Morten Albæk har succes og millioner på kontoen. Men der mangler én ting

MORTEN ALBÆKS HØJRE HÅND kører i luften som en centrifuge. Han er ved at bygge en pointe op.

Foran ham, i nogle dybrøde veloursæder med guldfarvet indgravering, sidder 1.600 mennesker, unge, gamle, midtvejskriser, erhvervskanoner, Albæks familie og venner, der ikke kunne tænke sig at bruge deres onsdag aften nogen andre steder end her i Musikhusets udsolgte Store Sal i Aarhus, Morten Albæks hjemmebane. Lyset er let afdæmpet, sådan som aftenens hovedperson ønsker det. Han vil kunne se publikum, når han taler til dem.

Det er starten på hans foredragsturné, der tager udgangspunkt i hans seneste bog, ’Falske sandheder i livet’, som allerede har solgt over 40.000 eksemplarer. På trods af at det kun er et halvt år siden, den blev udgivet, er det den mest forudbestilte fagbog i Gyldendals historie.

Kort sagt forsøger bogen at gøre op med de ’sandheder’, der er forankret i vores tale- og tænkemåder (fx ’succes gør dig lykkelig’ eller ’man kan blive, hvad man vil’), som i sidste ende ender med at blive til meningsløse levemåder, som vi på dødslejet vil fortryde, at vi har lyttet til og efterfulgt.

Og det er netop en ’falsk sandhed’, han er i gang med at afmontere foran den udsolgte sal: ’Man er, hvem man er.’ Morten Albæk køber den ikke. Forskningen viser, siger han, at vi både fysisk og psykisk ændrer os gennem livet.

Med sine hårde d’er fortæller Albæk, at vi ikke har uanet tid til ”råDighed,” at tid ikke er penge. Det er meget mere værdifuldt end det. Han fortæller om humanistisk kapitalisme, som han mener at se en bevægelse hen imod, om forskellen på legalitet og moralitet. Og om en selvværdsrecession, der har forplantet sig. Anerkendende hvisken begynder i krogene.

Men forførelsen af og de forløsende grin fra publikum synes at være størst, når Morten Albæk bruger sig selv. Fx når han fortæller om den rektalundersøgelse, nogle lufthavnsvagter i Tel Avivs lufthavn foretog på ham, eller om da han gik ”den nordjyske camino fra Uggerby til Tversted” (distance: fem kilometer) for at besøge den lokale præst, i håbet om at han kunne lindre hans unge, knuste hjerte.

”Vi er hinandens eneste ene, indtil vi ikke er det længere,” lyder det fra Albæk fra scenen. Et venindepar sukker et ”ja …” med den der lidt luftige j-lyd til hinanden.

Det er ikke til at se på Morten Albæk, at han er nervøs. Tværtimod synes han at være lige der, hvor han skal være. I centrum messende med sine budskaber uden andet end sig selv og et spotlys.

Men det er han. Sådan er det ofte op til et stort foredrag, sagde han til mig to timer før showstart: ”Der er ingen forventningsglæde. Der er en forventningsanspændthed.”

Alligevel er det, som om nerverne har krøbet sig lidt mere ind under huden denne gang, og han balancerer mellem destruktiv ydmyghed og storhedsvanvid. Han føler, at han skylder gæsterne, der har brugt 399 kroner på at se ham stå der og tale på en sort scene af træ, og som i stedet kunne ”have set Champions League eller være gået i biografen,” at de forlader Musikhuset og tænker, at det var tid fra deres liv, der var givet godt ud.

Han er bange for, at der er for mange, som vil blive skuffede og føle, at det er komplet ligegyldigt. Og han vil langt hellere skuffe sig selv end alle dem ude i salen.

Desuden får han – ved at stå der – også endnu flere til at forholde sig til ham, hvilket er paradoksalt, når det, han ønsker mest, er, at publikum skal begynde at forholde sig til dem selv.

Så hvorfor gør han det her, spekulerer han over, mens han er ved at være færdig med sin tredje cigaret på 12 minutter ude bag Musikhuset. Måske er det ikke af lyst, men mere af pligt: Med de privilegier, han har skabt for sig selv, følger pligter. Det synes han i hvert fald selv. Men hvad er meningen i sidste ende med det?

Hånden går ned i omdrejninger, Morten Albæk er klar med sin pointe: ”Vi kan forandre os,” siger han og holder blikket mod publikum. ”Hvis vi vil.”

DET KOM SNIGENDE, det er ikke til at sige hvornår. Nogle vil påstå, at det var, da vi mistede de store, fælles fortællinger og idealer. Da konkurrencestaten erstattede velfærdsstaten, og neoliberalismen gjorde sit indtog sammen med New Public Management og den evindelige effektivisering af virksomheder, organisationer og mennesker. Nogle vil påstå, at det var, da politik gik fra visioner til missioner. Andre vil sige, at det var, da det gik op for os, at verden forandrer sig, og at man er nødt til at følge med. At det var, da det krævede resiliens til at komme igennem tilværelsen bedst muligt.

Men én ting er sikker: Vi begyndte at søge ind i os selv for at finde svar, og inden vi havde set os om, var nye måder til at finde dem overalt i vores liv:

Wellness, coaching, fitness, yoga, daily gratitude-dagbøger – og selvhjælpsbøger; personlig pleje af både krop og sjæl, en konstant selvoptimering og aspiration mod noget andet, noget bedre. Hvorfor fokusere på en uhåndgribelig idé om en fælles ånd, når vi kan række ud efter en bog og en håndvægt og mærke en øjeblikkelig effekt?

Med selvhjælpsbøger som Bibelen i hånden begyndte vi at købe ind på en idé om, at vi kan forandre vores liv med relativt få virkemidler. Red din seng, og du skal få styr på dit liv. Drop blåt lys inden sengetid, sov bedre, få det bedre. Stå tidligt op og del din dag op i flere dage, så du når mere, og du skal opnå succes. Udrens din krop med en juicekur, og du vil komme et skridt tættere på klarsyn!

Eller lad være med nogle af delene, ’Stå fast’ eller ’Gå glip’, som nogle af psykologiprofessoren Svend Brinkmanns modsvar til bølgen lød, og som i forbifarten selv rejste som et selvhjælpsfyrtårn, som andre spejder efter for at få svar på eksistentielle – og mindre end det – problemer.

Snart rykkede det sig også fra privatlivet og ind på arbejdsmarkedet, der, hvis du kneb øjnene sammen, begyndte at se de ansatte som mere end en ressource. Store virksomheder lancerede forskellige motionshold, for det kan betale sig at holde medarbejderne sunde, raske og motiverede. Nu skulle der være fokus på det hele menneske, holistisk ledelse, menneskeliv og bundlinje begyndte at gå hånd i hånd, og sårbarhed fra lederen skiftede fra svaghed til styrke. Er det en skidt ting?

DET ER DEN ZEITGEIST, der har givet Morten Albæk luft under vingerne. Og få har nået samme flyvehøjde som ham.

