"Hvis min kæreste skulle indikere, at jeg ikke duer som far, kæreste eller elsker, føler jeg mig lige så foragtelig som en sæk lort"

Der er ingen tvivl om, at det er som far, at min mandighed kan vise sig tydeligst. Det er aldrig, når jeg kaster mig ud i de ugentlige højlydte, verbale slagsmål med mine medtrafikanter ude i den københavnske morgentrafik, fordi jeg har forledt mig selv til at tro, at de er hyæner på savannen, og min 10-årige datter er et gazellekid. Det er derimod, når jeg ligger med hendes hoved på mit bryst, og vi taler sammen om dagen, der gik, og jeg kan mærke, hvor tæt på hende, jeg kan komme, med den kærlige eftertænksomhed, som efterhånden – og langt om længe – er blevet en del mit faderskab. Tænk engang, at det skulle være ’rolig’, der ville vise sig at være det ord, der for mig bedst beskriver ’en rigtig mand.’

Jeg føler mig allermest utilstrækkelig som mand, når jeg bliver bebrejdet af den kvinde, jeg elsker. Hvis hun blot skulle indikere, at jeg ikke duer som far, kæreste eller elsker, så føler jeg mig lige så foragtelig som en sæk lort. Hun skal faktisk bare antyde, at jeg ikke lykkedes med min pasta arrabiata, eller at fladskærmen, jeg satte op, hænger skævt. I det øjeblik mærker jeg en fornemmelse af fundamental maskulin inkompetence gribe mig om sjælen med en sådan kraft, at jeg tænker, at den må være steget op fra urdybet. Tidligere ville det have fået mig til at rase mod hende, men sådan er det ikke længere. I dag er utilstrækkelighedsfølelsen som et halssmykke til mit parforhold. Jeg lærte nemlig, at den hverken kan undviges, bekæmpes eller tales til fornuft, men at den mister al sin kraft, når den vises frem offentligt. Og tænk engang: Min kæreste har tilsvarende sådan en hængende på sit bryst. Hun kalder den ’utilstrækkelighed som kvinde’.

Med MeToo-debatten har jeg set, at revolutioner virker tiltrækkende på fundamentalister. Der vil altid være en højtråbende flok, som kræver fuld tilslutning til deres idealer, hvis ikke man skal brændes på deres bål. De ønsker sjældent forsonende forandring, men derimod den mest voldsomme omvæltning af systemet, man kan forestille sig – og det er i øvrigt nok ikke en tilfældighed, at det så netop også må være dem, der efterfølgende skal tildeles den fulde magt, eller? Heldigvis har jeg også set, at der er et stort, bredt fællesskab hen over kønskløften, som ønsker at komme krænkelser, overgreb og uretfærdighed til livs, og som er villige til at sætte skillelinjen mellem godhed og ondskab, ikke mellem mand og kvinde. Mest fortvivlende har det været at erkende, at jeg personligt alt, alt for længe har stået på sidelinjen og accepteret – nok endda billiget – at der omkring mig var mænd, der opførte sig som virkeligt dumme svin overfor kvinder, simpelthen fordi jeg ikke turde stille mig op og sætte foden ned.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd