Længe leve den grimme kro

København, august 2018

Det var en aften i august, og den var mild og rar, som de så ofte er, da en besked tikkede ind på min telefon. Den var fra Anny Holst, og hun ville høre, om jeg lige kunne ringe. Som udgangspunkt er der kun to muligheder, når Anny kontakter mig; enten vil hun have mit røvballeband (sådan ét, som hovedsagligt spiller Gasolin’ og Johnny Madsen) til at optræde på hendes kro, eller også står vores instrumenter i vejen for rengøringen dagen derpå.

Jeg befandt mig i København hos min barndomsven Mark mere end 300 kilometer øst for Møldrup, hvor Annys kro ligger, og hvor Mark og jeg begge er vokset op, så det måtte jo være den første mulighed.

”Men altså … nu skal du høre,” sagde Anny efter lidt indledende hej-hej og går-det-godt-med-dig.

”Vi har solgt kroen…,” sagde hun så pludselig og snakkede videre om hvordan og hvorledes, mens mine tanker fór væk.

Jeg gentog hendes ord for Mark, og vores hjemstavnshjerter sank sammen til bunds, for vi vidste jo godt, hvad klokken så havde slået. En fynsk tømrer havde givet et bud på Møldrup Kro, som Anny Holst og hendes mand Gunnar, med hvem hun ejede kroen, ikke kunne sige nej til, og den fynske herre havde, så vidt de vidste, kun planer om at bruge kroen til værelsesudlejning til håndværkere. Sådan havde han også gjort ved en anden kro ikke så langt fra Møldrup. Festen var forbi. Men en værdig afsked skulle stables på benene, og således var jeg alligevel ikke helt galt på den; ganske rigtigt ringede Anny for at spørge, om mit røvballeband og jeg ville spille, men denne gang var det altså svanesangen, der var bud efter.

Møldrup, september 2019

Kroen ser ud, som den plejer, da jeg et års tid efter opkaldet fra Anny ruller hen ad Jernbanegade, hvor Møldrup er udsprunget fra i 1893. Den er ret grim, kroen. Mange af de gamle kroer, der engang blev bygget, fordi de danske konger krævede nogle ordentlige steder at spise og sove på deres vej, er nydelige og populære. Ikke Møldrup Kro.

Det blæser ad helvede til. Over for kroen, bag den gamle bankbygning, som i forbindelse med noget kommunalt støttet byfornyelse er ved at blive lavet om, slentrer en flok ældre rundt og spiller petanque. Det er lige, så grisen triller i vinden. Havde det firbenede skilt med et tilbud om et eller andet spiseligt eller drikkeligt stået ud mod gaden foran kroens indgang, som det gjorde hver torsdag, fredag og lørdag, var det nok også kommet i problemer i vinden. Men det står der ikke længere. Ikke siden fynske Per Schack overtog stedet for over et år siden.

Nu fungerer kroen som et hotel for udefrakommende håndværkere, der arbejder på projekter i området. Det er Per Schack selv, der omtaler det som ”et hotel”, da jeg ringer ham op – yderligere kommentarer har han ikke. Ind gennem vinduerne kan man se, hvordan tynde, midlertidige vægge er sat op i nogle af lokalerne for at dele dem op i små værelser med én seng i hver. Selve krostuen er der ikke gjort det store ved. Indmaden er taget ud af baren, men ellers står det meste, som det plejer.

Krostuen og krogrillen har ikke været åbne, siden Anny og Gunnar solgte stedet. Om ikke så længe ville der ellers være begyndt at dryppe nogle af byens borgere ind. For at puste ud, få en øl, se vennerne, høre det seneste sladder. Og for nogle årtier siden ville Kim Larsen måske have været på plakaten til weekenden. Men lyset er slukket. Som så mange andre steder rundt i landet.

For historien om Møldrup Kro er ikke en enlig svale. Hos Horesta, hotel-, restaurant- og turisterhvervets brancheorganisation, fortæller de, at det er deres indtryk, at det går okay for de finere kroer, som blandt andet satser på et højt madniveau, mens det for de mere værtshuslignende kroer er en anden snak. I en rapport om danskernes udespisevaner fra 2018 fremgår det også, at besøgstallene for eksempelvis caféer er stigende, mens de er dalende for værtshuse og diskoteker.

