Frederik Næblerød: "Jeg laver, hvad jeg laver, og så må folk kunne lide det eller ej"

FREDERIK NÆBLERØD ER på vej videre. Mens musikken buldrer løs med begejstret up-beat-musik, styrter han rundt i sit atelier mellem de mange lærreder, der ligger spredt hist og pist på de røde, men for længst tilsvinede fliser. Nogle af dem slår han et strejf på med en pensel, nogle klatter han på, og nogle overhælder han med maling direkte fra bøtten. Andre nøjes han med at kommentere i forbifarten:

”Ej, det ligner næsten en vandmand. Hvor er det smukt,” siger han om det ene.

”Den her er også fucking smuk. Det minder mig om tandpasta, det der Colgate, der smager lidt grimt,” siger han om det andet.

”Det her lå bare på jorden, og så væltede der maling ud. Jeg var usikker på, om det blev fedt, men nu ligner det næsten en hjerne,” siger han om et tredje.

Det hele siger han i hurtige, monotone sætninger, hvor alle ordene hænger sammen i en lang kæde. Han snupper en cola fra køleboksen og åbner den. Tisch! River bagsidepapiret af et lærred. Scatch! Synger med på musikken.

”Jeg har lavet otte lærreder siden i morges, jeg kunne godt tage hjem nu med god samvittighed. Men det gør jeg ikke, for jeg elsker, hvad jeg laver.”

Han tager en runde mere på lærredet.

”Det hele kommer impulsivt. Hvis jeg lige får en idé, forfølger jeg den med det samme,” siger han: ”Hvis jeg får lavet 10 om dagen, er der ofte to af dem, der holder. I stedet for at være nervøs for, om det er godt nok, skal man bare fyre den af.”

DET ER KUN to år siden, Frederik Næblerød blev færdiguddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Men det er 10 år siden, han solgte sit første maleri, og siden er han blevet et etableret navn på kunstscenen med sine ekspressionistiske og naivistiske værker.

Tidligere havde han atelier på Gammel Strand – i en gammel københavnerlejlighed med udsigt over kanalen. Det var et flot rum, men der var for meget ’Joe and the Juice-mødelokale’ over det til hans smag. Nu har han 235 kvadratmeter i en gammel industribygning i Sydhavnen. Den nærmeste nabo sælger kontorartikler og vvs-udstyr.

”Det er lidt længere væk fra det hele, så folk kommer ikke bare lige forbi. Det har selvfølgelig nogle fordele. Det andet lå ud til gaden, så når folk kunne se, at der var lys, ringede de på i tide og utide. Det gør de ikke her. Jeg magter ikke, at der hele tiden kommer nogen forbi. Jeg vil bare gerne lave mine ting.”

Det gør han så. Næblerød maler på sin voldsomme energi, tjept, uden skitser. Han tænker aldrig over, hvad han skal lave, før han begynder.

”Om en time har jeg lavet 20 malerier, og tre-fire af dem er jeg blevet glad for. De kan godt blive solgt i et galleri. Det er sådan, det er. Jeg maler, så hygger jeg, så kører jeg en tur og kommer tilbage igen, og så hører jeg musik og maler. Det ene og det andet. Der er hele tiden noget nyt, der skal laves.”

I årenes løb har det clashet på privatfronten. Han har sagt farvel til både kærester og venner, fordi han var nødt til at være i sit atelier i stedet for at være sammen med dem.

”Jeg er ego, hvad det angår. Kunst betyder alt for mig. Det kommer først, og så kommer kærester og venner lidt efter. Det kan virke egocentreret, men det er sådan, jeg allerhelst vil have det.”

Ofte møder han ind i atelieret allerede ved syv-tiden om morgenen og slukker først lyset igen klokken 23. Han har planer om at få indlagt en ugentlig fridag, hvor han kan få ordnet alt det praktiske derhjemme, så det hele ikke går op i hat og briller. Men derudover er han gevaldigt tilfreds med sin tilværelse.