Tag bare hans forfatterskab: Morten Albæk er den mest solgte filosofi-forfatter de seneste 20 år; hans fem bøger er alle bestsellere, blandt andet ’Ét Liv, én tid, ét menneske’ fra 2018, der er solgt i over 110.000 eksemplarer og er udkommet eller er under udgivelse i England, USA, Australien, New Zealand, Ukraine, Norge, Sydkorea, Saudi-Arabien, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait og Serbien (den serbiske oversætter sendte Morten Albæk et oliemaleri, han havde lavet, der forestiller Albæk).

Og folk ikke bare læser Morten Albæk – de vil også opleve ham fysisk, når de kan komme til det.

Hans seneste foredragsturné, som han holdt i forbindelse med ’Ét liv, én tid, ét menneske’, blev overværet af mere end 17.000 mennesker med et gennemsnit på den anden side af 1.000 mennesker. Det er mange.

Han er også den første soloforedragsholder, der, siden Gamle Scene blev indviet på Det Kongelige Teater i 1874, har optrådt for fulde huse tre gange i træk.

Men han er ikke bare forfatter og foredragsholder, og hvis han var, havde han så været lige så interessant? Det spørgsmål stiller han nogle gange sig selv.

Han er big business: kometkarriere i Danske Bank, hvor han fik rollen som underdirektør som blot 31-årig (en af de yngste i bankens historie), efterfulgt af seks år i executive committee for Vestas som Chief Marketing Officer – som den yngste nogensinde. I dag er han stifter og ejer af konsulentvirksomheden Voluntas, der beskæftiger mere end 75 mennesker og har kontorer verden over.

I 2014 udnævnte det amerikanske finansmagasin Fast Company ham til at være blandt verdens 1.000 mest kreative erhvervsfolk i selskab med blandt andre Bill Gates, Mark Zuckerberg og Jeff Bezos. Og i 2020 var han at finde på The Internationalists liste over ‘20 Inspiring Marketers of the First 20 Years of the 21st Century’.

I medierne fremstilles han til tider som en profet, der agerer trefod for det store perspektiv. Det er ham, man ringer til for at få fortalt, hvordan det hele hænger sammen. Og hvis Morten Albæk tager telefonen, vil han sige ’tak, fordi du ringede’ og fortælle, at vi, på trods af at vi bliver sundere og rigere, har et grundlæggende problem med at finde mening med vores liv.

Det er kombinationen og, for nogle, modsætningen mellem de bløde ord og succesen som erhvervsmand, der har skabt fænomenet Morten Albæk, som alle synes at have en holdning til.

HISTORIEN OM ’DEN VISIONÆRE’, der som ung var anderledes fra alle de andre, har efterhånden haft sin tur i manegen, og det er heller ikke, fordi Morten Albæk gerne vil skille sig ud. Tværtimod tager han gennem mine mange møder med ham ret konsekvent afstand til det mærkat, der hedder ’særlig’.

Men det ændrer ikke på, at han vitterligt ikke var som de andre børn i Uggerby, den lille landsby med kun 200 indbyggere lige uden for Vendsyssel, så langt ude på landet, som man næsten kan komme, i et samfund, der var centreret omkring landbrug og fiskeri.

Hans mor mente, at man blot var ét skridt fra at blive knallertrocker, hvis man gik i sorte cowboybukser, hvilket alle de andre gjorde. Derfor blev Morten Albæk i stedet iklædt skjorte og lærredsbukser. Og derfor måtte han ikke eje en knallert som mange af de andre, da alderen blev til det.

I hjemmet holdt hans forældre som de eneste i byen Politiken, de diskuterede Montesquieu, Rousseau, Aristoteles og reformpædagogik over aftensmaden. Det gjorde ikke Albæk bedre end de andre jævnaldrende, siger han. Han talte bare på en anden måde. Han tænkte på en anden måde.

”Når du er 7, 8, 9, 10, 11, 12 år, går du ikke rundt med nogen bevidsthed eller ambition om at stikke ud. Alt handler om at assimilere sig, for der er jo ikke noget i hele verden, du hellere vil, end at passe ind,” siger han, da jeg møder ham nogle uger inden foredraget i Aarhus.

Og det var heller ikke, fordi den kulturelle kapital og det pæne tøj rigtig kunne bruges til noget som helst i Albæks møde med skolevæsenet. Faktisk langt fra.

Han fik tæsk i skolegården, og de andre børns forældre ville have ham smidt ud af klassen – han var et forstyrrende element på flere planer, mente de. Havde det ikke været for nogle få lærere, som Morten Albæk stadigvæk sender kærlige tanker i dag, var han nok aldrig kommet videre derfra.

Tæskene stoppede først, da Morten Albæk blev venner med den ældre og robust byggede Henrik fra en af nabogårdene, hvor de avlede svin.

Venskabet med Henrik førte også til et weekendjob på gården, hvor han fik til opgave at pleje grisestaldene, der lugtede så meget af sydende ammoniak, at Morten Albæk var ved at besvime, første gang han trådte derind. Hvis han kunne klare den lugt, så kunne han klare alt, tænkte han.

Og måske den stærke dunst satte gang i noget på øverste etage, for lige der, 12-13 år gammel, i en grisestald, mens han gik og lugede ud i lorten, ramte, hvad Morten Albæk betegner som sin første ”filosofiske hypotese”: ’Er grisen det eneste pattedyr, der aldrig kommer ud af den anale fase?’

”Hvis de ikke spiser deres egen afføring, så vælter de sig jo i den, som var det en gave, Gud havde sendt fra himlen,” lyder Albæks gengivelse af hans rationale fra dengang.

Var det en storslået tanke? Nej, ikke ligefrem, hvis Albæk selv skal sige det, men ikke desto mindre et godt eksempel på broen mellem den konkrete og fysisk betonede verden, Albæk havde fødderne placeret i, og et ”andet sted,” hvor hjernen ofte kunne svæve hen – og stadigvæk gør det.

Adspurgt til, hvordan han har det med barndomsbyen, refererer Morten Albæk til et interview, som Hanne-Vibeke Holst lavede med hans far (de var venner, hvilket fint understreger Albæks kulturradikale ophav – inden for hjemmets fire vægge) i forbindelse med bogen ’Nordjylland i McWorld’, hvori han udtalte, at havde han ikke haft 50 rejsedage om året ud af Vendsyssel, var han blevet suicidal.

”Det beskriver meget godt mit eget forhold til min hjemegn. Jeg elsker, hvor jeg kommer fra, og jeg har aldrig haft et ønske om at vokse op et andet sted. Men samtidig var der en masse modstand og undertrykkelse, som det i sidste ende var godt at komme væk fra.”

Og væk kom han. Sådan da.