”Det er den helt tydelige udvikling,” siger Jonas Kjær, cheføkonom i Horesta.

Næ, at få en kro med udskænkning og hele moletjavset til at løbe rundt i de små byer er ikke, hvad det har været, fortæller Anny og Gunnar Holst, da jeg besøger dem i deres hus i Møldrup, som ligger godt 100 meter fra kroen. De ved, hvad de taler om. De har trods alt ejet og forpagtet kroen i Møldrup og en række andre beværtninger i nabobyerne siden 1976. Dengang i 70’erne, og i 80’erne og 90’erne, var det en anderledes snak. En by brugte sin kro aktivt; byens borgere og foreninger holdt møder, fejrede handler, drak sejrsøl, afholdt fastelavnsfester for byens børn, og jeg skal komme efter dig.

”Mentaliteten var en anden dengang,” fortæller Gunnar. Hans grå skæg er blevet større, hans gamle ansigt har måske også slået en ekstra fold, siden jeg så ham sidst, men det hurtigløbende mundtøj vakler ingenlunde, idet han styrer mod én af sine yndlingstirader, dén om tiderne, der skifter.

”Nu om dage tager de unge mod Aalborg, Viborg, Aarhus … De farer rundt. Til koncerter og hvad ved jeg. Så forsvinder krostuerne jo i alle de små byer.”

Det er ikke bare de urbane unge, der får skylden, når jeg stiller Anny og Gunnar millionspørgsmålet: Hvorfor kunne Møldrup Kro og andre små krostuer rundt omkring ikke længere holde hjulene kørende? Skærpede regler, foreninger, der med årene har fået deres egne steder at opholde sig, ballade med hårde stoffer og fejlslagne investeringer. Ikke så lidt endda peger parret på, og særligt Gunnar har heller ikke vundet mange priser i lokalområdet for sine diplomatiske evner, når uenigheder er opstået. Men nu, her på den anden side af den lange seje kamp, som har strukket sig over tre perioders ejerskab, ser Anny og Gunnar tilbage med glæde. Som et solur, siger Gunnar, tæller han kun de lyse timer.

Nogle dage inden mit besøg hos Anny og Gunnar er jeg taget på byens sportsplads. Det er torsdag, og byens fodboldmandskab render og træner. Jeg støder til en trio af lokale herrer, der hen over en tom kabeltromle står og får sig en øl. De er netop kommet ovre fra den nystartede petanqueklub ’Blue Balls’, som holder til på den gamle tennisbane bag hallen. Det regner en smule, men trioen er i strålende humør. Petanqueklubbens alderspræsident, B.S., som dog er gået hjem, havde taget en flaske rødvin med til aftenens seance. Selv har de nogle øl tilbage, så sådan en får jeg.

”Når nu kroen er lukket, må man jo starte en petanqueklub,” siger den ene og griner.

Tredje halvleg – altså den drikfældige forlængelse af en fodboldkamps mere ædruelige halvlege – er også begyndt at strække sig længere end før, fortæller de. Og det siger ikke så lidt. Det hårdtprøvede seniormandskab, der ligger under stregen i deres række, er færdige for denne aften, og vi går i omklædningsrummet. Sædvanligvis ville vi få en håndfuld øl og så rulle på kro. Denne aften får vi tre og ruller hjem.

Det var i en ganske tidlig alder, jeg havde min første gang på Møldrup Kro. Jeg har vel været otte år gammel. Min mor arbejdede i et par år som tjener, hvis der var et selskab i et af kroens større lokaler – lærerlønnen rakte ikke til alverden. En dag var jeg med, og mens min mor knoklede, hang jeg ud inde i krostuen. Her var voksne mænd og røverhistorier, spændende sager, kan du tro, og oplevelsen blev ikke mindre af, at jeg vandt 500 kroner på en af de to farverige spillemaskiner sammen med en af mændene i baren. Vi splittede præmien, og jeg var høj i hatten.

Det var ikke lang tid herefter, at min mor mødte min stedfar en aften på kroen. Han var i byen med sit arbejde og overnattede derfor på et af kroens værelser. Et halvt århundrede tidligere havde min mors moster mødt sin mand på kroen. Noget lignende kan jeg ikke selv prale med. Faktisk var det sjældent særlig frugtbart og nok næppe særlig kønt, når jeg og vennerne forsøgte os udi forførelsens kunst på kroen (til vores forsvar var der også en heftig overvægt af mænd). Der var langt mellem snapsene, men det lod vi os ikke slå ud af. Vi raflede videre og drak og røg og skamhørte de samme sange på jukeboksen (Rocazinos ’All My Love’ var især en favorit).

