker, der konstant har brug for stimulans.”

Kan du, Esben, genkende noget af dig selv i den galskabskraft, der bor i Joe?

ESBEN: ”Ja, altså lysten til sådan nogle ting. Men heller ikke rigtigt. Jeg befinder mig i et andet gear, end Joe gør som menneske.”

NIKOLAJ: ”Men jeg ville ønske, at jeg var sådan nogle gange. At jeg havde mere Joe i mig.”

ESBEN: ”Han er jo også et menneske, der kan få ting til at ske. Han kan virkelig seriøst fikse alt. Det gør han jo også i serien, og det har så alle mulige omkostninger for ham selv. Han er ligesom ham fra ’Pulp Fiction’. Mr. Wolf (spillet af Harvey Keitel, red.), der kommer ud og slukker ildebrande.”

NIKOLAJ: ”Under noget research til ’Bedrag’ (dansk tv-serie, 2016-2019, red.) snakkede jeg på et tidspunkt med en af de fyre, der var med, da Dong stak af og virkelig gav den gas. De begyndte at gamble med skatte-pengene, og det gik pissegodt, og det kunne være blevet ved med at gå godt, men det var stadigvæk statslige penge og dermed en smule hasarderet.

Min pointe er, at da jeg snakkede ham, sagde han til mig: ‘Det var den vildeste periode i mit liv. Det kommer aldrig tilbage. Det var nogle få år, men jeg har aldrig haft det så sjovt, oplevet så mange ting og levet så meget, som jeg gjorde der.’ Og det er jo det, man finder ud af med tiden: Den slags mennesker har det vildt sjovt, fordi de virkelig rammer nogle peaks. De rammer også bunden en gang imellem, men de kommer højere op, end vi andre nogensinde vil komme til. Vi andre ligger i en eller anden form for lykkestadie.

Som Nicolas Bro sagde på et tidspunkt: ’Lykken er en konstant.’ Ik’? Lige dér i midten af lykkebarometeret, er der ikke de store udsving, men til gengæld ryger du ikke helt i kælderen.”

Er det en følelse, eller en tanke, der på nogen måde skræmmer jer? At man også er sat i den her familieform, og der er nogen, man skal tage vare på og har ansvar for, og man bor i sin villa og slår græs en gang imellem. Er der noget ved den tilværelse, der skræmmer jer?

NIKOLAJ: ”Altså personligt elsker jeg mit familieliv, men selvfølgelig er der er jo noget, man fravælger i det valg.”

ESBEN: ”Ja.”

NIKOLAJ: ”Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg kunne godt være single, men jeg ved også godt, at det ikke ville være det, jeg har lyst til på sigt. Men det er da klart, at når folk gerne vil være 18 år igen, så er det, fordi man var impulsiv, og man vidste ikke, hvad der skulle ske om aftenen.

Og pludselig opstod en fest og sådan nogle ting. Og om jeg kom på arbejde i morgen – stiv eller ej – var lidt underordnet. Sådan har man det jo ikke mere, men det er jo en selvvalgt situation. Jeg savner ikke at være 18. Jeg savner ikke at være det menneske, der fyrer den max af.”

Der er ikke en stærk magnetisme, der trækker dig ud i tagrenderne igen (Nikolaj Lie Kaas havde som ung mand for vane at klatre i tagrender, red.)?

NIKOLAJ: ”Nej, det har jeg gjort. Og det var der en årsag til: Jeg skulle mærke mig selv og alt muligt. Men jeg har været der.”

Esben, du føler ikke, det er klaustrofobisk for dig at leve familiefartilværelsen?

ESBEN: ”Nej, det er ikke klaustrofobisk. Nu har jeg også været ret heldig med at få en dejlig familie, og jeg har det ret fedt med at have børn … Lige nu kommer jeg faktisk til at tænke på, hvad forskellen er mellem Nikolaj og mig. Alle i hele verden synes, at Nikolaj er verdens sjoveste menneske. Undtagen hans kone.”

NIKOLAJ: ”Ja!”

ESBEN: ”Og det er lige omvendt med mig. Der er ikke nogen, der kan se det sjove ved mig, ud over min kone.”

Du vil virkelig gerne være derhjemme.

ESBEN: ”Ja, derfor har jeg det ret fedt med at være derhjemme.”

NIKOLAJ: ”Klart! Jeg skal skynde mig ud og finde nogen, der kan grine ad mig.”

ESBEN: ”Du skal have anerkendelse af alle folk, og jeg skal bare hjem.”