SKULLE DU RENDE IND i Morten Albæk, vil du højst sandsynligt også møde Peter. En fyr af ikke undseelig størrelse med kortklippet hår og stærke, tatoverede arme. Du vil måske tænke, at det er Morten Albæks bodyguard. Men selvom, Peter utvivlsomt ville komme Morten Albæk til undsætning, skulle der forekomme en fare eller trussel af en slags, og at Peter rent faktisk tidligere har arbejdet som bodyguard for en libysk premiereministerkandidat i 2010’erne, så er det ikke det, han er der for.

Nej, Peter er Morten Albæks assistent, personlige træner og en fast del af hverdagen, hvor han tager med rundt i landet – og verden – for at fylde hullerne i Morten Albæks ellers tætpakkede program ud med små, intense træningssessioner, der blandt andet byder på boksning og løb. Normalt ligger Morten Albæk i fosterstilling, når de er færdige.

Men Peter har stadigvæk til gode at køre ham helt ud over kanten, ”der hvor han begynder at råbe ad mig i ren afmagt,” som Peter siger.

Det var egentlig ikke, fordi Morten Albæk ledte efter en personlig træner, da han ansatte Peter. Peter, der er fra Esbjerg, uddannet vodbinder og har arbejdet med udsatte børn det meste af livet, lærte Morten Albæk at kende gennem en fælles bekendt. Og de klikkede fra starten: Samtalerne var dybere, længere, når de fandt hinanden til fødselsdage og andre arrangementer. Det er det der med de forskellige baggrunde, mener Peter: De giver og tager.

Da Morten Albæk skulle på barsel med sit tredje barn, spurgte han Peter, om at han ikke måtte ansætte ham til ”et eller andet.” Han ville have ham i nærheden, og så måtte de ligesom spore sig ind på noget mere konkret hen ad vejen. Hvad der lige passede var, at Morten Albæk trængte til at få passet og plejet den efterhånden 43 år gamle krop, der levede en usund(ere) livsstil, end hvad godt var.

Og hvem bedre til det end Peter, der tilfældigvis havde været på landsholdet i rugby og boksetrænet det meste af livet. I dag kører han rundt i en bil fyldt med træningsudstyr, der er klart til brug, men hans vigtigste rolle er stadigvæk blot at være der for Morten Albæk.

Peter smiler, når han taler om Morten. Hvis han kunne få det ud over sine ydmyge, jyske læber, ville han sige, at han elsker ham (på Filia-måden, broderlig kærlighed, vel at mærke), men det kan han ikke. I hvert fald ikke over for mig. I stedet siger han:

”Jeg har aldrig oplevet en, som man crusher på, som man gør med Morten. Det er ikke, fordi der er noget erotisk i det, man føler sig bare virkelig tilpas i hans selskab.”

Peter tænker lidt.

”Eller jeg tror faktisk ikke, at man bliver ’forelsket’ i Morten, man bliver forelsket i den version af sig selv, man er, når man er sammen med ham. På den måde kan man vel godt sige, at han er med til at udfolde ens potentiale.”

Til fotosessionen til denne artikel, der foregår i studiet The Lab på Nørrebro, fungerer Peter også som fotograf. Gennem små to timer fører han med sin iPhone bevis for, hvad der sker bag kameraet.

”Må jeg godt lægge billeder ud?” spørger han og får besked på, at ja, det må han gerne, men det må ikke afsløre noget om, hvem og hvad der tages billeder af og til. Efter skydningen er han dog tilbage i rollen som personlig træner. De har en lille træningssession, inden Morten Albæk skal til endnu et møde. Det bliver noget med at løbe og så lidt styrketræning, afslører han. Det er nok heller ikke i dag, at Peter får skovlen helt under Morten Albæk.

Til fotoskydningen er også Elisa Lykke, Albæks PR-ansvarlige og veninde, og Christina Blicher, som er Morten Albæks personlige assistent og veninde.

”Mig og Morten vil jo gerne gøre andre glade,” som Christina Blicher siger til mig under fotoskydningen og kigger over mod Morten Albæk, der netop har rost den grooming-ansvarlige.

Alle er de en del af Team Albæk, og man behøver ikke at spørge Morten Albæk, hvad de betyder for ham – svaret giver sig selv. Det er dem, der får hjulene på Morten Albæk-bilen til at dreje rundt. Og alle synes de at have en komplet hengivenhed, når det kommer til vendelboen med det betagende smil. En hengivenhed, der transcenderer økonomisk afhængighed.

Hey, det er ikke svært at forstå. Ingen er mere til stede i en samtale end Morten Albæk. Ingen er mere charmerende end Morten Albæk. Ingen kan få dig til at føle, at du har fat i den lange ende, som Morten Albæk. Det er hans superkraft.

Han nikker forstående, når man taler, og, hvis du altså har sagt noget, han er enig med dig i, svarer han med ”præcis,” ”spot on,” ”det er rigtigt” eller favoritten: ”Jamen nøjagtigt,” mens han blidt slår med en pegefinger i luften for at understrege støtten til udsagnet.

Pludselig handler det om ens eget potentiale. ”Hvad med dig?” spørger han. ”Skal du ikke også skrive en bog?”

Hans nordjyske røst luller hans selskaber ind i en tilstand af ro og komfort. Bare rolig, Morten er her, alt skal nok gå.

Han har en perfekt hastighed på talestrømmen, der også er blevet fremhævet gang på gang i alskens artikler med manden. Den er ikke så meget et vandfald, mere som et kildeløb med en hældningsgrad på 45 grader, behagelig og konsistent.

Hvis lysten til at være i rum med en mand er lig med succes, er det til at forstå, hvorfor Morten Albæk er lykkes.

De første ord, jeg hørte Morten Albæk sige, var: ”Tak for en virkelig god snak. Det mener jeg altså. Det var virkelig godt.”

Modtageren var Rikke Dal, chefredaktør for ALT for damerne, der en søndag i februar havde inviteret til en såkaldt salon i Den Kongelige Opera, hvor Morten Albæk var en af gæsterne.

”Man bliver jo bare klogere af at være i hans selskab,” som hun sagde til mig efterfølgende.

Det er tydeligt, at det ikke er en samtale, han befinder sig særligt godt i, da jeg spørger ham, om han er bevidst om sin effekt på folk. Det er rigtigt, siger han, at han er ekstremt privilegeret af den generøsitet og omsorg, han får fra de mennesker, der er tæt på ham, men han prøver at lade være med at omfavne den opmærksomhed for meget, for ”jeg tror på, at den er forgængelig. Både ultimativt i forhold til døden, men også potentielt forgængelig med et meget kortere perspektiv.”

Hvad betyder det? Det er jo ikke, fordi den omsorg, generøsitet og fascination forsvinder i morgen.

”Det håber jeg da ikke, men hvad tror du, at det vil gøre ved et menneske, hvis det var sådan, at det alene lod sig definere af andre menneskers interesse og fascination? Det ville føre til selvforherligelse, og det har jeg ikke lyst til, for det fører til ensomhed.

