Manden bag succesfuld tatoveringskæde: ”Jeg havde allerede ofret min mors drøm, så jeg kunne ikke også ofre min egen”

Den koksgrå sovesofa er hård og fast. Af den slags man måske vil kunne klare en nat eller to på, før ryggen begynder at gøre opmærksom på sig selv. Men for Hawaro Juul Petersen har den været hans hjem i de sidste seks uger. Sovesofaen står i et rodet baglokale uden vinduer, uden kunst eller nips på væggene og klos op ad en række gule skabe, lig dem man ser i et fitnesscenter. Ikke ligefrem et royalt hjem for kongen af et voksende tatoveringsimperie, men er der en ting, Hawaro Juul Petersen har lært, så er det, at livet af og til gør ondt, og at der ikke er andet at gøre end at blive ved at klø på.

I oktober åbnede Hawaro Juul Petersen en tattoo-shop i USA i hjertet af den glitrede shoppinggade Melrose Avenue i West Hollywood. Det er den fjerde Iron & Ink-butik, men den første udenfor Danmarks grænser og opstarten har været mere smertefuld end en tur under tatoveringsborets summende spids.

For samtidig med, at Hawaro Juul Petersen overså opstarten af butikken i Los Angeles var Iron & Ink også i gang med at åbne Skandinaviens største tatoveringsbutik i København, så han susede frem og tilbage mellem de to kontinenter og arbejdede 17-18 timer i døgnet.

”Det har fandeme været hårdt,” siger 31-årige Hawaro Juul Petersen.

”Jeg har ikke engang fået sol her i L.A. – prøv at se, hvor bleg jeg er.”

Den unge iværksætter har oplevet sin del af op- og nedture i de snart 10 år, Iron & Ink har eksisteret, men fysisk og mentalt har han ikke oplevet noget som det, han er gået igennem i de seneste tre måneder. Han har tabt næsten 18 kg, og hans døgnrytme har været vendt op og ned af at rejse frem og tilbage mellem Danmark og Californien.

Det er ellers ikke til at se på hans jættebrede granitkorpus, der ligner noget man kan slå sig på. Kun de firkantede briller med glas så tykke som bunden af colaflasker, der får hans øjne til at ligne et dådyrs, bløder hans ydre op. Men Hawaro Juul Petersen passer heller ikke ind i den støbeform, ejere af tatoveringsbikse typisk er skåret ud af. Han har aldrig selv styret tatoveringsnålen og har ikke haft en masse penge til at starte op fra. Han har kun haft sin vedholdenhed, stædighed og villighed til at lide for sine projekter – men lige nu trænger han alligevel til de par fridage hjemme i Danmark, der venter i horisonten.

”Jeg ser frem til at sove i min egen seng – jeg er ved at være træt af den sovesofa der,” siger han.

GENNEM DET MESTE AF SIT LIV har Hawaro Juul Petersen som en farveskiftende blæksprutte været vant til at tilpasse sig omgivelserne. Han blev født i det nordøstlige Syrien, få dage efter der udbrød konflikt mellem kurdere og arabere, og Saddam Hussein brugte kemiske våben mod det kurdiske mindretal.

Senere flygtede hans forældre fra Syrien, og i 1991, da han var tre år gammel, kom Hawaro til Danmark, uden andre ejendele end det tøj han havde på og en pose med skiftetøj under armen. Familien endte i Odense, hvor faren hurtigt fandt ud af, at han ikke kunne bruge sin uddannelse som bygningsingeniør til noget, så han åbnede en kiosk og senere hen et pizzeria, mens moren uddannede sig til tolk. Hawaro var den ældste af fire søskende, og der fulgte visse forventninger med fra hans forældre, som holdt fast i deres traditionelle, syriske normer.

”En akademisk uddannelse var målet for succes og status,” siger han.

Hawaro Juul Petersen vidste fra en tidlig alder, at han ikke var særligt boglig stærk. Det interesserede ham ikke at studere, men han blev presset af sine forældre til at gå i gymnasiet. Hvilket blot bekræftede ham i, at en akademisk uddannelse ikke var noget for ham.

”Jeg var træt af skolen, men hjemmefra var min hjerne blevet pumpet med, at uddannelse var alt,” siger han.

Han begyndte at læse til ergoterapeut, men følte sig som en outsider og havde intet til fælles med de andre studerende. To år inde i studiet havde han med egne ord ikke åbnet en bog endnu og var i vildrede over sin fremtid. Han vidste bare, at han ikke skulle ”ende som pizzamand eller kioskejer, som den typiske indvandrer.” Men han skulle heller ikke være læge eller ingeniør. Så hvad så?

En dag stenede han over den amerikanske reality-serie ’Miami Ink’ på fjerneren. Serien følger en række tatovører i en butik i Miami Beach, og Hawaro Juul Petersen blev grebet af stemningen i miljøet. Han kunne se, at tatovørerne ikke anede en bjælde om at drive en virksomhed, og at alt sejlede for dem. Det måtte han kunne gøre bedre.