Det var også på kroen, vi helt idiotisk tog hen, hver gang byfestens årlige traktortræk lukkede. Traktortrækket lå om søndagen og begyndte om formiddagen, og henad eftermiddagen og en halv fadølsfustage senere var fornuften skyllet ubehjælpeligt langt væk, når turen gik mod kroen.

Et år havde jeg besøg af en engelsk ven ved navn Wolfy, og vi var endnu en gang og helt hjælpeløse endt på kroen efter traktortrækket. Solen havde stegt ubarmhjertigt dagen lang, så engelske Wolfy, fanget i krostuens klamme sommerklima, smed sin skjorte og blottede sin overbehårede overkrop. Det faldt en lokal mand alvorligt for brystet, og Wolfy lænede sig pludselig op ad et par på kassen. Men vi pustede os op, så godt som vi havde lært, og så endte det egentlig okay, og året efter, da traktortrækket igen var slut, tog vi selvfølgelig igen på kroen. Denne gang var det nogle rødder fra en naboby, der efter sigende havde stjålet ølskiltet fra fadølsankeret, der gav anledning til optøjer.

Vi blev aldrig rigtigt klogere, og gudskelov for det, men et eller andet lærte vi nu alligevel. Stod man lidt for langt fremme i skoene i en lidt for ung alder, blev der sat skik på én. Og så lærte man også at se stort på en dåbsattest. Ung skålede med gammel – sådan måtte det være.

I julen 2013, samme år som jeg blev kåret til årets dummeste i Møldrup (en tradition, jeg vil vende tilbage til), fik jeg et professionelt forhold til kroen. Min ven Peden og jeg ville spille noget musik, og det skulle foregå første juledag. Den var de med på, Anny og Gunnar.

Vi havde cirka 10 sange på sætlisten, ikke alverden, men det skulle nok slå an, tænkte vi. Min stedfar Lillelund havde vi også fået overtalt til at synge et par Kim Larsen-sange. Vi blev klogere. Peden var ved at dø af skræk og kunne ikke huske det halve af teksterne, Lillelund kunne ikke høre sig selv i højtalerne, så resultatet var derefter, og selv havde jeg glemt guitarplektrene derhjemme, så min sarte hud slog sprækker, og jeg måtte spille de sidste numre med et afklippet kreditkort, som en gæst var så venlig at donere. Musikken var en katastrofe. Men alt andet var en bragende succes. Folk var mødt tørstigt og talstærkt op, de hujede og klappede og drak som huller i jorden.

I baren måtte de ringe efter kromutter Anny, som sad derhjemme, for at kunne stå på mål med efterspørgslen. Det var hun alt andet end begejstret for, sådan at blive ringet efter, og vores spilleri var for øvrigt noget frygtelig støj, mente hun. Men vi fik lov at spille mange gange herefter, og med tiden blev Anny da også mere varm på vores særegne lyd. Siden flyttede vi fra byen, Peden og jeg, men aftenerne med livemusik hang ved. Så havde vi også en god undskyldning for hele tiden at vende snuden hjem.

Møldrup ligger i den nordlige ende af Midtjylland, godt 20 kilometer nord for domkirkebyen Viborg. Med sine 1.300 indbyggere er det en beskeden by, stor nok til at kunne klare sig, for lille til rigtigt at gøre sig bemærket, og selv hvis der var en hel del at rende og prale med, er det alligevel ikke rigtigt sådan, man gør heromkring. Og dog. Falder snakken på fodboldlandsholdet, så indskyder vi med rimelig sandsynlighed, at Henrik Dalsgaard, ham den godt byggede på højre back, engang slog sine folder på byens fodboldhold.

Møldrup er nu ellers en ganske velstillet by, begunstiget med ikke blot en sund og rask folkeskole, men også en børnehave og en købmand. Da folkeskoler rundt i landets små byer måtte lade livet ved kommunalreformen i 2007, slap Møldrup med skindet i behold. Derfor er dette altså ikke en historie om en rådden banan og massive fraflytninger og spiraler, der peger nedad. Nøglen er ikke ved at blive drejet om, og så skulle man jo synes, at der for så vidt ikke er meget at brokke sig over. Hvis det da ikke var for den forbandede kro.