Jeg tror helt grundlæggende, at magt, hæder, anerkendelse og celebrering korrumperer ens sjæl, hvis man ikke virkelig koncentrerer sig om at holde dem væk fra livet. Så hvis den generøse opmærksomhed fortsætter, skal jeg virkelig være bevidst om at fortsætte med at være taknemmelig for den og ikke afhængig af den.”

At komme ud fra et interview med Morten Albæk er som at træde ud på den bare jord og give sig til at hoppe efter at have spenderet en time på trampolinen.

RUNDT OM HJØRNET HAR de bjørneskindshueklædte værnepligtige lige gjort honnør på Amalienborgs Slotsplads, mens den kolde vind er taget til i styrke.

Indenfor, på femte sal i en lidt kedelig, hvid bygning på Toldbodgade i indre København, står Jan Bech Andersen, rigmand og såkaldt angel investor i konsulentvirksomheden Voluntas, som Morten Albæk startede i 2015, og ser lidt diffus ud. Morten Albæk er ikke dukket op endnu, og jeg kan ikke nænne at fortælle Jan Bech Andersen, at det altså er mig, der har en aftale med Albæk først.

Ved siden af mig står den ligeledes filosofiuddannede Jeppe, Morten Albæks faste sparringspartner, når det kommer til hans bøger og foredrag, og forstår også tæt på ingenting af, hvad Jan Bech Andersen laver her allerede. De har først møde om halvanden time, fortæller han mig med en lav stemme.

Jeppe har været ansat i virksomheden siden 2019, og han elsker det, siger han. Senere på dagen skal han og nogle andre kollegaer ud på Christianshavn og deltage i noget saunagus. Jeg kigger udenfor og spærrer øjnene op: En snestorm har meldt sin ankomst.

Da Morten Albæk endelig træder ind på kontoret med en lille kabinekuffert rullende ved sin side, er det ikke til at se på ham, at han lige har haft en nærdødsoplevelse. Men det har han.

Et fly fra Tyskland til København havde misset landingen to gange på grund af den kraftige vind, og den ene gang var den kommet så meget ud af kontrol, at den næsten var nede at ligge på siden, da flyet nærmede sig landingsbanen.

Han havde foldet hænderne, da det skete, fortæller han. Han er også religiøs – men på en naturvidenskabelig måde. Det er noget med en ”kosmisk gud” og sådan nogle ting.

”Jeg er meget inspireret af Bohrs, Einsteins, Newtons og Keplers gudsbegreb,” siger han.

Så du var ikke kommet i himlen, hvis det fly var styrtet ned?

”Nej, det tror jeg ikke, jeg var. Jeg tror, jeg havde efterladt en energi i de mennesker, jeg havde haft et forhold til. Den energi ville så langsomt fade ud og efterlade mig i komplet og absolut glemsel.”

Den er god med dig, Morten Albæk. Hvad så med os andre, tænker jeg for mig selv.

Men det skal heller ikke handle om døden og Gud nu. Eller … på en måde skal det faktisk lige præcis det, hvis man skal følge tankegangen hos den mand, der sidder over for mig lige nu med sit nybarberede ansigt (Albæk har selv barberet sig for en gangs skyld, fordi han pludselig skulle til Marbella, og der gad han ikke at have langt skæg. Det blev simpelthen for varmt og irriterende, mente han).

For døden og Gud er i familie med idéen om meningsfuldhed, i hvert fald Morten Albæks version af meningsfuldhed, som han har dedikeret sin karrieres sidste fjerdedel til.

DET BEGYNDTE LANGSOMT at gå op for ham i hans sidste tid i Vestas, hvor Morten Albæk i 2009 var blevet ansat som Chief Marketing Officer.

Jobbet havde han egentlig fået ved en tilfældighed, og dem taler Morten Albæk meget om (”livstilfældigheder er sammen med åndedrættet den eneste sikre følgesvend, vi har, mens vi lever”):

”Det var tilfældigt, at jeg begyndte at læse filosofi.”

”Det var tilfældigt, at jeg fik job i Danske Bank.”

”Det var tilfældigt, at jeg udgav min første bog.”

”Det var tilfældigt, at jeg mødte en mand, der fortalte Ditlev Engel (daværende topchef for Vestas, red.), at Vestas var den eneste virksomhed i Danmark, jeg ville arbejde for.”

Det handler om at være modig nok og have selvværdet til at læne sig ind i tilfældighederne og mestre dem, så godt man kan, siger han. Nogle er bedre til det andre. Morten Albæk fx.

Inden han landede det store job hos Vestas, der for alvor gjorde ham kendt i den brede offentlighed, havde han været i Danske Bank i ”seks-syv år” og opnået ”seks-syv forfremmelser.”

”Det er jo nemmere, når man starter helt i bunden,” lyder den ydmyge forklaring.

Han betegner tiden i Danske Bank som en slags ny kandidatuddannelse, hvor han lærte et andet sprog og en ny verden at kende. Og hvor han var mere flittig end de fleste. Men tiden skulle slutte på et tidspunkt, det var han klar over, for han var også klar over, at han havde nået sit loft. En plads i direktionen var ikke mulig at nå inden for nærmeste fremtid, vurderede han, tenderende til utålmodigt. Det var ’op eller ud’-mentaliteten, der styrede frontallapperne.

Beslutningen blev kun nemmere af, at Morten Albæk mistede sin far, der på mange måder havde været hans ledestjerne og ham, der havde skubbet Albæk i retningen af filosofi og historie. Det satte gang i en mindre eksistentiel krise: ’Skal jeg virkelig bruge resten at mit liv i en bank?’ lød spørgsmålet i spejlet.

Og nej, det skulle han ikke, for en række af tilfældigheder (tag mit ord for det: Det var virkelig tilfældigt!) ville, at det eksistentielle bump på vejen også skulle føre til et job hos den danske vindmølleproducent.

Det Vestas, Albæk ankom til, er særdeles velbeskrevet i de danske medier, men kort fortalt: Det sejlede, og virksomheden kæmpede for sin eksistens.

Og kriser har det jo med at være en meget koncentreret form for fremkaldervæske. Sådan var det også for Morten Albæk.

”Jeg blev meget hurtigt optaget af, hvad det var, der gjorde, at de ansatte blev i virksomheden,” siger han.

”Til trods for at der var så meget usikkerhed omkring ens jobsituation og så lidt tillid til ledelsen, var der så meget ansvarsfuldhed og professionalisme, og det var det, der fik mig til at tænke over idéen om meningsfuldhed på arbejdet.”

Tankegodset til, hvad der skulle vise sig at blive Voluntas, var begyndt at spire.

I mellemtiden blev vindmølleskuden vendt, skæringsdatoen hed den 20. august 2013, da de endelig kunne fremlægge et positivt halvårsregnskab, der indikerede, at virksomheden var tilbage i en sund tilstand.

To år efter, og seks et halvt år efter han var tiltrådt, var det dog slut for Albæk som vindmøllemand. Og som ansat på andres nåde.

