Rune Dalgaard er værdiansættelsesekspert og Vacheron Constantin-entusiast: ”I flere år var jeg faktisk udelukkende interesseret i VC og købte kun VC-ure”

Vacheron Constantins model 222 er blevet relanceret og er lige nu på alles læber. Vi har stillet syv skarpe spørgsmål til Rune Dalgaard om, hvorfor han og mange andre er så fascineret af mærket og uret.

Rune Dalgaard er værdiansættelsesekspert og Vacheron Constantin-entusiast: ”I flere år var jeg faktisk udelukkende interesseret i VC og købte kun VC-ure”
Offentliggjort

Hvordan blev du interesseret i Vacheron Constantin?

”Efter at have købt et Rolex Submariner begyndte jeg at se mig om efter et dress watch. Jeg gik efter et mærke med en lang historie, og som er særlig kendt for dress watches, og så var det jo svært at komme uden om VC (Vacheron Constantin kaldes gerne blot VC af entusiaster, red.). Jeg bestilte et katalog hos dem og fik en nærmest royal behandling, eller sådan føltes det i hvert fald.

Derudover fik jeg på diverse fora kontakt til VC-samlere og entusiaster, og jeg var overvældet over, hvor sympatiske og imødekommende alle var. Derudover begyndte jeg også at dykke ned i VC’s historie, og så var jeg ved at være solgt. I flere år var jeg faktisk udelukkende interesseret i VC og købte kun VC-ure.”

Hvad er Vacheron Constantin særligt gode til?

”De er særligt gode til det kunstneriske, som vi ser i deres ’Métiers d’Art’-modeller.”

Hvorfor er Vacheron Constantins 222 interessant?

”222 blev lanceret i 1977 i anledning af firmaets 222-års fødselsdag – heraf navnet – ikke synderligt opfindsomt, men nemt at huske. Det havde en vandtæthed på 120 meter, det samme som Nautilus fra Patek Philippe. Det var ikke VC’s første vandtætte ur, og det var faktisk heller ikke det første sporty ur med integreret lænke.

Ifølge VC’s arkiver blev der allerede i 1895 fremstillet et ’hermetisk’ stålur – det har så været et lommeur. I 1933 præsenterede VC et vandtæt armbåndsur, der havde et design, der minder lidt om 222 med en kantet lynette, som vi i nyere tid har set på Laureato fra Girard-Perregaux.

I 1973, kort tid efter introduktionen af Royal Oak fra Audemars Piguet, introducerede VC en særlig og nu meget eftertragtet udgave af deres Chronométre Royal, reference 2215 og 2216 med integreret lænke. 222 har altid været populær blandt VC-entusiaster, men det var indtil for et par år siden overset af alle andre.

Jeg tror ikke engang, at VC betragtede det som nogen stor succes. Det blev kun produceret i cirka 500 eksemplarer over en periode på syv år, inden det blev taget ud af produktion i 1984.

Jeg har flere officielle bøger om VC’s historie, hvor året 1977 ikke er markeret som en milepæl, og 222 ikke engang er nævnt. I den nyeste bog, ’Artists of Time’, har uret dog fået fin omtale og en dobbeltside med et flot foto og et genoptryk af en original reklame for uret fra dengang.”

Hvorfor er den mindre hypet end fx Nautilus og Royal Oak?

”Måske fordi 222 var det sidste ur, der kom på markedet af de tre luksussportsure. Nautilus og Royal Oak blev ikke taget ud af produktion og har således nydt godt af at være blevet produceret konstant lige siden deres introduktion i 1970’erne.”

Hvad synes du om den nye 222?

”Jeg synes, det er et helt fantastisk ur. Helt tro mod det originale design og så krydret med lidt ekstra lir. Det eneste kritikpunkt fra min side er, at vandtætheden kun er 50 meter. Det burde have været 120 meter som det originale. Derudover kunne det have været sjovt, hvis de havde genanvendt det oprindelige værk, men jeg har sympati for, at man har valgt at anvende et in-house værk i stedet.”

Vil 222 blive den nye Nautilus i forhold til hype?

”Det tror jeg ikke, men jeg er helt sikker på, at det kommer til at være yderst eftertragtet. Det bliver også interessant at se de andre re-editions, som jeg er helt sikker på, vi kommer til at se. Vi mangler jo ståludgaven. Der er dog den lille udfordring, at VC måske er bekymret for, om en ståludgave af 222 vil kannibalisere salget af Overseas. De to modeller har ikke tidligere sameksisteret, for VC betragter selv Overseas som en videreudvikling af 222.”

Den nye version af 222-uret har ikke længere den legendariske kaliber 1120. Er det godt eller skidt?

”Som nævnt synes jeg, at det kunne have været sjovt, hvis det oprindelige værk havde fået lov til at leve videre i den nye udgave, særligt når man tænker på, at VC har anvendt den legendariske kaliber 1120 i et utal af deres ultratynde, moderne modeller.

Jeg spurgte en ven, der er urmager hos VC, og han fortalte mig, at han også er ærgerlig over, at kaliber 1120 ikke sidder i uret. Han fortalte også, at kaliber 1120 som udgangspunkt ikke har dato-visning, det har kaliber 1121, men det har så desværre ingen ’quick-set date’-mekanisme, så det er ikke blevet fundet passende at anvende i et moderne ur.

Kunne de ikke bare have modificeret det gamle værk, kan man så spørge sig selv? Muligvis, men det er jo noget nemmere at gribe efter et værk, der allerede er udviklet og klar til brug, som kaliber 2455.”