Thomas Stampe stod i spidsen for Mærsk Supply Service, da de blev ramt af cyberangreb. 48 dage efter fik han kræft

Thomas Stampe er på strategi-seminar på Skodsborg badehotel, da en kollega rækker ham en telefon. ’Du skal se det her’.

Med det samme ringer hans egen telefonfra arbejdet, og beskeden er klar: Alle computere er ramt, alt er sort, ingen ved noget.

Han sætter sig straks ind i sin bil og tager mod kontoret. Han ved, at alles øjne vil være på ham, når han kommer ind ad døren, så han skal bruge tiden derhen på at være så forberedt som muligt. Han ringer til sin direktør og siger, han vil briefe ham inden for en halv time, og han ringer til en konsulent, han kender fra tidligere og siger:

”Jeg er ligeglad med, hvad du laver, og hvad du har af ferie, men du må du aflyse alt – og tag kavaleriet med. Det er en krisesituation.”

Da han kommer ind på kontoret, er det som et afsnit af zombie-serien ’The Walking Dead’. Bygningen summer, og folk går hvileløse rundt, afskåret fra deres arbejdsredskaber.

”Jeg kan huske, at jeg kom ind og gik op ad vindeltrappen, og der er en, der siger ’Der er han’. Og jeg tænker: ’Fuck, hvad forventer de af mig?’.”

I løbet af en måned sidder Thomas Stampe med sit team i et ’war room’ fra klokken seks om morgenen til klokken 22 om aftenen, hvor de briefer kontorer rundt om i verden til steder som Manila og Indien, for at de kan arbejde videre om natten. Hackerangrebet er det alvorligste, der har ramt Danmark.

Han briefer sin øverste direktør tre gange om dagen. Kl. 8, 12 og 16. Derefter ser de afslutningen på Tour de France hver dag, inden de arbejder videre til kl. 20, hvor de spiser sammen og får en øl. Klokken 22 sender han en mail ud til hele organisationen fra den øverste leder til den yngste kadet om, hvad status er.

Det lykkedes dem gradvist at genvinde kontrollen. Efter en måned begynder det at lysne, og han kan tage en velfortjent ferie. En lyskenskade fra fodbold bliver ved med at drille ham, og i ferien mærker han en knude.

Da han kommer op til lægen, kan hverken han eller lægen finde knuden igen.

”Men når du alligevel er her, så lad mig undersøge dig lidt,” siger lægen, og Thomas Stampe lægger sig på briksen. Da hun trykker ham nederst på maven, siger han av.

”Hmm,” siger lægen. ”Du bør ikke have ondt der.”

”Hold nu op, det er jo fordi, du trykker mig på maven,” siger han, men hun insisterer.

Allerede næste morgen skal han til scanning af leveren. Derfra går det stærkt med et hav af undersøgelser og scanninger, og 48 dage efter, at Mærsk Supply Service afværgede et af de største angreb i virksomhedens historie, sidder han på Hillerød Hospital og venter på sin personlige dom.

Mærsk Supply Service, hjælper primært offshore-energisektorer såsom olieplatforme. De har 45 skibe, der er bemandet med mere end 1.100 besætningsmedlemmer. Jeg møder Thomas til et interview på en af sommerens sidste og meget lumre dage i deres hovedkontor i Lyngby, lidt uden for København.

Han har netop færdiggjort en bog med titlen ’Inden jeg har talt til fem’ om sine seneste år, der ikke har budt på almindelig modgang. Den handler om at håndtere kriser. Hvad enten de kommer ude- eller indefra.

På Hillerød Hospital fik han den første tid om morgenen klokken 9. Her sidder han og venter på lægen. Egentlig er han ikke nervøs. Der er formentlig ikke noget i vejen. Han er sund, i god form og i en alder af 45 år forholdsvis ung. I hvert fald alt for ung til at sidde her.

Døren ind til lægens kontor er lukket, og tiden går. Den bliver fem minutter over, 10 minutter over. Og med ét slår bevidstheden Thomas Stampe. Der er en grund til, at døren er lukket, og det tager så lang tid. Lægen forbereder sig på den svære besked.

Han har selv prøvet det masser af gange, når nogle skulle outsources eller fyres. Den ubehagelige besked, der vender op ned på den andens liv. Nu er det kommet til ham. Han ved det, inden han bliver kaldt ind. Han har kræft.

Da Thomas kommer ind og sætter sig ned, tager lægen ham om håndleddet, kigger ham i øjnene og bekræfter hans frygt. Ikke alene har han kræft, den har også spredt sig. Han har en hovedtumor i tarmen, der har spredt sig til otte steder i leveren og to steder i venstre lunge. Han skal først igennem en omfattende kemokur for at kunne blive opereret, og der er kun 20 procents chance for, at det vil lykkes. Hvis ikke han bliver opereret, vil han have 12 måneder tilbage at leve i.