MORTEN ALBÆK HAVDE ELLERS til sin egen store overraskelse fået lov til at udgive to bøger i sin tid hos Danske Bank. I den første, ’Generation fucked up?’ (2005), som han skrev sammen med Rasmus Hylleberg, og som er bygget op omkring en lang mailkorrespondance mellem de to, går han i rette med sin egen generation, som han kalder for uengageret og egocentrisk.

Hylleberg agerer bogens optimistiske modspil. Morten Albæk lærte, at det kan gøre ondt at stikke snuden frem: Bogen blev sablet ned af Noa Redington i en anmeldelse i Weekendavisen under overskriften ’Fuck dig selv’ (Albæk kalder det selv ”en velformuleret, velstruktureret, komplet ødelæggelse af den bogs relevans”), men dagen efter ringede Gyldendals daværende litterære direktør Johannes Riis og lykønskede Albæk:

”Det er en fantastisk dag for dig. Jeg er så stolt af dig. Du har skrevet en debatbog, og alle forholder sig til den – det skal du tage som en anerkendelse,” lød de formildende ord.

Da han udgav sin næste bog, ’Nedslag’ (2008), der handler om diskrepansen mellem det, vi gør, og det, vi siger – hykleri kalder Albæk det, var han blevet en kendt samfundsdebattør med en fast spalteplads i Berlingske, og mens han var hos Vestas, udgav han bogen ’Det gennemsnitlige menneske’ (2013), hvor han første gang begyndte at spore sig ind på mennesket og arbejdet.

Men på trods af bogudgivelserne drømte han om noget mere: Han drømte om at blive en ”fri intellektuel,” fri til at præge den offentlige debat uden at skulle tage hensyn til nogen direktion, fri til at skrive flere bøger, fri til at være med til ”at skabe mening for flere end blot de ansatte i Danmarks største vindmøllekoncern”.

Fri til at prøve sig selv af som entreprenør. Noget han ikke havde været, siden han i sin tid som filosofistuderende, i 2000, havde startet Kulturselskabet Stilling, hvor han også var med til at lave verdens første dokumentarfilmfestival udelukkende med fodboldfilm (Morten Albæk kan tale om fodbold i timevis, hvis han først får lov).

”Jeg fik i både Danske Bank og Vestas en frihed, som er langt ud over, hvad man kan forvente, og som jeg er meget taknemmelig for. Men det ændrer ikke på, at jeg ikke kunne frisætte mig selv fuldstændigt rent intellektuelt, og det havde jeg lyst til. Det blev tydeligere og tydeligere for mig i min tid i Vestas, at jeg med min egen virksomhed kunne forene min interesse for organisations- og forretningsudvikling med filosofien. At jeg kunne bringe det hele sammen i ét.”

Da Morten Albæk i 2015 præsenterede det ”ét” under navnet Voluntas (der på dansk kan betyde: sans, vilje, formål, tendens, mål, lyst, hensigt, ønske, mening, betydning), var det med beskeden om, at hans nye virksomhed både skulle fungere som konsulenthus og som investeringsfirma.

Den sidste del skar han hurtigt væk, for ”man skal kende sine begrænsninger,” som han formulerer det. Det skulle være hans eget ”atelier”, hvor han selv kunne bestemme tykkelsen på penslerne, farverne og størrelsen på det, der skulle males.

”Og i dag ser jeg mere Voluntas som et laboratorium for anvendt filosofi end en virksomhed. Det er et sted, hvor mine hypoteser og idéer kan blive testet.”

For Voluntas handler det først og fremmest, fortæller Morten Albæk, om at hjælpe med at skabe en meningsfuld kultur og brand hos virksomhederne. Hypotesen er, at øget meningsfuldhed hos den enkelte påvirker produktiviteten og rentabiliteten hos virksomhederne. Win win. Det samme princip gør sig også gældende i samfund – sågar i hele verden, hvis vi skal tage den derud. Og det ser ud til, at efterspørgslen på Albæk og Voluntas’ rådgivning eksisterer i kilometermål.

Voluntas har i dag kontorer i København, Tunis, Khartoum, San Fransisco, Mumbai, Oslo, Beirut, mens kontorer i Kiev og Sydamerika forventes etableret inden årets udgang, beskæftiger mere end 75 mennesker (de forventer at runde 90 ansatte i år), fakturerer virksomheder, organisationer og institutioner som Novozymes, Saxo Bank, Verdensbanken, UNDP og Carlsbergfondet for deres ydelser, har projekter i 25 lande fordelt ud på fem kontinenter og fra 2017 til 2019 var at finde på andenpladsen på listen over de hurtigst voksende konsulenthuse i Danmark. De regner også med at figurere i toppen på årets liste, der endnu ikke er offentliggjort.

”Det glæder mig, at vi har opnået en vis succes og størrelse. Og det gør det af to årsager. For det første, fordi det er et udtryk for, at jeg er lykkedes med noget sammen med mine kollegaer.”

”Det andet er, at jo større vi bliver, jo mere tror jeg også på, at verden bliver en lille smule bedre,” siger han og holder øjenkontakten, som om han leder efter en tvivl i mine snart halvtørre øjne. Ved du, hvor svært det er at holde øjenkontakt med Morten Albæk? Han viger ikke en tomme.

”Og det er jeg stolt af,” tilføjer han så.

Men Morten Albæk vil ikke stille sig tilfreds. Alt andet ville da også være overraskende, nærmest karakterkrakelerende.

”Vi er stadigvæk en lillebitte fisk i et meget, meget stort hav. Og det hav kunne jeg godt tænke mig, at vi fyldte noget mere i. Når jeg sammenligner os med andre rådgivningshuse, som jeg har respekt for, fordi de har eksisteret igennem lang tid og har en masse dygtige mennesker ansat, så kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skal kunne lade sig gøre, for ingen kan det, vi kan. Jeg kan sagtens se for mig, at Voluntas beskæftiger over 1.000 mennesker, når jeg fylder 70 om 23 år,” siger han og tilføjer så, hvad jeg efterhånden vil begynde at betegne som en Morten Albæk-classique – et forbehold for sin succes:

”Omvendt kan vi også ende som Babelstårnet, der styrtede sammen.”

Til maj publicerer Voluntas for første gang deres GMI (Global Meaningfulness Index), et alternativ til Global Happiness Index (GHI), hvor Danmark altid ligger i top, som for første gang i verdenshistorien giver indsigt i nationers evne til at generere mening for deres borgere. De har også et ’Youth Meaningfulness Index (YMI)’ undervejs.

De første resultater fra GMI er allerede begyndt at dumpe ind, og det er vand på Albæks mølle. Hint: Det ser ikke godt ud for os danskere.

”Modsat GHI ligger vi tættere på bunden end toppen, når det kommer til meningsfuldhed. Det er meget godt pejlemærke for, at vi altså har fat i noget her.”

Hvad er det, I er lykkedes med?