VAR DER NOGET, HAWARO JUUL PETERSEN HAVDE trods sine blot 21 år, så var det erhvervserfaring. Siden han var otte år gammel, havde han hjulpet til i sin fars kiosk, hvor han stod på en mælkekasse for at kunne se over disken og betjene kunder, fordi der ikke var råd til at betale ansatte. Fra han var teenager, havde han også helt alene passet det cafeteria, familien senere drev i Tørring.

”Når mine forældre tog på sommerferie, blev jeg hjemme og passede cafeteriaet seks år i streg. Mine søskende har været i Disneyland, på Gran Canaria og set det skæve tårn i Pisa, mens jeg ofrede min barndom og ungdom på at passe forretningen,” siger han.

Så nu var det tid til at forfølge noget, der var hans eget, og selv om han intet anede om at tatovere, så åbnede han i 2010 tatoveringsbutikken Iron & Ink i Vejle. Han solgte sit kolonihavehus og sin bil og kastede alle sine penge ind i sin nye forretning. Han lånte sin mors aflagte guldmøbler i rokokostil, hvilket fik shoppen til at skille sig ud fra konkurrenterne.

”Den største succes man får, uanset hvilken forretning man driver, kommer af den forskel, man skaber og ikke af at ligne alle andre,” siger han.

”Den største succes man får, uanset hvilken forretning man driver, kommer af den forskel, man skaber og ikke af at ligne alle andre,” siger han.

Beslutningen om at åbne Iron & Ink faldt på ingen måde i god jord hos hans mor, der satte lighedstegn mellem tatoveringer og kriminelle. Og selv om butikken kom godt fra start og havde fint med kunder, så gik snakken i det lille lokalsamfund om, at Hawaro nu var blevet bandemedlem og solgte stoffer.

”Det var vanærende for min mor, at folk talte sådan om mig. Jeg fortalte hende, at det skulle hun ikke bekymre sig om. ’En eller anden dag, når forretningen bliver en succes, så skal du se, hvordan alle vender,’ sagde jeg til hende.”

GODT NOK HAVDE HAWARO JUUL PETERSEN erfaring med at stå i butik og med kundekontakt, men han anede intet om det praktiske i at være selvstændig erhvervsdrivende. Han fik ikke indbetalt firmaets A-skat, for pengene havde han brugt på indretningen i tattoo-shoppen. Han havde ikke styr på momsreglerne, og udlejeren ændrede i lejekontrakten, uden han opdagede det. I 2012 ramlede det hele. Hawaro Juul Petersen gik konkurs.

”Jeg var god til at tiltrække kunder, men der er ingen i gymnasiet, der lærer dig, hvordan en selvangivelse eller en ansættelseskontrakt skal se ud,” siger han.

For de fleste andre havde det måske været det sidste punktum i eventyret, men Hawaro Juul Petersen kunne ikke holde tanken ud om at skulle lytte til folks ’hvad sagde jeg’. Kort efter startede han firmaet op igen med sin gode ven og kollega Rasmus Cort Hansen – blot for at gå konkurs igen i 2014. Selv om Rasmus havde mere erhvervserfaring og styr på det rent bureaukratiske, så forsøgte de at vokse for hurtigt og kunne ikke følge med. To konkurser på to år burde have været et vink med en vognstang om, at Hawaro Juul Petersen var hoppet ud i den dybe ende uden at kunne svømme, men han så et uforløst potentiale i sin forretning og blev stædig.

”Den allerstørste grund til, at jeg blev ved, var, at jeg allerede havde ofret min mors drøm om at jeg skulle have en akademisk uddannelse. Jeg kunne ikke også ofre min egen drøm, for så ville jeg virkelig føle mig som en fiasko,” siger han.

Tredje gang begyndte Iron & Ink for alvor at tage form. Fordi Hawaro Juul Petersen aldrig havde taget banklån, men i stedet skudt sine egne penge i og lånt fra venner og familie, kom han hurtigt ovenpå. Han og Rasmus Cort Hansen fik styr på forretningen, kunderne strømmede til, og siden har de også åbnet i Aarhus og i København og har nu over 60 ansatte.

”Iron & Ink afspejler mig som person. Det er ligesom når man går fra at være teenager til mand, og den udvikling har virksomheden også gennemgået,” siger Hawaro Juul Petersen.

SELV OM DEN SENESTE KONKURS BLOT LÅ NOGLE FÅ ÅR tilbage, og selv om Iron & Ink voksede fint i Danmark, så kunne Hawaro Juul Petersen mærke, at han havde brug for en ny udfordring. Lige siden han og Rasmus havde været til en tatoveringsmesse i USA i 2015, havde det kriblet i ham for at prøve sig af på det amerikanske marked.

Han var faldet for vejret, de store biler og det endnu større potentiale han så i tatoveringsbranchen i Guds eget land. Han kunne se, at branchen stadig holdt fast i sit rock ’n’ roll-image og havde glemt at følge med tiden. De fleste ejere af tattoo-butikkerne var selv tatovører, der ikke forstod sig på det forretningsmæssige, men Iron & Inks tilgang var at professionalisere det og skabe et team, der tog sig af alt fra bogholderi til markedsføring og efteruddannelse, så tatovørerne kunne fokusere på det, de er bedst til – at lægge blæk på folks kroppe.