Da han kommer ud fra lægens kontor, begynder hans hustru og far, der begge er med, at græde. Selv er han helt tom. Ikke en tanke. Det kommer først, da de når ned til bilen. Da han står der på parkeringspladsen, begynder tankerne at piske rundt.

Hvordan vil det påvirke hans liv? Hvad skal han sige til sine børn? Vil han dø af det?

Da de kommer hjem, har de et par timer, inden børnene kommer hjem. De taler om, de skal beskytte dem fra de dårlige nyheder, men ret hurtigt beslutter de sig for at være ærlige overfor børnene, der er 12 og 15 år.

”Vi var nødt til at fortælle børnene sandheden. Vi var meget shaky, og de ville have kunnet gennemskue os, hvis vi ikke var. Hvis ikke du kan stole på dine forældre, hvem kan du så stole på?” fortæller Thomas Stampe og fortsætter:

”Jeg øvede mig i de timer på, hvad jeg skulle sige. Da vi så sætter os ned og fortæller dem, at jeg har kræft og jeg skal have kemo, er de meget stille. Så siger Malou på 12 år: ’Kemo, er det der, hvor man taber håret? Jo, det kan godt være, svarer jeg. ’Nå, det gør ikke så meget for dig, for du er så tyndhåret, så ikke nogen bemærker det’. Det var så dejligt med den humor, som ikke gør situationen nemmere, men det gør det hele lettere at snakke om.”

Efter den første samtale går børnene ned på deres værelser. Kort efter vender sønnen Benjamin tilbage. Han har været på nettet og set de nedslående statistikker for leverkræft.

”Jeg var nødt til at fortælle ham, at det først og fremmest var tarmkræft, der havde spredt sig til leveren, hvilket er en væsentlig forskel. Der er også sket meget inden for kræftbehandlingen de seneste år, som man heller ikke kan læse den fulde effekt af endnu. Og først og fremmest lovede jeg, at jeg ville kæmpe alt, hvad jeg kunne imod det.”

Få dage efter han får diagnosen, skal han til Herlev Hospital for at lave en kikkertundersøgelse af tarmen. Her får han det præcise tal: T3N2M1b, tarmkræft i stadie 4. Der var spredning til lunge, lymfer og lever. Det ser så sort ud, at han får valget mellem traditionel kemobehandling, eller i et medicinsk forsøg fordi en gruppe læger mente, at udsigterne var for dårlige til den traditionelle.

Da han får beskeden, spørger han direkte den lægen, der overgiver den, hvad han ville vælge, og han anbefaler kemoen med beskeden:

“De levermetastaser vil slå dig ihjel, hvis vi ikke får styr på dem.”

Thomas Stampe går ligeså systematisk til værks, som da han bekæmpede cyberangrebet. Han stillede sig selv mål: Han ville forsøge at dyrke motion under behandlingen og holde sin vægt (mange taber både muskler og vægt under den hårde kemo), han ville være så meget med børnene som muligt, og han ville fortsætte med at arbejde.

”Det at få sådan en sygdom gør, at man kommer til at reflektere meget. Det handler om at have sit fundament i orden. Sin familie, venner og arbejde. Heldigvis havde jeg styr på det, og hele den leverpostejsdagligdag, vi alle har, den kan jeg gode lide. Jeg elsker mit arbejde, og derfor ville jeg gerne kunne fortsætte så længe som muligt.”

Thomas Stampede startede en omfattende kemokur. Som en læge senere sagde til ham:

”Vi vidste ikke helt, hvordan vi skulle få bøvl med alt det, du havde i kroppen, så vi gav dig alt, hvad vi havde på hylderne – og lidt til.”

Mønsteret i behandlingen bliver en 14-dages cyklus. Om mandagen sidder han fire timer på Herlev Hospital, hvor han får kemo ind i kroppen. Herefter bliver han sendt hjem med det femte kemopræparat i et bælte om livet. Det er et stof, som fungerer bedst, når det bliver skudt ind over to døgn. Om torsdagen og fredagen topper bivirkningerne.

Han har lagt mål inden for meget, han vil bevæge sig under forløbet. Men i de værste dage kan han kun løbe eller gå 150 meter. Når det værste har lagt sig, kan det være en kilometer ekstra per dag, indtil han igen skal vende tilbage til Herlev og tilbage til minus med en ny omgang.

Bivirkningerne er kendte og mange. Rysteture, opkast. Som en influenza gange 50. En del af sin motivation (og titlen på sin bog) har han fået af Brian Holm, der også har haft tarmkræft. Den kendte cykelrytter sagde nemlig til sig selv på de morgner, hvor det var svært at komme ud af sengen: ’Jeg skal stå op, inden jeg har talt til fem’.

”De dage, hvor det er særligt slemt, brugte jeg al min fightervilje, men man kan også selv hjælpe den på vej. Hvis det var helt umuligt, brugte jeg mine børn som motivation. De skulle have en far. De skulle se ham rask.”

