Jesper er brandmand i Specialtjenesten: ”Vi skal altid være glatbarberede”

Jeg begyndte at arbejde hos Hovedstadens Beredskabs specialtjeneste for to år siden.

Inden da var jeg soldat, så det var fra den ene uniform til den anden. Eller rettere, i Specialtjenesten bruger vi faktisk ikke kun én uniform, da vi har tre forskellige kapacitetsområder: brand, redning på vand og i land samt SIKS, der står for særlig indsats i kritiske situationer.

I dette tilfælde er jeg iført min uniform som brandmand og røgdykker. Selvom det ser ud af meget, er udstyret stadig væsentligt lettere end den rygsæk, jeg som soldat ofte bar rundt på, som snildt kunne komme op og veje 70 kilo.

Jakken

Før i tiden var jakkerne mørkeblå, men hver gang, stoffet blev ekstremt varmepåvirket, skiftede jakkerne til denne farve, så derfor endte man med at beslutte, at man lige så godt kunne lave dem i den farve fra starten. I ærmeåbningen er der en inderhandske, som giver lidt ekstra beskyttelse, skulle der fx snige sig en glød ind under den store handske.

I lommerne på jakken har jeg fx radio, en fedtstift til at skrive på dørene, en kniv og gummi-handsker til, hvis vi skal udøve førstehjælp.

Jeg har været steder, hvor alt brænder; vægge, lofter, alting, og hvor temperaturen omkring én er flere hundrede grader, og der kan man godt mærke varmen snige sig ind på én. Derfor går vi altid i store jakker, så vi kan sidde og pakke os lidt ind i de luftlommer, som den store jakke skaber.

Efter hver indsats skal vi skifte hele vores indsatsdragt, fordi den har været i kontakt med sod, som er kræftfremkaldende. Derfor er det også et krav, at vi skal have sauna og/eller dampbad på stationen, så vi kan få åbnet porerne og svedt sodpartiklerne ud.

Bukserne

Som brandmand knæler man rigtig meget. Det kan være i forbindelse med, at vi sidder og arbejder med nogle rør eller slanger, men det er især, når et rum er helt fyldt med røg, som fx kan have sin start, det vi kalder ’nulpunktet’, 30 centimeter over gulvet, hvor vi nærmest lægger os ned og lyser under røgen for at få et overblik. Derfor er det ekstremt vigtigt at have nogle knæbeskyttere, som beskytter dig mod den varme, der kan være i gulvet.

I lommerne har jeg et af de vigtigste redskaber: en dørkile, som gør, at dørene ikke kan lukke, og man derfor ikke bliver lukket inde.

Støvlerne

Mine støvler er brandstøvler, som også er skærefaste, hvis vi nu skal bruge en motorsav. Støvlerne skal kunne klare varme op til flere hundrede grader.

Apparatet

Modsat den lufttryksflaske, man kender fra andre brandmænd, arbejder vi i Specialtjenesten med et såkaldt kredsløbsapparat. Kort fortalt gør det, at vi kan få ilt i op til fire timer, hvor man med den normale trykluftsflaske kan være indsat i cirka 25 minutter. Og den tid kan vi have brug for, fordi vi i Specialtjenesten – som de eneste i landet – er røgdykkere.

Derfor bliver vi også kun kaldt ud til det, der hedder niveau 3-hændelser, altså specialistopgaver som fx komplicerede bygningsbrande. Det kræver virkelig træning at lære at trække vejret gennem det apparat, og har man det på for længe, vil det til sidst være en meget brændende fornemmelse at indånde ilten.

Masken skal være hermetisk lukket, så intet af ilten kan slippe ud, da den rene ilt, som kredsløbsapparatet skaber, er ildnærende. Derfor skal vi altid være glatbarberede i ansigtet, så masken kan sidde helt tæt.

På apparatet hænger der også et termisk kamera, der kan hjælpe os med at søge efter personer i et røgfyldt miljø, og en iltmaske, som vi kan smide på en klasse 1-person, en person, der er truet af branden, og som ikke kan hjælpe sig selv, inden vi slæber dem ud på den båre, som vi også har på apparatet. Derudover har vi det, vi kalder vores bodyguard, som fortæller os, hvor lang tid vi har tilbage af vores indsættelsestid, samt en økse.