"Allerede fra seks-syv-årsalderen lærte min far mig, at damerne kommer først"

Den første gang, jeg følte mig som mand, var, og her må der gerne grines, da jeg fandt mit allerførste hår på brystet og ringede hjem og fortalte det med stor stolthed til min stedfar. Det blev desværre kun til det ene hår, men så må jeg føle mig som mand på andre punkter. Det gør jeg fx, når jeg er i stand til at trøste og give omsorg og kærlighed til dem, der har brug for det, i det givne øjeblik. At turde være sårbar overfor familie, venner og fremmede, det er maskulinitet for mig. Omvendt føler jeg mig utilstrækkelig som mand, når jeg skuffer dem, jeg holder kærest i mit liv.

Allerede fra seks-syv-årsalderen lærte min far mig, at damerne kommer først. Han lærte mig at holde døren for dem, at skænke til dem først, at bære deres ting, at tilbyde ens stol, hvis ikke de havde et sted at sidde. Basically: At forgude dem. Da jeg spurgte ham hvorfor, sagde han: ’De har gået gennem ni måneders helvede for, at vi er her i dag, så det mindste vi kan gøre, er at give lidt igen.’ Det gav mening for en lille dreng, og jeg tager stor stolthed i at opføre mig som en gentleman.

Den største udfordring for mig som mand er at navigere i dagens Danmark. Vi er kommet til et punkt, hvor ytringsfrihed er lig med politisk korrekthed. Men jeg har lært af MeToo-debatten, at teknologi altid har været i hurtigere udvikling end menneskers adfærd. Nok er nok, og alle – uanset køn – skal opføre sig ordentligt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd