Postkort fra Svalbard: ”Man skal lige vænne sig til at slynge riflen over skulderen, hver gang man går uden for byen”

Jeg har drømt om at komme til Svalbard lige så længe, jeg kan huske. Jeg er her nu, fordi jeg studerer en bachelor i arktisk friluftsliv ved UiT Norges Arktiske Universitet. Jeg er indkvarteret i en studenterbarak med alle mine 22 klassekammerater, inklusiv min egen bror, og det er tæt, frustrerende og rigtig hyggeligt.

Der er mange forskelle fra Danmark til Svalbard. Det er alt fra at have pigdæk på cyklen til at køre på snescooter til universitet. For ikke at nævne alle de måder man kan dø på: På Svalbard er der utal af ting, der hele tiden forsøger at slå en ihjel; laviner, gletsjersprækker, isbjørne, snescootere, huller i isen, kælvende gletsjere, ekstrem kulde og evig blæst. Man skal i hvert fald lige vænne sig til at slynge riflen over skulderen og tænde sin lavinesøger, hver gang man går udenfor byen.

Hver uge her er forskellig, men fællesnævneren er, at vi er udenfor hver dag. Sidste uge gravede vi i sne for at undersøge dens stabilitet og risikoen for laviner. I foregående uge sov vi i nødly, hvad man også kan kalde en snehule, og lavede gletsjerredninger. I næste uge skal vi på ekspedition med pulk og telt.

På Svalbard forsvinder dagslyset fuldstændigt om vinteren. Så da jeg forleden så solen for første gang i flere måneder, bankede mit hjerte. Vi måtte løbe til toppen af bjerget, og vi nåede at se solen i syv skønne minutter, før den igen forsvandt bag fjeldet. Vi råbte og skreg og grinende. Bagefter havde vi røde og grønne pletter for øjnene.