Da redaktionen på det amerikanske magasin Esquire satte sig for at kåre den bedste historie, magasinet nogensinde har trykt, kunne man forbløffet konstatere, at de bedste historier ikke blev skrevet for nylig – de blev skrevet i 60’erne, i en tid med krig, snigmord, rock’n’roll, stoffer, hippier, kvindebevægelse, borgerrettighedsforkæmpere og rumkapløb. Det var dengang, en lille gruppe journalister og skribenter med skarpe øjne fangede landets kulturelle, sociale og økonomiske forvandling på kornet.
En af dem hed Gay Talese, en ung, ulasteligt velklædt journalist, der voksede op i Ocean City i New Jersey, syd for New York, som søn af italienske immigranter. Han blev døbt Gaetano – i USA blev det til Gay. Han var genert af natur og klarede sig sløjt i skolen, men han havde ét talent: Han var ekstremt nysgerrig og interesserede sig for andre mennesker og deres historier (et fag, man desværre ikke får karakterer for, som han senere har beklaget.) Han skrev for skolebladet og senere for universitetsavisen i Alabama, hvor han studerede journalistik, inden han blev ansat på New York Times, hvor han skrev han om sit foretrukne emne – ukendte menneskers ofte ekstraordinære liv i skyggen af Manhattans skyskrabere. Efter ti år på avisen skiftede han til månedsmagasinet Esquire, hvor der var tid og plads til at skrive lange portrætter.
Men i stedet for at rejse hjem, blev Gay Talese hængende i byen og håbede, at Sinatras helbred og humør ville få det bedre. Mens han ventede, opsøgte Talese nogle af de mange mennesker i Los Angeles, som kendte eller havde arbejdet sammen med Frank Sinatra. Talese mødtes med flere end 100 kilder, herunder kvinden, der transporterede entertainerens 60 toupéer i en kuffert. Talese observerede hovedpersonen på afstand på en natklub i Beverly Hills, under optagelserne til en tv-koncert og under en boksekamp i Las Vegas.
Annonse
Portrættet blev trykt i april 1966 og skabte øjeblikkelig sensation. Gay Talese fik aldrig sit interview med Sinatra, men han fik noget andet. Han oplevede, hvad det vil sige at befinde sig i Sinatras indre cirkler og verden. I portrættet, der er båret af scener som i en novelle, tegner Talese et nærgående portræt af en konstant temperatursvingende entertainer, hidsig og kold, varm og indlevende, omgivet af mennesker, og alligevel ensom. En verdensklassesanger i midtvejskrise.
Valget var ikke svært for folkene på Esquire-redaktionen, da de skulle kåre den bedste magasinhistorie nogensinde: ’Frank Sinatra Has a Cold’.