Fortællingen om Møldrup Kro er ellers langt hen ad vejen en succeshistorie. En lokal beværtning, som op gennem 70’erne og 80’erne cementerede sig som en regional festattraktion. Hver fredag var der diskotek, og den fik ikke for lidt. Busser fyldt med unge mennesker kom valfartende blandt andet fra Viborg, hvor der ikke rigtigt var et sted for de unge under 18 år. Og fra Arden, 35 kilometer væk, kørte man fire mand på en knallert for at komme til bal (har jeg ladet mig fortælle).

Om lørdagen blev der sommetider også afholdt fester for det mere modne klientel, og tidens varme navne som Kim Larsen, På Slaget 12 og den slags satte gang i dansegulvet. Back to Back spillede også. Og Tommy Seebach, selvom Gunnar ikke kunne holde manden ud. Det var i de glade dage. Det var først senere, at de mørke skyer trak indover, men tillad mig først at gå et ekstra nyk bag om historien. For før Møldrup blev til Møldrup, og før der overhovedet var en kro at miste, var dette område, midt imellem de to små kirkebyer Roum og Vester Tostrup, godt og vel øde.

Møldrup blev først til i 1893. En ny jernbane fra Viborg til Løgstør skulle anlægges, og hverken Roum eller Vester Tostrup var interesserede i at få en jernbane lige gennem byen. Den larmer, sådan én, og måske ville byens ungkarle begynde at hænge ud på stationen, lød bekymringerne. Så i stedet blev den placeret i midten af de to. Så kom stationsbygningen, siden ledvogterhuset og portørboligen, og året efter byggede man kroen. Opkaldt efter den nærliggende Møldrupgaard var Møldrup en realitet. Møldrup vækstede.

Den nye stationsby blæste næppe nogen omkuld i bare fremdrift, men lidt havde jo også ret, og det var særligt, da palmefibrene piassava, som man brugte til at binde koste, blev en mangelvare under anden verdenskrig, at byens borgere viste sig fra deres entreprenante side. Den lille stationsby var anlagt på heder af revling, og risen på disse kunne bruges som erstatning for piassavafibrene. Så ud på hederne det gik, hvor et væld af den grønne dværgbusk blev plukket.

Den flotte udvikling, man som by havde gjort sig siden fødeåret, blev dermed ført med videre i efterkrigstiden, og endda i en sådan grad, at man oprettede en revlingekomité til at holde styr på plukningen.

En del år senere skulle revlingekomitéen få sig en helt anderledes, men for byens borgere lige så afgørende en rolle, da det i 1972 blev navnet på den gruppe af frivillige, der med jævnlig udskiftning har arrangeret byens festuge, Revlingefesten, lige siden. En årlig og velbesøgt byfest på intet mindre end otte dages varighed og en kro med ugentlige fester. Ja, den fik ikke for lidt i den lille stationsby, men for kroens diskoteker begyndte det at lakke mod enden ved årtusindskiftet.

90’ernes velstand og hutlihuthumør havde også ført skidt med sig. Narkotikaen huserede som en ond djævel i nattelivet, og Møldrup Kro slap ikke udenom. I 2000 – efter en renovation og med en flot, ny balsal – stod Anny og Gunnar atter klar med fredagsdisko på programmet, men uroen i nattelivet havde overhalet dem indenom. Politiet var begyndt at frekventere kroen med jævnere mellemrum, og ved åbningen af den nye balsal var tumulten utæmmelig for Anny og Gunnar. Diskoaftenerne blev lagt på hylden, og den nye, store balsal stod ensom hen.

”Der gik kage i den,” konstaterer Anny.

Den nye balsal var måske også for stor, vurderer Anny og Gunnar nu. Pludselig skulle der være mere end 200 besøgende, før det synede af noget. Generelt var tiden svær som krodrivende, og den havde i virkeligheden været det i noget tid. Færre lagde sine penge i baren, for i hallens kantine og i fodboldklubbens klubhus kunne man også få sig en øl. Monopolet var ophævet. Regler var der også blevet flere af; tiderne var skiftet.

