Ugens kulturanbefaling: ’House of Gucci’, poetisk litteratur og den bedste toast i Aarhus
Det kan være uoverskueligt at navigere i alle de kulturtilbud, der findes, hvad enten det er udstillinger, restauranter eller tv-serier. Derfor vil en fra Euroman-redaktionen hver mandag give dig anbefalinger til, hvad du kan se, læse, lytte, opleve og spise i løbet af den kommende uge. Her er det journalist Louise Winther, der inspirerer til forskellige ting, du kan bruge din uge på.
For et par uger siden var jeg til forpremiere på ’House of Gucci’, som utvivlsomt er slået stort op. Og der er noget om hypen. Det er en enormt vellykket film, der er baseret på den sande historie om Patrizia Reggiani (spillet af Lady Gaga) og hendes mand Maurizio Gucci (Adam Driver), der er barnebarn af modehusets grundlægger. Fortællingen handler om begær, magt og ambitioner, men mest af alt dykker den ned i spørgsmålet om, hvor langt man er villig til at gå for kærlighed og berømmelse. Instruktøren Ridley Scott formidler de emner på en meget smagfuld måde, og hele universet er enormt smukt og tiltalende. De ikoniske loafers, silketørklæder, det eksklusive tøj og omgivelserne ligner noget, vi andre kun tør drømme om at rejse på ferie i.
At genlæse en klassiker kan føles som at vende hjem til trygge omgivelser. Jeg har perioder, hvor mit humør ikke tillader, at jeg tager chancen med en nyudgivet og måske intetsigende roman, og derfor vender tilbage til noget af det, der altid virker. Patti Smiths formidable ’Just Kids’ er netop én af de bøger. Hun skriver poetisk og inspirerende, og hendes historie er så bevægende, at jeg har dryppet en tåre eller to ned i min slidte paperback-udgave.
Bogen er fyldt med Patti Smiths egne erindringer om at opsøge kunsten og meningen med en ny tilværelse i byen, hvor hun møder Robert Mapplethorpe og hovedkulds indleder et intenst kærlighedsforhold til ham. Historien handler om deres kamp for at kunne leve af og med kunsten, deres vej til succes, om fattigdom og kunstnermiljøer i 1960’erne og 70’ernes New York. Fik jeg råderetten over en tidsmaskine for en stund, ville jeg rejse tilbage til deres verden, der ligger så langt fra min egen.
I den mørkeste tid på året længes jeg mest af alt efter solen og lyset, og heldigvis har Copenhagen Contemporary hørt mine bønner. Udstillingen ’Light and Space’ åbner nemlig denne uge, og det bliver den største på stedet til dato. Gigantiske værker og iøjnefaldende installationskunst af bl.a. Olafur Eliasson, Jeppe Hein and Anish Kapoor kommer til at fylde hele husets 5000 kvadratmeter, og jeg ser frem til, at deres imponerende værker lyser min uge op.
Love and Radios afsnit ’The Living Room’ er den første podcast, som jeg kan huske at have lyttet til, og som har sat sig i mig for at blive. Jeg hørte episoden første gang på en dårlig højtaler liggende på en træbænk på højskole for år tilbage, og jeg har lyttet intenst og tårevædet adskillige gange siden. Podcasten varer kun 23 minutter, og er en intim fortælling af Diane Weipert, som beskuer sine naboer, der har skubbet deres seng op ad det vindue, som hun har direkte udsigt til. Hun betragter dem, når de tror, at ingen kigger, og selvom hun aldrig har mødt naboerne, følger hun deres liv nøje i flere år, uden at kunne holde sig væk eller glemme dem.
På Nabo Kiosk serverer de en toast, der for mig er lige i øjet – sprød, fedtet og med ost, der strækker sig i lange strimler, når man tager en bid. Den perfekte lørdag er en, hvor jeg har første del af dagen fri til at kunne tulle rundt på det madmarked, der hver onsdag og lørdag ruller ud på torvet på Ingerslev Boulevard i Aarhus. En fast del af turen er et besøg på den lille café på hjørnet, Nabo Kiosk. Her sælges alverdens lækkerier – de har Wildflower IPA på hanen, værktøj til udlån, pebrede kogebøger, morgenmadsprodukter fra Kellogg’s og franske croissanter på frost. Vigtigst af alt er dog deres ’Nabo toast’ med flere slags ost, bresaola, estragonmayo og syltede løg.