Målet er at få ham frem til operation, hvor de kan skære tumorerne ud. Heldigvis tager han godt imod kemoen. Fordelen ved, at han er ung og i god form, er, at han kan tåle store mængder af giften, og at han kommer sig hurtigt mellem hver omgang.

Han når endelig frem til at skulle opereres, og hvis man har sarte nerver, skal man hoppe over det kommende afsnit.

Først skærer de op fra leveren og op til brystkassen, hvor de stikker to skovelignende instrumenter ind og brækker op for at flytte hele brystkassen. De piller tarmene ud og lægger i et vådt håndklæde.

Derfra går de ned til leveren og skærer tumorerne ud. Når man er inde omkring leveren, er det hele ét stort blodkar, hvilket gør, at der er store mængder blod i operationsstuen. Hele operationen tager seks timer.

”Jeg kunne mærke det halvanden måned efter. Når du vågner, føles det som om, du har fået voldsomme bank. Jeg fik kemo fra september til slutningen af november, og operationerne startede 21. december og frem til marts 2018. I alt går jeg igennem fem operationer og 12 kemorunder.”

Juleaften 2017 får han på dagen at vide, at han kan få orlov fra hospitalet og kommer hjem til sin familie.

”En læge sagde til mig: Tag et glas vin, du har fortjent det. Jeg prøvede. Jeg havde fået en rigtig god flaske vin af min chef, men det smagte ad helvede til på grund af alle de kemikalier, de havde puttet i mig. Efter en halv time kunne jeg ikke mere. Jeg lagde mig i min søns seng, for det er den højeste seng, og så skulle jeg ikke bukke mig med mit dybe operationsar. Min kone, Brigitta, kom ind og holdt om mig, og så lå vi sådan og sov i halvanden time. Derefter stod jeg op og så gaveoppakning i en halv time for at tage tilbage – helt flad.”

Han får også lov til at komme hjem nytårsaften, hvor nogle venner kommer med mad til familien. En af retterne er en stærk thai-suppe. Efter en mundfuld fik han næseblod. Hans krop er totalt smadret.

Undervejs i forløbet opstår der selvfølgelig også komplikationer.

På et tidspunkt går der betændelse i det store sår, og han får også en allergisk reaktion på morfinen. Da de giver ham et alternativ, begynder han at få voldsomt ubehagelige synsforstyrrelser. Det får ham til at droppe det hele og kun dæmpe det med almindelig Panodil. Lægerne ryster på hovedet, men Thomas Stampe fastholder.

I foråret 2018 bliver han erklæret kræftfri, men som en læge siger til ham: ’Hver gang vi piller noget ud, er der 50 procents risiko for, at det kommer igen. Og det kommer igen.

Da vi sidder denne sensommerdag, er han igen i kemo. Han har fået kræft i en lymfeknude, og da den sidder mellem to pulsårer, skal den først blive mindre, inden de kan operere. Når den er det, skal de åbne det gamle ar igen og den vej for at fjerne den. Han har netop fået en mail i eboks, hvor der står, at kemoen har virket, og at han skal opereres i oktober. Når det er fjernet, er han kræftfri – for fjerde gang.

En anden konsekvens ved tarmkræften er, at han har fået stomi. Det betyder, at han ikke kan have skjorte på, som ellers er den uformelle uniform på direktør-gangene. Det kan også give nogle luftlyde fra sig, men poserne er så smarte, at de fjerne al lugt.

”Jeg ville gerne være foruden, men det er ikke et stort problem. Det kan være, at de kan genskabe tarmen, men det vil kræve endnu en stor operation, og det er i hvert fald ikke lige nu.”

Nu venter han og familien på den næste scanning, der skal vise, om han er klar til operation, og i det hele taget lever de i en cyklus af tre måneder, hvor der er en scanning, der skal se, om der er tilbagefald. Er det gode nyheder, fejrer de det, og hvis det er dårlige, rykker de sammen igen.

”Jeg vil sige, at vi er utroligt gode til at komme videre. Er det dårlige nyheder, slår det fuldstændigt luften ud af især min kone og jeg i 48 timer, men efter det er vi klar igen. Vi er gode til ikke at slå os ud.”

Nu har han skrevet en bog, der er en guide, ikke bare til folk, der bliver ramt af sygdom, men som oplever en krise, hvad enten det er fyring, skilsmisse eller IT-nedbrud. Det er formentlig ikke alle, der har de personlige og økonomiske ressourcer, Thomas Stampe har, men kan de også bruge den?

”Det er nemmere at leve, når du har styr på det hele, men når du rammer i en krise, er du virkelig sårbar. Her er det vigtigt, at du har nogle værktøjer, som kan hjælpe dig igennem at styre igennem en krise. Det virkede for mig. Jeg vil påstå, at det e r så simple grundregler, at alle kan bruge dem. Jeg er ingen supermand, men de har hjulpet mig, og jeg håber, det kan gøre det for andre. Det giver mening til det hele.”