Nikolaj Lie Kaas

(f. 1973) Født og opvokset i Rødovre. Uddannet fra Statens Teaterskole. Medvirker i blandt andet ’Blinkende lygter’ (2000), ’De grønne slagtere’ (2003), ’Solkongen’ (2005), ’Dirch’ (2011), ’Fasandræberne’ (2014), ’Retfærdighedens ryttere’ (2020).

Har vundet adskillige Robert- og Bodil-priser. Har skrevet og instrueret tv-serierne ’Mr. Poxycat & Co’ (2007) og nu ’Agent’ (2023). Bor i Hellerup med sin hustru Anne Langkilde, med hvem han har to børn.

Der er også noget sjovt ved karakteren Joe, i den forstand at han – i en tid, hvor man taler meget om, at manderollen er ved at blive omdefineret – på mange måder er lidt en anakronisme. Joe er så selvoptaget og udadsøgende. Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil sige med det. Har det været sjovt at skrive ham på den måde?

NIKOLAJ: ”Ja, altså Joe er en total boomer. Han er lidt for gammel til at være i branchen … Måske kunne jeg have spillet ham.”

ESBEN: ”Det tror jeg faktisk også, jeg sagde til dig flere gange: ’Hvorfor spiller du den ikke bare?’”

Men jeg tænker: I lader til selv at være godt tilfredse med den moderne manderolle. Der er ikke den der lyst hos jer til at smutte afsted og fralægge jer ansvaret, som man måske var tilbøjelig til engang?

NIKOLAJ: ”Den energi, tror jeg, har ikke ændret sig så meget. Den findes blandt rigtig mange, der er yngre end os. Jeg tror, der er en del, der har det behov. Det kan godt være, at det er blevet mere defineret, hvad en moderne mand er. Men jeg er i hvert fald overrasket over at opleve, at der er masser af mennesker, der er yngre end mig, som tænker karriere på den traditionelle måde.”

Det er du overrasket over?

NIKOLAJ: ”Ja, altså karriere frem for familien. Det er jo et offer. En prioritering. Jeg har fået at vide rigtig mange gange i arbejdet med den her serie, at den er, hvis ikke patriarkalsk, så i hvert fald gammeldags i dens måde at se mænd på. Men det var også en del af planen, kan man så sige. Hvad er det, der gør ham patetisk? Hvad er det, han skal lære? Det er sjovt at starte et sted med et menneske, der helt tydeligt har taget nogle forkerte valg.”

Hvorfor var det interessant at fortælle om den her lidt idiotagtige mand?

NIKOLAJ: ”Fordi jeg gerne vil få ham til at lære nogle ting. Indse nogle ting. At hans prioriteringer har en pris. At livet indebærer, at du fokuserer på at stå bag dine ambitioner om en kanotur med dine børn, eller hvad det nu måtte være. Eller at Joe kun er noget igennem andre menneskers succes.

Det, syntes jeg, var interessant at sætte op over for hinanden. Men jeg synes heller ikke, at vi gør ham til et dumt svin. Han prioriterer måske karrieren, men han også er den bedste far, når han endelig er der. Sådan er vi alle som fædre af og til.”

Men er der ikke også et helt grundlæggende ansvar forbundet med at være forælder?

NIKOLAJ: ”Der er et kæmpeansvar, men der er bare mange mennesker, der ikke kan. Jeg ved ikke, hvordan det hænger sammen, men jeg tror ikke, der er noget galt i, at der kommer børn ud af forældre, der ikke lige har kunnet administrere det til at starte med. Det kommer der nok nogle gode poptekster ud af. Det var jo også det, jeg syntes, var spændende ved at skrive den her serie.

Der er noget fascinerende ved det, man ikke selv kender til 100 procent, men som man alligevel kan genkende noget af. Jeg har også med alderen erkendt, at det ikke nytter noget at være fordømmende over for andre måder at gøre tingene på. Vi er alle sammen forskellige. Det er sådan, et samfund er. Der skal også fødes tyve og røvere og alt det andet.

Som Anders Thomas Jensen siger i ’Blinkende lygter’: ’Man skal have jagttegn og tilladelse i hoved og røv bare for at købe en luftbøsse, mens andre folk kan skide lige så mange snottede unger ud, som de har lyst til. Det skulle sgu da være omvendt!’”

Er I familiemennesker?

ESBEN: ”Ja.”

NIKOLAJ: ”Ja. Vi er måske de kedeligste mennesker, du kan interviewe.”

ESBEN: ”Det forstår jeg ikke, at du ikke har fundet ud af endnu.”

Jeg tænkte, jeg lige ville spørge.

NIKOLAJ: ”Men det er vi. Esben især. Og røvkedelig. Og fra Jylland også.”

ESBEN: ”Det kan ikke blive mørkere. Eller kedeligere.”