Det kan godt være, Ruben Søltoft smiler nu. Men han har ikke sovet i to år

DET HAVDE ALDRIG STREJFET Ruben Søltoft, at det kunne være et problem at falde i søvn. Når klokken blev mange, og når mørkets frembrud fortalte hans krop, at det var tid til at restituere, lagde han sig i sin seng, lukkede øjnene og faldt i søvn.

Sådan havde han gjort hver nat, og sådan havde han gjort det hele sit liv. End ikke hvis hans seng var byttet ud med et ukomfortabelt flysæde på bagerste række i en Airbus, var det noget problem. Så ville han bare sætte sig, spænde sikkerhedsbæltet og flyve afsted mod drømmeland. Men nu var der sket noget. Hans krops naturlige mekanisme havde forandret sig.