Frederik Næblerød: ”Jeg vil hellere være i mit atelier end at hænge ud med mine venner”

Kl. 6.30-9

Jeg står typisk op kl. 6.30. Jeg har stået op på det tidspunkt i så lang tid, at jeg har et indre ur, der vækker mig, så jeg vågner af mig selv. Som regel går jeg i seng kl. 00, måske 00.30. Jeg prøver at få syv timer. 

Det allerførste, jeg gør, er at tjekke min mail. Det har jeg altid gjort. Det kan jo være, at der er kommet noget vigtigt.

Og så er det op og i gang. Når humøret er til det, kan jeg godt lide at morgenbade. Det er ikke noget, jeg gør året rundt. Det vil jeg gerne lære. For nu er det cirka seks måneder om året. Men det er da også okay.

Til morgenmad spiser jeg to æg med rugbrød. Eller mysli eller et eller andet. I virkeligheden skal det bare gerne gå stærkt. Jeg har ikke brug for så meget. Jeg skal have børstet mine tænder, i bad og have lidt at spise, og så vil jeg gerne afsted. 

Jeg er ikke sådan én, der sidder og læser i en bog i to timer, før jeg går i gang med mit arbejde. Jeg vil gerne bare over i mit atelier. Over og få åbnet den ovn, jeg har sat i gang med noget keramik dagen inden, og se, hvordan det er blevet.

Kl. 9-13

Mit atelier ligger i Sydhavnen. Jeg vil helst tage cyklen derover. Så får jeg lige rørt mig lidt. Det er en god måde at vågne på og få samlet tankerne. Jeg har 4,5 kilometer. Så kan jeg køre der og tænke lidt over tingene. 

Det første, jeg gør, når jeg ankommer til atelieret, er at sætte mig på en stol lige midt i det hele. Mit atelier er i en stor lagerhal. Den er vel 450 kvadratmeter. Der sidder jeg så og kigger med friske øjne på det, jeg har lavet dagen inden. Skal der lidt mere på dét maleri, skal der trækkes lidt fra på dét? 

Jeg har brug for at kigge på mine værker og tænke: ’Hvad betyder det her mon?’ Det er meget vigtigt for mig, at jeg, når jeg lukker et værk ned og sender det afsted, kan stå inde for det. For så er det jo ligesom ude af mine hænder. Jeg kan jo ikke rende rundt på et galleri og ændre på tingene.

Jeg arbejder meget intuitivt. Og ekspressivt. Det er meget noget, der foregår oppe i mit hoved. Nogle følelser, jeg får. Der er ikke så langt fra tanke til handling. Det kan være, jeg har set noget på vejen til atelieret. Et eller andet, der har gjort noget ved mig. Måske har jeg læst noget om Trump og Grønland, og så begynder jeg at male bjerge på mine malerier. Eller det kan være, at jeg har set et par stå og skændes foran en bar, og så maler jeg nogle, der er sure. Det er meget noget med at stå foran lærredet og så knibe mine øjne sammen.

Ved 13-tiden sætter jeg mig og spiser. Jeg spiser rigtig meget rugbrød med hummus. Andre gange er det noget spegepølse. Eller måske har jeg en vesterhavsost liggende i køleskabet, som jeg går og gnaver af. Det er meget sjældent, at jeg går ud og spiser frokost. Jeg har en assistent, som hedder Sara. Vi spiser nogle gange sammen.

Kl. 14-20

Hvis det lyder, som om meget af mit liv foregår i atelieret, så skyldes det, at det er sådan, det er. Det er dér, jeg opholder mig. Syv dage om ugen. Og i mange timer ad gangen.

Efter frokost fortsætter jeg arbejdet. Jeg ved som regel, hvad jeg skal. Jeg ved bare aldrig, om det bliver godt eller dårligt. Jeg maler mig selv over megameget. Alle de værker, der er med i udstillingen på Arken, er gamle malerier, der er blevet malet over. 

Førhen fik jeg også af og til venner på besøg lidt senere på dagen. Men det var ikke meget, jeg så fik lavet. Det er virkelig svært at lave kunst, når der sidder fire personer og synger ovre i det ene hjørne. Jeg vil hellere være her end at hænge ud med mine venner hele tiden. 

Selvfølgelig vil jeg også gerne se dem, men det vigtigste for mig er at få lavet noget. Det er sådan, jeg er allermest lykkelig. Jeg elsker at være i mit atelier. Du kommer ikke til at høre mig klynke. Jeg har altid fundet ro i at skabe noget. Min egen verden. Og ikke bare eksistere i andres. Jeg er også enebarn. Det giver nok god mening.

På et tidspunkt bliver jeg sulten igen, og så kommer spørgsmålet: Skal jeg bestille noget mad? Skal jeg vente lidt? Skal jeg tage hjem og så ikke få lavet mere? Alt fra tøjvask til at stå og lave mad derhjemme i det nye køkken bliver som regel skudt lidt væk, fordi jeg egentlig holder mere af at skabe noget end at stege en bøf på en pande. Så jeg arbejder lidt videre, mens maven knurrer.

Kl. 20-00

Nogle gange, når jeg kommer hjem, kan jeg godt lide at lave noget helt andet. Måske se noget på DR. Eller sidde og stene på YouTube. Eller rydde op. Jeg har desværre ikke altid tid til at slå benene op og se ’Luksusfælden’. Andre aftener mødes jeg med en ven på en vinbar og sidder og snakker om et eller andet.

Jeg gad godt at gå til roning eller skydning et par gange om ugen. Men min uge er for flyvsk. Det ville holde to gange, og så ville jeg være nødt til at aflyse. Nogle gange løber jeg. Men ikke meget.

På et tidspunkt bliver jeg træt. Eller. Det er ikke altid. Nogle gange må jeg selv sige: ’Nu skal du i seng.’ Sådan er det nok oftest. Og jeg er ikke 18 år længere. Jeg skal have min søvn. Jeg kan ikke nøjes med fem timer og lidt Red Bull.

Nu om dage lukker jeg bare øjnene, når jeg går i seng. Førhen lå jeg og scrollede på Instagram i en time. Det er jeg stoppet med. Nu ligger jeg og tænker på, hvordan dagen er gået, og om jeg er glad for de ting, jeg har fået lavet. Måske tænker jeg på dagen, der kommer. Så kan jeg ligge dér og spekulere på, hvordan keramikken, jeg lige har glaseret, mon bliver.