”En masse kunstsamlere har sagt til mig, at jeg skal passe på, fordi jeg producerer så meget. Men der må jeg bare sige: ’Jeg laver det ikke for andres skyld. Jeg laver det kun for min egen.’ Jeg vil hellere have, at mine ting koster en halv million om fem år, og at jeg er glad, end at de koster tre millioner, og det er gjort på andres præmisser.”

SIDEN FREDERIK NÆBLERØD som 22-årig solgte sit første værk, har han kunnet leve af sin kunst. Han har udstillet i blandt andet Los Angeles, New York, Barcelona og Berlin, og han har vundet flere priser. Selv mener han dog, at han kun lige er begyndt.

”Jeg har ikke fundet mig selv endnu. Derfor er det fedt at have et rum som det her, hvor man bare kan lave alt muligt.”

Han maler med alt og på alt. Maling, lim, polyfilla, olie, akryl, vand, Coca Cola, spyt, gips og fundne materialer. På spejle, træplader og bagsider af lærreder. Med fingrene, pensler og direkte fra tuben. Lige for tiden leger han med metalmaling, akrylmaling og bådmaling.

”Det er vigtigt at eksperimentere, hvis man skal være kunstner i mange år. Jeg vil ikke lave det samme resten af min karriere. Det er næsten altid de nyeste ting, jeg er allermest vild med. Jeg synes ikke, der er noget galt i, at mine ting ser helt anderledes ud, end de gjorde for et halvt år siden. Hvis man skal være kunstner i mange år, er de her keramikskulpturer jo bare en fucking ært i en kæmpe salatskål.”

Frokosten er blevet hentet af assistenten. Sådan en har Frederik Næblerød sjældent, men lige for tiden har han – en ung, kunstinteresseret fyr. Den står på to æggemader fra den lokale smørrebrødsbiks.

”Jeg spiser seriøst meget smørrebrød, jeg elsker det,” siger Næblerød, da han kortvarigt har sat sig ned for at gumle en kvart mad i sig. Så rejser han sig, synger højlydt med på musikken. Leder efter sin paraply, fisker en smøg frem, pulser et øjeblik i døråbningen og slukker den igen.

Med jævne mellemrum kigger folkene fra Alice Folker Gallery forbi. Det er dem, der sælger hans malerier. I begyndelsen gik Frederik Næblerød op i, hvad andre tænkte om hans kunst. Men det gik op for ham, at hvis han først begyndte at gå ud ad den tangent, ville han for alvor blive skør.

”Jeg tvinger mig til at være selvtillidsfuld. Man kan ikke lave kunst, hvis man ikke har selvtillid. Hvis det er sådan noget: ’Åh, hvad skal det blive til, og hvem er jeg,’ så bliver det aldrig til noget. Den del er man nødt til at have totalt styr på,” siger han:

”Der er jo så mange, der har meninger om, hvad man skal. Der er en i Amsterdam, der bliver ved med at skrive til mig, at jeg skal lade være med at lave noget med farver. Så har jeg en god veninde, der selv er kunstner, som skriver, at jeg skal blive ved med at lave noget i farver, især i grønt og gult. Der er et galleri i Italien, der kan godt kan lide, når jeg laver guldskulpturer, men flipper helt ud, når jeg laver dem farvede, fordi de synes, de er for barnagtige. Jeg kan slet ikke følge med. Jeg er ret konfliktsky og i virkeligheden ret usikker. Jeg er sådan en, der gerne vil please alle. Men jeg er blevet bedre til også bare at sige: ’Fuck det.’ Jeg laver, hvad jeg laver, og så må folk kunne lide det eller ej.”

Frederik Næblerød har netop udstillet på Gl. Holtegaard og på Pallazzo Madama i Torino. Senere i foråret har han en soloudstilling på ’Art Brussels’ i Bruxelles. Se mere på alicefolker.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Kunst og Oplæste artikler