”For at lave en reference til Carlsberg så er vi probably de første i verden til at lave en digitaliseret, skalerbar metode til at måle og højne en organisations meningsfuldhedskvotient,” fortæller Morten Albæk. ”Vi er i hvert fald de bedste til det.”

MAN KAN IKKE SKILLE Morten Albæks filosofi og livssyn fra virksomhedskulturen hos Voluntas, siger han. Det er to sider af samme sag. Selvfølgelig skal han starte med at skabe ”meningsfulde tilværelser” hos de ansatte på Voluntas først, walk the talk og alt det der, hvis han skal hjælpe andre med selvsamme.

Voluntas opererer ikke med MUS, men med meningsfuldhedssamtaler og selverkendelsessamtaler; ingen ”up and out-karriestige, men i stedet retten til at træde et skridt til side eller ned ad hierarkiets rangstige, hvis man vil prioritere andre livsarenaer mere”; ”ingen pælesidningskonkurrence”, men mulighed for og opmuntring til at arbejde, hvorfra man vil, og når man vil; ingen øv-dag, men en årlig meningsfuldhedsdag med løn; ingen guldnål og fem flasker vin, men i stedet en ekstra uges ferie med løn i forbindelse med medarbejderes fem års jubilæum – og endnu en uge ved 10-års jubilæum etc.

Jeg forklarer ham, at Voluntas lyder som noget, der er blevet skabt i en eller anden vidundermaskine, hvor man har smidt alle verdens gode ord ned i tragten, og ud af røgen er Voluntas tonet frem. Er der slet ikke nogen bagside ved deres måde at gøre tingene på?

”Jo, det er der sikkert. I takt med, at vi vokser, så kommer der spørgsmål eller situationer, som vi enten ikke har svar eller er forberedt på,” siger han.

Og så er der jo også lige det med at få ansat de rigtige mennesker, som hører med til udfordringen.

”Jeg ved godt, at det lyder som et glansbillede, men hvis du møder alle Voluntas’ medarbejdere, vil du finde ud af, at der ikke er et eneste røvhul i organisationen. Det er det fineste kludetæppe af folk med forskellige faglige baggrunde og personligheder, og sådan skal det vedblive at være.”

Det er usædvanligt, lader jeg ham forstå – og svært at efterprøve. Men sådan er det med stærke kulturer, svarer han.

”En stærk kultur er jo ikke en, der bare tiltrækker alle. En stærk kultur er en, der i lige så høj grad frastøder folk. Og jeg vil gerne have, at vores kultur og vores brand er så stærkt, at det fra 10 kilometers afstand er synligt for dem, der ikke passer ind, og at det får dem til at blive væk.”

Laver de fejl i rekrutteringsprocessen, skal kulturen hurtigst muligt udstøde dem, der er kommet igennem det fintmaskede filter uden at skulle have været det. Både til glæde for det enkelte individ, som ikke vil finde mening i at være hos Voluntas, siger Albæk. Men også for, at den ”bacille ikke spreder sig i organisationen,” som han formulerer det.

Det betyder, at folk helt og holdent skal købe sig ind i Voluntas’ kultur og filosofi. Og eftersom at man ikke kan skille de to ting ad fra dig selv, betyder det vel i sidste ende, at alle ansatte skal købe sig ind i dig?

Han klør sig lidt i skægget og siger så:

”Jamen nøjagtigt. Men det er jo også en udfordring, for på den lange bane skal jeg jo gerne kunne trække mig mere tilbage, og så skal kulturen for alvor stå sin prøve. Men jeg tror på, at den er stærk nok til det.”

Som en af Albæks medarbejdere sagde til mig, da han skulle forklare om sammenholdet: ”Det lyder faktisk lidt sektagtigt.” Han lignede ikke en, der havde det fjerneste imod det.

DET ER IKKE, fordi alle ligefrem bifalder Morten Albæks tilgang til ledelse og work/life-balance. De fleste store dagblade har gennem årene bragt indlæg, der kritisk har behandlet nordjydens forskellige idéer og syn på tilværelsen, hvad det angår.

Kritikken er især gået på, at han ophæver skellet mellem arbejde og privatliv, at Albæk står for den komplette markedsliggørelse af mennesket. At han på den måde bliver til en slags missionær for den konkurrencestat, han ellers ikke har været på god fod med.

Men de har misforstået det, mener han. Eller, de har fat i noget, og han anerkender deres synspunkt – men de har misforstået det.

”Jeg tilskynder ikke folk til at skulle arbejde mere eller mindre. Jeg opfordrer dem til, at de skal arbejde nøjagtigt den tid, der gør, at deres liv ikke bliver meningsløst, men mere meningsfuldt. Og hvis det kræver, at du går fra at arbejde 60 timer om ugen til at arbejde deltid, fordi du så kan indrette dit liv anderledes og mere meningsfuldt, så vil jeg opfordre dig til at gøre det med det samme.”

Kritikerne begyndte især at pible frem, da Morten Albæk i sin bog ’Ét liv, én tid, ét menneske’ introducerede idéen om, at der er behov for en form for platonisk kærlighed på et arbejdsmarked, der oplever nedadgående mental sundhed i disse år, og hvor fænomener som ’quiet quitting’ og FIRE (Financial Independence Retire Early) har gjort et hastigt indtog.

Du er helt klart en repræsentant for ’det nye arbejdsmarked’, hvor man har fokus på ’det hele menneske’, holistisk ledelse og alt det der. Men det er vel ikke urimeligt at anklage dig for at markedsgøre en menneskelig relation, og at det hele i sidste ende kommer ned til, at det kan betale sig på bundlinjen at være en god leder?

”Det er rigtigt i den forstand, at jeg tror på, at vi har et kapitalistisk system, der ikke forgår. Til gengæld mener jeg, at man skal forandre det.”

Pointen er, fortæller Albæk, at man skal gøre meningsskabelse til ”det organiserende princip for det kapitalistiske system,” at menneskelighed og kapital skal fusioneres.

”Det har jo også det lyksalige sammenfald, at hvis et menneske finder mening med sit arbejde, så er det væsentligt mere effektivt, produktivt, engageret og mindre stresset og syg. Og det påvirker i sidste ende både livskvalitet og bundlinje.”

Han klandres også for at forveksle sin egen psykologi med alle andres, og når han tror, at han skriver om tidsånden, skriver han i virkeligheden om sig selv. Han er navlebeskuende.

Hvad skal han gøre? Tie stille, når han har set lyset? Glem det. Kritikerne vil altid være der, og de er velkomne. I sidste ende ser han alligevel sig selv som sin egen største kritiker. Kig på dataene, siger han. Eller vent og se: Voluntas’ GMI vil vise jer det – vi har problemer med at finde mening i vores liv. Det er den lange ende, vi har fat i her.

Og ja, han er navlebeskuende. Det anerkender han, det er hele formen i hans bøger, som han kalder ”en slags filosofisk bekendelseslitteratur.” Han påstår ikke, at han har fundet de vises sten, og om den enkelte kan bruge hans bøger til noget, er helt op til en selv. Han tror på, at de fleste læsere vil kunne forholde sig kritisk til hans bøger og trække det ud af dem, som de kan bruge til noget.