En herre, der husker tiden, der var engang, er Mogens Nørlem, en erhvervsdrivende i Møldrup. Mogens fik sin første øl på kroen som 13-årig i 1969 eller cirka deromkring, fortæller han mig, da jeg møder ham og hans hustru, Hanne, i deres sommerhus i Hvalpsund, en halv times kørsel fra Møldrup. Mogens har, i alt den tid jeg selv er kommet på kroen, været fast mand på fyraftensholdet torsdag og fredag. Og om lørdagen, når byens mænd altid kørte på genbrugsstationen – sommetider med nærmest ingenting på traileren – for så at ramme kroen ved 13-tiden, hvor der blev givet én på huset til alle i baren.

Mogens var der ikke altid forfærdeligt længe ad gangen, sommetider blev det bare til en enkelt og en omgang til forsamlingen, men et kig forbi, dét skulle der til. For at se kammeraterne, for at sludre. Sommetider for at fejre en vellykket dag på fabrikken eller dulme en frustrerende én. Nogle gange også for at høre, hvad der rørte sig i områdets erhvervsliv og måske endda slå en handel af. Sådan en kro var Møldrup også. Mange af stamgæsterne var noget ved musikken så at sige, og stedet var ikke af den suttede slags, hvis man skulle have fået det indtryk.

Tilbage i tiden var det ellers ikke kutyme for områdets erhvervsdrivende at hænge ud på kroen. Etikken var anderledes: sådan gjorde man bare ikke. Måske fordi banken havde kontorer lige overfor – det var i hvert fald derfor, at udendørsbordene på fortovet aldrig vandt indpas: Bankrådgiveren skulle ikke følge med i ens værtshusvaner. Men det var Mogens og hans slæng, hvoraf flere også sad i spidsen for virksomheder, sgu ligeglade med. Kroen var for hyggeligt et sted at være til at gå op i dén slags pjat.

Nu mødes Mogens og kammeraterne af og til på såkaldte smugkroer – i nogens garage for eksempel – til fyraften, men det bliver altså aldrig, understreger han, det samme som at sidde på en rigtig kro.

”Den gav sammenhold og sammenhæng for byens borgere,” siger Mogens, og Hanne tilføjer, at byen nu er delt mere op i grupperinger.

”Vi bliver mere fremmede for hinanden,” siger hun.

Traditionen om den gratis klokken-et-øl, som den i lokale munde hedder, stammer tilbage fra 80’erne. Ikke fra Anny og Gunnar, men fra et par ved navn Tonny og Kate, der i en årrække havde kroen. De var rigtigt gode, fortæller Mogens.

Det var også Tonny og Kate, der startede traditionen om at kåre årets dummeste i byen. Hver nytårsaften ved middagstid samledes man på kroen og raflede i spillet snyd, også kaldet tænkeboks eller noget helt tredje, alt efter hvor man er fra, indtil der sad to tilbage i finalen. Taberen af dén duel var årets dummeste og måtte give en omgang til alle de fremmødte. Den tradition praktiserer man nu stadigvæk – bare i fodboldklubbens klubhus. Mogens og jeg går en tur op på værtshuset Lord Nelson, der ligger i Hvalpsund. Stemningen på Lorden, som den kaldes, minder om kroen i gamle dage, fortæller Mogens. Syv-otte mand sidder i den røgtætte barstue. Fra festlokalet ved siden af lyder en vældig støj.

Det er en forening for folk med Downs Syndrom, der holder fest med liveorkester og det hele. Sikke de skråler. Vi bestiller et par øl og nøjes med at skåle. Her er hyggeligt, her på Lorden. Stedet har været til salg længe.

Har du hørt, at … ? Sådan lød det ikke sjældent, når man trådte ind på Møldrup Kro. Det var en lokal nyhedscentral og et debatforum i ét og samme rum. Her var altid noget nyt at høre – og noget andet at vende. Ah, men tøvs du nu æ ... Jo, krostuen var, hvad sådan noget angik, ganske leveringsdygtig.

