Frede med fart på: Men hvad er det dog for nogle sko, han har på i Indien?

Det er formentlig ingen overdrivelse at konkludere, at Kronprins Frederik har en ting for gode sko. Nyt billede fra Kronprinsparrets tur til Indien skaber omtale på Instagram.

Frede med fart på: Men hvad er det dog for nogle sko, han har på i Indien?
Offentliggjort

Efter et langt og lettere køligt forhold til Indien er en delegation af landets ypperste navne nu taget til landet med verdens næsthøjeste antal indbyggere. Forrest i delegation står D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen.

Og selvom øvelsen i soft power nok skal trække diplomatiske overskrifter, er det alligevel H.K.H. Kronprinsens sko fra et billede af Kronprinsparret foran Taj Mahal, der er løbet med det meste af opmærksomheden.

“Guddommeligt godt at se hans kongelige højhed iført Metcons,” skriver podcastvært og barista in spe, Peter Falktoft, mens Instagrams danske førsteelsker, Anders Hemmingsen, slet og ret skriver: “Skoene”, der får selskab af en emoji med ild i. Og sådan fortsætter kommentarsporet med en blanding af begejstring over skovalget og en nysgerrighed over, hvilken model det er.

Så hvad er det da for nogle sko, som HKH Kronprinsen har på?

Det er et par Nike Metcon 5 AMP sko i blå, hvid og brun. Gode at gå i, oplagte til en aktiv dag på farten i Indien – det er faktisk en crossfit-sko – og et sportsligt og moderne valg til de jordtoner, H.K.H. Kronprinsen i øvrigt bærer i sit outfit. Skoene er ikke længere til salg i butikkerne, så skal du have fingrene i dem, kræver det en granskning på resell-siderne.

Det er ikke første gang, Kronprins Frederik er set i Nike-sko. Vi har tidligere skrevet om His Royal Airness, da han forrige år iførte sig et par Nike Air Jordan 1 ’Wolf Grey’ – en ikke helt billig sko, da den hurtigt blev udsolgt på almindelige webshops, og derfor kun kan anskaffes på det lukrative og ofte overprissatte resell-marked.

Det er formentlig ingen overdrivelse at konkludere, at Kronprins Frederik har en faible for gode sko. Vi ved også, at han går i loafers fra det danske mærke Vinny’s – du kan høre Vinny’s-stifter Virgil Nicholas fortæller om Kronprinsens besøg i butikken i et afsnit af Euromans podcast Sidelæns lige her.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kongehuset