”Tatovører i USA er sjældent gode til at forklare kunderne, hvad de gør. ’Nu steriliserer jeg lige nålen’ og sådan noget. Hvis man er utilfreds, så kan man bare pisse af,” siger Hawaro Juul Petersen.

Samtidig er amerikanske tatovører ofte selvstændige, der blot lejer en stol i butikken, og derfor konkurrerer de med hinanden om kunderne.

”Jeg er vant til, at det er enhver mand for ham selv, og at man holder sine hemmeligheder for sig selv,” siger Mugsey Munster.

Han har været tatovør i 11 år, men det har været en åbenbaring for ham at blive ansat i Iron & Ink i Los Angeles.

”På en måned har jeg lært lige så meget, som det ellers ville tage mig fem år at lære,” siger han.

Iron & Ink har blandet andet indført, at tatovørerne hver uge viser deres bedste og værste tatoveringer frem fra ugens løb og giver efterkritik, og det har Mugsey Munster aldrig oplevet før.

”Jeg har besøgt butikkerne i Danmark, og der er en anden form for fællesskab, hvor alle hjælper hinanden og deler ud af deres erfaring, som jeg ikke har oplevet her i USA. I Iron & Ink føler jeg, vi er mere familie end konkurrenter,” siger Mugsey Munster om sine kolleger.

”DU TAGER ALTSÅ BUKSER PÅ, inden der skal tages fotos.”

Danske Ida Bo Frazier står for Iron & Inks PR i USA, og hun er yderst bevidst om, at Hawaro Juul Petersen skal se ordentlig ud, når han repræsenterer butikken i pressen. Egentlig ville Hawaro Juul Petersen helst bare beholde sine behagelige, løse basketball-shorts på, men han makker alligevel ret. Siden åbningen på Melrose Avenue har Hawaro Juul Petersen været på skærmen i ’Good Morning L.A.’, Los Angeles’ svar på ’Go’ morgen Danmark’, og en række andre lokale tv-programmer, men han bryder sig ikke om opmærksomheden. Han foretrækker at være midt i virvaret i sine butikker og snakke med medarbejdere, samarbejdspartnere og kunder.

”Jeg er et meget stort familiemenneske, og det har jeg prøvet at implementere som en stor værdi i virksomheden,” siger han.

Det er også første gang i knap 10 år, at han har været væk fra sine butikker i Danmark i mere end en uge, og opstarten i det amerikanske har været mere sløv, end Hawaro Juul Petersen har været vant til. Også selv om de holdt en succesfuld åbningsfest, hvor der blev festet til den lyse morgen og en række semikendte fra underholdningsbranchen dukkede op, heriblandt den danske DJ Morten Breum.

”Det er svært at være her, og det var deprimerende at se, at butikken ikke var fyldt i begyndelsen,” siger Hawaro Juul Petersen.

Det er butikken til gengæld nu, og de har fordoblet antallet af tatovører, men alligevel har det været ensomt at lande i et nyt miljø, hvor han ingen kender, langt fra det glansbillede af Los Angeles, han havde forestillet sig.

”Det er en helt anden verden herovre. Der er så meget overflade, især her i Hollywood, og det er meget langt fra den person, jeg er.”

Men det har ikke fået Hawaro Juul Petersen til at give op. For hans arbejde er hans liv og omvendt.

”Jeg gør det, der er brug for, indtil jeg når mit mål. Hvis det betyder, at jeg skal være herovre og kede mig i 10 år, så gør jeg det. Jeg nedprioriterer altid mig selv for virksomhedens bedste, og mine kolleger ofrer gerne sig selv for holdets bedste, hvis det er nødvendigt. Vi sulter sammen, og vi spiser sammen.”

På længere sigt drømmer Hawaro Juul Petersen om at sætte flere nåle på verdenskortet og åbne Iron & Ink-butikker i Tyskland, Sverige, London, New York og Miami. Håbet er, at han kan være med til at ændre spillereglerne for, hvordan man driver en tatoveringsvirksomhed. Og så forsøger han at hjælpe andre iværksættere i gang – især unge med indvandrerbaggrund som ikke har de bedste kort på hånden – ved at holde foredrag, coache og svare på de uopfordrede forespørgsler, der regelmæssigt dukker op i indbakken.

”Jeg håber, at jeg kan være den person, jeg selv savnede, da jeg startede,” siger han.

”Folk skal begå deres egne fejl, men der er ting, jeg gerne ville have været foruden, som kunne have knækket mig. 22 år gammel og personlig konkurs – der kan der være langt op.”

Hawaros navn betyder ’råbet om hjælp’ på kurdisk og minder ham om, at han allerede har rykket sig meget.

”Jeg kom fra ingenting, så jeg værdsætter det, jeg har opnået.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Tatoveringer og Iværksætter