Jeg kan med rank ryg og sikker røst proklamere, hvad mange har gjort før mig: Jeg ved, hvor man får Danmarks bedste pizza. (I princippet kan der findes en bedre uden for København, men jeg tror det bare virkelig ikke.)
Lad mig springe høflighederne over og afsløre, at man skal besøge Le Quattro Stagioni i Sølvgade, lige der hvor Indre By bliver til Østerbro, og bestille nummer 55. Der får man for sølle 89 kroner (samme pris som nærværende magasin, begge må siges at være gavmildt prissat) en pizza med mascarponecreme, ost, blandede svampe, pinjekerner, trøffelsauce, parmesan og pesto.
Pizzabunden er fast og sprød – i velkommen modsætning til det napolitanske dej-inferno, der ellers præger hovedstadens pizzascene. Toppingen vil jeg ikke kunne beskrive retfærdigt på den forhåndenværende spalteplads, men tag min anbefaling på ordet.(MK)
Det var lige i måsen af kapitel 5 i Peder Frederik Jensens nye bog, ’Rans vilje’, at jeg måtte kapitulere til den ellers lidt ufremkommelige historie om stormfloden, der ramte Lolland i 1872.
Her følger vi Sømanden, en berejst træmand med grusomme barndomstraumer, der bosætter sig på en lille sandbanke af en ø med udsigt over det tragisk indavlede bysamfund til lands. Sømandens overlevelsesdrift er underholdende som en sofistikeret version af ’Alene i vildmarken’, og da stormfloden rusker, hærger og dræber, er det kun hans stabile nybyggeri, der står tilbage.
I sumpen af død og ødelæggelse møder han det, der skal blive fortællingens drivkraft: et lille, grædende barn i en kasse, der kun stopper med at græde, når Sømanden gør noget, han længe har forsømt: at tale. Herfra spiser siderne sig selv.(MK)
Jeg har for nylig genfundet glæden ved at løbetræne. Før i tiden, når jeg prøvede at komme i gang, startede jeg altid for hårdt ud, forøgede antallet af kilometer for hurtigt eller løb bare for stærkt til, hvad min krop kunne klare. Og sikkert som solopgangen fulgte skaderne.
Annonse
Nu er jeg startet ud lige så stille og roligt, og for at få nogle kilometer i benene er jeg er begyndt at løbe til og fra arbejde et par gange om ugen. Til det formål har jeg investeret i en Salomon ’Trailblazer 20’-løberygsæk.
Den kan spændes godt til, så tasken ikke hopper rundt, når jeg løber. Den har god plads til min 16” computer og et ekstra sæt tøj, men heller ikke til meget mere end det. Den har præcis det, jeg har brug for og intet overflødigt. Lige som det skal være. (KPN)
Salomon ’Trailblazer 20’ til 600 kr. hos salomon.com.
Fremmede, som brat stopper op og læser beskeder på deres smartwatch, og unge fyre på kaffebaren, som insisterer på at prøve at betale med deres ur, er ikke just noget, der tiltaler mig. Derfor havde jeg det egentlig i en årrække lidt svært med smartwatches. Men, halleluja, jeg er omvendt.
Siden jeg er kommet i løbeskoene, har jeg indset fortrinlighederne ved et Garmin-løbeur. Det er fantastisk praktisk ud fra et træningsperspektiv, såsom det åbenlyse at måle puls, hastighed og intervaller, men det hjælper mig også med at blive klogere på mit overordnede velbefindende og at optimere min søvn.
Banalt, jeg ved det, men jeg vil vove at påstå, at det har gjort en forskel. Min kæreste spurgte forleden, om Garmin-uret overhovedet viser, hvad klokken er. Til hende og den nysgerrige læser kan jeg informere, at ja, det kan det også. What’s not to like. (KPN)
Garmin ’Forerunner 255s Music’ til 3.099 kr. hos marathonsport.dk.
