De største hårtrends og frisurer til mænd i sommeren 2017
Frisørerne spår: Sådan kommer håret til at sidde denne sommer
Tre frisører giver deres bud på sommerens hårtrends.
Foto: Getty Sådan kommer håret til at sidde til sommer: Markeret pandehår og længere hår i siderne og nakken a la Gallagher-brødrene fra det britiske rockband Oasis er en af 2017's tendenser for frisurer til mænd.
Sommermånederne og de varmere temperaturer nærmer sig langsomt, og for mange betyder det, at det er ved at være tid til den obligatoriske sommerklipning.
Men måske er du i tvivl om, hvad du skal bede om, når du har tid hos frisøren i næste uge. Eller også vil du bare gerne prøve noget andet end den klassiske kort-i-siderne-og-nakken-og-lidt-længere-på-toppen frisure, du har haft de seneste ti år.
Nu er der hjælp at hente. Vi har spurgt tre københavnske frisører, hvad de tror bliver de helt store hårtendenser og de mest populære frisurer til mænd i sommeren 2017.
Annonse
Kim Wolff, Kipo
Blågårdsgade 10, 2200 København N.
”Jeg oplever, at mange af dem, der har haft fade i siderne og i nakken og frisurer, der var klippet helt tæt ind til hovedet, nu gerne vil lade håret gro lidt og lade det få mere fylde. Tendensen bevæger sig fra det helt strømlinede, kortklippede til de lidt længere, mere naturlige frisurer, men dog stadig uden at det bliver helt vildt og uregerligt.”
”Jeg tror, at vi kommer til at se en blanding af 80’er og 90’er inspirerede look. Markeret pandehår til mænd er blevet mere populært, lidt som Gallagher-brødrene fra Oasis, men dog i en mere behersket udgave.”
”Det helt platinblonde afblegede hår a la Christopher Lambert i ’Subway’ tror jeg fortsat, at vi vil se til sommer. Det er stadig meget populært. Men jeg har også en del kunder, der kommer og gerne vil have farvet deres hår i lidt mere naturlige nuancer. Det er mest de yngre mænd, der er klar på mere vilde farver.”
Annonse
Janus Regel, Barberen i Vognmagergade
Vognmagergade 9, 1120 København K.
”Ligesom med alt andet afføder enhver tendens en modreaktion, og nu har det gennem længere tid været meget moderne med helt kortklippede, meget militaristiske frisurer som Brad Pitt i ’Fury’. Så til sommer tror jeg, at vi vil se herrefrisurerne bevæge sig væk fra det meget hårde udtryk og over mod et blødere look med lidt mere længde.”
”Det er i virkeligheden lidt en misforståelse, at mænd får den årlige ’sommerklipning’ og bliver klippet helt korthårede om sommeren. Jeg oplever tværtimod, at mænd er mere tilbøjelige til at lade deres hår gro længere om sommeren. Det harmonerer også bedre med strand, saltvand og surferstil, uden at man behøver at gå hele vejen.”
”Sideskilningen behøver ikke at være redt så stramt op og kan sagtens blive lidt løsere, og flere vil nok lade håret blive lidt længere omkring ørerne og i nakken, men igen uden at det bliver for voldsomt. Jeg tror i det hele taget, at mange danske mænd gerne vil undgå at ’larme’ alt for meget med deres frisure. Det passer meget godt til os.”
Annonse
Tom Hardy i BBC-serien 'Taboo' (2017).
Simon Mattey, Klippestuen Z
H.C. Ørstedsvej 1B, 1879 Frederiksberg C.
”Lige så snart solen kommer frem, vil der altid være nogle, der vælger at klippe håret helt kort. Men som hårmoden er nu, er det som regel stadig med en sideskilning. Nogle af de yngre mænd, der kommer hos os, leger lidt med pandehår og midterskilning, og der er i det hele taget noget, der tyder på, at lidt længere hår er på vej ind igen, og at flere lade håret vokse lidt.”
”Den mest populære frisure hos os er dog stadig sideskilningen med kortere, maskinklippet hår i siderne og i nakken, gerne med fade, og sideskilning på toppen. På samme måde ser vi også stadig de store fuldskæg, men måske er der en tendens til, at skægget bliver lidt kortere.”
”David Beckham er en af dem, som folk bliver ved med at ville klippes som hos os. Det går aldrig af mode. Men vi ser også flere og flere, der gerne vil have en frisure i stil med Tom Hardy, hvor der er lidt længde på toppen, mens siderne og nakken er helt tætklippet.”