”Jeg synes, man skal give læserne noget kredit. De er ikke så simple og banale, som nogle gerne vil gøre dem til,” siger Morten Albæk.

ALLIGEVEL HÆNDER DET IKKE BARE, men sker ganske ofte, at folk skriver til Morten Albæk for at høre, om de må få 15 minutter af hans tid. Om han mon kan hjælpe dem med at finde en vej frem eller ud af den ”livsskygge, de står i.”

Sådan er det med selvhjælpsbøger: Folk læser dem. Folk tager dem seriøst. Folk er loyale over for deres fyrtårne, når de først har overgivet sig til deres lys. Det har overrasket Albæk selv, indrømmer han, og han befinder sig ikke særligt godt i rollen. Selvfølgelig er det rørende, siger han, fordi det betyder jo, at noget han har skrevet eller sagt må have betydet noget for nogle, men:

”På den anden side er jeg bange for, at det, jeg nu skriver og siger, ikke nødvendigvis er så saliggørende for dem, som de håber og tror på. Jeg er ikke Gud på jord, og jeg tror, at det er ekstremt farligt og selvhøjtideligt at tro på, at man helt kan fjerne andre folks smerte ved ’bare’ at skrive en bog. Måske kan man lindre og inspirere en lille smule,” siger han, tænker lidt, lader tommelfingeren rulle over ringen med sine børns initialer indskrevet og fortsætter så:

”Men jeg tror på, at jeg ... om det så er i mødet med dig eller andre mennesker, jeg møder på min vej, at jeg skal gøre mig umage med at være nærværende. Og hvis mit nærvær er lindrende, så er jeg taknemmelig for det. Jeg tror bare, at det handler mere om nærværet end kvaliteten af, hvad jeg har at sige, eller hvad jeg tænker.”

Det er svært ikke at forestille sig Morten Albæk stå på et løbebånd og prøve at undslippe den kendsgerning, at han er blevet en guru for nogen, måske endda for mange mennesker. Folk køber hans bøger, fordi det er ham. Folk kommer til at købe dette magasin, fordi det er ham (velkommen til, kære førstegangslæser). Folk kommer til hans foredrag, fordi det er ham. De opretter et Berlingske-abonnement, fordi der er et interview med ham. Inderst inde ved han det også godt, han er bare ikke vild med at indrømme det.

Undervurderer han ikke sin egen position i relationen til læseren, spørger jeg ham. Selvfølgelig læser nogle mennesker hans bøger og tror, at hvis de gør som ham, så ender de også ud med millioner på kontoen og et højt lixtal i munden. Det ligger i selvhjælpslitteraturens dna.

”Jeg vil ikke sidde her og lyde som et offer for al den positivitet og anerkendelse og varme og interesse, så mange mennesker møder mig med. For det værdsætter jeg virkelig. Det har bare aldrig været et mål, og det har aldrig været min intention at blive en guru eller et fænomen, eller hvad man kan finde på at beskrive mig som. Men jeg forstår til fulde, hvorfor nogen måtte beskrive mig som værende sådan. Bare så længe, at det er kendt, at jeg ikke vågner op om morgenen og ser mig selv på den måde. For det gør jeg ikke.”

Stod det til Morten Albæk, ville han egentlig gerne kunne adskille sin person fra sine bøger. Men deri ligger også paradokset. For de fleste af hans bøger kan opfattes som meget lange dagbøger, hvor han bygger pointerne op omkring sine egne erfaringer og oplevelser med børn, familie, arbejde. Han er sine bøger, præcis som Voluntas er Morten Albæk.

I virkeligheden handler det nok om noget, der kan ses med det blotte øje.

VI ER I DEN RØDE og meget højloftede ’executive lounge’ på det femstjernede luksushotel Villa Copenhagen, der ligger i den gamle postcentral ved Københavns Hovedbanegård, som den norske hotelmogul Petter Stordalen åbnede i 2020, efter det havde været igennem en årelang totalrenovation.

Det er her, Morten Albæk bor, når han arbejder i København – og det gør han ofte.

Han er iklædt nedknappet skjorte, sorte lædersko, såkaldte monk straps, smalle bukser og en habitjakke. Hans hår er tilbagestrøget, tættere på slikket, huden er solbrun og skægget er tætsiddende … du kender beskrivelsen, det gør Morten Albæk også. Han har hørt den et utal af gange, og han er træt af det.

”Jeg er mændenes svar på Helle Thorning-Schmidt,” griner han. (Og nej, han bliver aldrig statsminister, hvis det er et spørgsmål, du sidder og brænder inde med).

Han udgiver bøger, fordi det, der står i dem, er noget, han gerne vil have folk til at forholde sig til. Fordi det er vigtigt for ham at bidrage til samtalen, at bringe noget til bordet, der kan få folk til at gøre sig nogle af de samme overvejelser, som han selv har gjort sig.

”Men når vi kommer over i, hvor jeg bor, hvilke biler jeg kører i, hvilket tøj jeg går i, om mine sko er håndsyede eller ikke håndsyede, om de er fra Italien eller fra Rumænien. Hvordan jeg sætter mit hår, eller hvilket ur jeg har på, så er det jo ren overflade, og jeg forstår ikke, at det skal fylde så meget, som det gør,” siger han og kigger rundt i den store, røde lounge.

”Jeg kunne sagtens have valgt, at vi skulle have siddet et andet sted end i ’executive lounge’ på et femstjernet hotel i København, så jeg undgik at få den scenografi skrevet ind. Jeg kunne have taget mit ur eller min ring af. Det er ikke bare overvejelser, som er specifikke til nu, men som jeg har haft gennem årene, for jeg kan igen og igen konstatere, at jeg nok er den mandsperson i det erhvervsmæssige og intellektuelle miljø, der får sit udseende kommenteret mest. Og for at være ærlig er det ikke særlig behageligt, da jeg ikke synes, det er relevant.”

Adspurgt til, hvordan han egentlig selv vil beskrive sit personlige brand, griner han let. For mange år siden begyndte han at få invitationer fra virksomheder, der ville betale ham penge for at komme og fortælle om, hvordan man bygger et personligt brand op.

”De havde simpelthen en forventning om, at jeg havde sat mig ned og lavet en drejebog for, hvordan jeg skulle lave et personligt brand, der var en hybrid mellem filosof, forfatter og erhvervsmand,” siger han. ”Men jeg måtte skuffe dem og skrive tilbage, at det anede jeg ikke noget om, for jeg havde aldrig skænket det en tanke.”

Tag ikke fejl: Morten Albæk er bevidst om, hvordan han fremstår. At han af nogle anses som værende påtaget, måske endda falsk, en, der taler ét sprog det ene sted og et andet sprog et andet sted. Han ved også udmærket godt, at han af mange stadigvæk opfattes som ”sådan en, der har arbejdet med kommunikation”. Det nager ham tydeligvis. Han hader at blive misforstået, det var noget af det allerførste, han fortalte mig. Og at anse ham som ’kommunikationsmand’ er at undervurdere hans, fysisk set, halvskæve forretningsnæse.