Et bekvemt sted, hvis man tilhørte den nysgerrige art – og det gør man, hvis man er fra Møldrup. Heldigvis har der været trøst at hente for de mest sladdertørstige, for mens krostuen har været lukket, er Facebook-gruppen ’Møldrup Info’ blevet oprettet – en slags digital krostue. Formålet har været deling af praktiske informationer for byens borgere, men gruppens helt store attraktion, de virkelige kioskbaskere, som har trukket stimer af folk til og skabt røre i den lokale andedam, har dog været alt andet end praktiske informationer. Hvem ligger og kører på scooter midt om natten? Hvem er det dog, der har festet og svinet 'madpakkehuset' ved banestien til? Mange har budt ind, flere end 100 kommentarer har flere af de iltre opstød samlet, ikke alle er lige pæne i spyttet.

På mange måder værtshuslignende tilstande, men uden den menneskelige, fysiske forbindelse. Hierarkiet usynligt, relationen reduceret til et navn og et profilbillede. Det har været et vældigt sladdersted, denne Facebook-gruppe, men den har trods dens megen støj også ganske effektfuldt løftet låget på en konkret problemstilling. Byen har nemlig ikke længere noget naturligt værested for feststemte mennesker – og særligt de unge, som endnu ikke er gamle nok til rigtigt at gå i byen, men som ikke desto mindre er begyndt at forsøge sig lidt udi genren, står uden en oplagt adresse.

Om de unge mennesker, sommerens varmeste diskussionsemne i Møldrup, ville have hængt ud på kroen i stedet for ude i det blå, er svært at gisne om, mener Kristina Lausten, som selv arbejdede på kroen i de glade 90’ere og senere en gang til i 00’erne. Måske de tager til Viborg, når den tid er. Eller Aarhus eller Aalborg. En lokal kro er måske bare ikke særligt appellerende længere hos denne generation af identitets- og selvbevidste unge. Måske er kroen ikke så cool på Instagram. Men Kristina er ærgerlig, drønærgerlig over, at hendes egne børn ikke får Møldrup Kro som et sted at tage hen. For det var på mange måder et trygt sted at starte ud, lære takten, finde sin plads. Og lå en knægt og kastede op på toilettet, så blev forældrene slået op i telefonbogen og så ikke mere om det, siger hun. Man tog hånd om hinanden. Sådan sagde Mogens og Hanne også, da jeg talte med dem. Og Anny og Gunnar. Hvor skal man nu samles? lyder spørgsmålet. Svaret hedder for indeværende ikke Møldrup Kro. For den grimme kro er død. I dens sted står nu et hotel – kun åbent for arbejdere.

København og Møldrup, september 2018

Dagen var kommet, og svanesangen skulle lyde. Min barndomsven Mark og jeg tog vores kærester under armene, selv vores kammerat Woody fra Albertslund blev der plads til i min guldfarvede Toyota Yaris, for det var jo nu eller aldrig, ikke sandt? Og selv om vi havde drukket os svimle sammen på Møldrup Kro cirka 200 gange før da, føltes det pludselig som alt, alt for lidt.

Ak, sukkede vi, og tilbagelagde de 350 kilometer med solen lige i hovedet og Allan Olsen snurrende i cd-afspilleren. Først et kort stop forbi kroen, hvor der i løbet af dagen var afskedsreception, og derefter hjem til min mor og min stedfar. De to havde fundet hinanden på kroen mange år tidligere, og nu skulle de lukke den sammen.

Vi knappede nogle øl op og dulmede lidt nerver, eller sørgmodighed, eller hvad det nu lige var, der lå og ulmede lidt ubekvemt i os, og gav os straks i kast med at få øvet nogle sange igennem. Det lød, som det plejede; ikke skidesmukt, men nogenlunde troværdigt. Og det var rigeligt, dér hvor vi skulle hen.

Klokken var cirka 21, da vi traskede ned på kroen. Der var masser af mennesker. Gamle venner så langt øjet rakte. Vi skyndte os at få fisket et par striber øl hen over den overfyldte bar, og så var det ellers i gang med strengelegen. Vi trykkede den af, og folk trykkede med os. Hvem havde troet, at en svedig krostue kunne dufte så godt?

Men tiden, den rendte, som den havde haft for vane så mange gange før, når vi på træpaller havde stået dér, ledende efter én eller anden tone, og måske også en form for takt, hvis vi var så heldige, og skuet ud over vores svedende og svingende venner og bekendte, og pludselig var den væk – tiden.

Vi skålede, lukkede på ’Summer of 69’, og aldrig havde linjen »those were the best days of my life givet bedre mening.