På samme måde som kun at anskue ham som en mand med slikhår, solbrun teint og nedknappet skjorte.

Morten Albæk forventer mere.

Men forventningen eller antagelsen, om du vil, fra virksomhederne var, og er, vel på sin vis rimelig nok. Der er noget underligt besnærende ved en, der går fra at læse filosofi til at være succesfuld erhvervsmand og ligeså forfatter, og som ovenikøbet har et udseende og en stil, de fleste på hans egen alder nok gerne vil bytte sig til. Det kan være svært at tro på, at han ikke er ekstremt bevidst om den fortolkning af hans person, at han ikke har fodret det narrativ gennem sin karriere, fordi det har gavnet ham.

Omvendt afslører den tanke måske også mere om den, der tænker den, for hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre at få en karriere som Albæks uden at have gået strategisk og kalkulerende til den fra starten? Hvorfor gik jeg selv ind til mit første møde med ham med idéen om, at han var arrogant og glat som ål? Hvorfor handler den mest hyppige kritik af ham om hans form?

Han bliver til en projektion, der afslører, hvor svært vi har det med folk, vi ikke rigtig kan placere. Sådan er det nemlig med Morten Albæk: Han er et produkt af paradokset. Mellem landsby og kultiveret hjem, mellem altruisme og kapitalisme, mellem filosofi og tal, mellem jysk ydmyghed og store ambitioner og lysten til at kommunikere sine budskaber med en megafon for munden. Det er der, han befinder sig bedst. Han vil ikke sættes i bås, selvom vi andre prøver så hårdt på at gøre det.

Han er typen, der holder ferie på Ruths Hotel i Skagen, ikke fordi det er smart, men fordi han har en årelang og geografisk tilknytning til stedet, også fra før at det bedre borgerskab gjorde sit indtog på terrassen med rosé i magnumflasker. Han er forfængelig, han kan godt lide kvalitet, ’det gode liv’ og de privilegier, der er fulgt med succesen.

Han har bare ikke behov for at skilte med det. Tror du ikke på det? Fair nok. Han vil stadigvæk gerne møde dig, tale med dig – og du vil tale med ham, og efter det vil du købe hans bog, og du vil forsvare ham over for dine venner og kolleger, der synes det samme, som du gjorde.

I ’FALSKE SANDHEDER’ ÅBNER Morten Albæk med anekdoten om at være til 12-ugers scanning på Skejby Sygehus med sin søn Elliot, der nu er tre år gammel. Det lille hjertes puls blinkede på monitoren, men i stedet for at glæde sig over, at hans kone Sara bar på et sundt og raskt barn, ramte en ængstelighed ham.

For ligegyldigt, hvor meget han prøvede at fremkalde billeder fra lignende seancer med sine to ældste børn Emilia Kirstine på 20 år og Asger Julius på 16 år, skete der ingenting på hans indre nethinde. Tanken ramte ham som en forhammer: Er jeg ved at blive dement? Kommer jeg ikke til at kunne huske, hvad mine børn hedder?

I bilen på vej derfra fortalte han Sara om sin bekymring. Til både skræk og glæde kunne hun dog konstatere:

’Jamen dit fjols. Du var jo slet ikke med til nogen af dem!’

Det er den samme anekdote, han starter foredraget i Aarhus med. Den betyder noget for ham: Det var et wake up call, en ”second chance,” som han siger fra scenen i Musikhuset. Der er andet i livet end arbejde og faglig succes.

I bogen ’Det gennemsnitlige menneske’ (2013) skoser han ellers danskernes dårlige arbejdsmoral, men noget synes at have forandret sig hos Albæk og i hans prioriteter.

Det ændrer ikke på, at vores møder altid har været skubbet ind mellem noget andet. Et kundemøde, et oplæg, en forretningsrejse. Der er meget lidt spildtid i hans liv, og han arbejder stadigvæk minimum 50-60 timer om ugen. Det er væsentligt mindre end tidligere, men det er jo også nemt, ”når man starter med så højt et udgangspunkt,” som han siger.

Folk må ikke tro, at han er Oraklet fra Delfi, når det kommer til familieliv. Ligesom så mange andre prøver han hele tiden at ramme en meningsfuld måde at jonglere arbejde og familie på, og siden han udgav bogen for over et halvt år siden, er fokus vendt mere mod familien.

Forholdet til Sara, som han beskriver i ’Falske sandheder’ som værende udfordret, er stadigvæk “fyldt med kompleksitet,” men han ønsker virkelig, at det løser sig, han vil gerne forandre sig – ikke for meget, for han tror ikke på, at lykken for ham ligger i at være hjemmegående far – men selv de små forandringer kræver hårdt arbejde. Måske det hårdeste arbejde i hans liv.

I sidste ende, siger han, handler det jo om at tage fra jorden med så få fortrydelser som muligt.

Morten Albæk forholder sig konstant til den kamp. Er det derfor, han har så travlt? Jagter han et fatamorgana, ligesom han i nogens øjne sælger det selvsamme i sine bøger?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at klichéen om, at han vil være så meget for så mange, at han ender med at være for lidt for de få, spiller en væsentlig faktor i ligningen Morten Albæk.

Han vil skrive den sidste bog, i hvad der ender med at være en trilogi, når hans mor dør. Den skal hedde ’Mit liv’, og han ved, hvordan den skal starte:

’Jeg ved ikke nøjagtigt, hvordan jeg kom til at leve det liv, jeg har levet. Men jeg ved, hvornår det startede, hvor det startede, og med hvem det startede. Og der starter min fortælling.’

Måske det også bliver hans sidste bog nogensinde. Han vil gerne trække stikket fra offentligheden for at fokusere på sin familie og på Voluntas. Ikke bare et kvartal. Ikke bare to. Men i ”lang tid.” Men han ved, at det bliver svært. Snart bliver ’Falske sandheder i livet’ udgivet i udlandet, og det kræver hans tid og hans tilstedeværelse. Og mon ikke, at nye strømninger i tidsånden om lidt vil dukke op til overfladen, og hvad vil han så gøre? Tie stille?

Tilbage på scenen i Musikhuset er han klar med det afgørende nyrestød til publikum.

”Jeg fortryder, at jeg sagde alt det, jeg gerne ville sige til min far, til hans begravelse, og ikke da han levede. Derfor vil jeg gerne dedikere denne her foredragsturné til min egen mor og til alle forældre derude.”

En forløsning rammer Morten Albæk, nu er det slut. Folk rejser sig, det længste bifald, jeg har overværet, vælter ned over ham. Han smækker håndfladerne mod hinanden og bukker let.

Det kan godt være, at du kan forandre dig, men hvem kan sige nej til det her?