Troels Bech (f. 1966) har læst medicin og har en bachelor i italienske studier, men det er fodbolden, der har fyldt hans arbejdsliv. Først som spiller og siden som træner og sportsdirektør. I dag er han aktuel som nyansat træner i Esberg fB.
Foto: PR Man kan sige meget om en mand alene ud fra hans bilvalg – se blot dette udvalg af Troels Bechs biler.
Jeg fik min første bil i 1987. Jeg var lige flyttet til Tyskland for at spille fodbold for Greuther Fürth, og en del af aftalen var, at der skulle stilles en bil til rådighed. Det var ikke som i dag, at man bare kunne gå ned i BMW-butikken og vælge frit, jeg kunne allernådigst få fysioterapeutens aflagte Opel Manta. Orange med automatgear og persienner i bagruden. Jeg er ingen bilentusiast, og min primære glæde ved den var, at den kunne køre, men midt i firserne og 19 år gammel kunne jeg da godt se potentialet i sådan en bil. På en tåget tysk vinterdag kunne det godt ligne en sportsvogn, men sportsligt var hverken bilen eller opholdet nogen succes. Da jeg kom til, lå holdet og rodede rundt i tredjebedste række, og det blev ikke bedre af, at jeg kom på holdet. Efter seks måneder rykkede vi ned, og så pakkede jeg Mantaen og kørte hjem med mine ting for så at køre tilbage og aflevere den i Tyskland bagefter.
1988-90: 1987 Citroen 2CV, rød
Hjemme igen skrev jeg kontrakt med Silkeborg, og for de første penge jeg tjente, gik jeg ned og købte mig en Citroen 2CV. Det var lige fra Brian-bil til en udtjent bibliotekar, men den passede nok bedre til mig. Jeg pendlede i den mellem Silkeborg og Aarhus, hvor jeg læste medicin ved siden af. Det gav en del bøvl, fordi bilen har så umådelig lidt motorkraft. Når jeg skulle køre fra Aarhus mod syd med et par venner ombord, måtte jeg ned i andet gear og slæbe mig op ad motorvejens bakker med 40 km/t. En anden gang skulle jeg imponere en gammel højskoleven og åbne det berømte stoftag, mens han kørte. Der lykkedes det mig faktisk at undervurdere bilens hurtighed, for fartvinden flåede hele taget af, og selv fik jeg tværbøjlen i hovedet. Den næste par dage kom jeg til træning med en sort affaldssæk som tag. Det måtte jeg høre en del for.
2000-02: 1998 Ford Mondeo, sedan, rustrød metallic
I 2000 tog jeg min første tørn som OB-træner. Ved samme lejlighed købte jeg en brugt Ford Mondeo, som gav mig den dubiøse anerkendelse at gå under navnet ’uropatruljen’. Det er jo en notorisk politibil, og som sedan i en diskret farve kørte folk pænt, når de fik øje på mig, mens spillerne kaldte mig Uro. Det var også den bil, der gav mig et omdømme som ’entusiasttræneren’, fordi jeg et par gange blev foreviget i færd med at tromle vores træningsbaner ved at spænde en banetromle til anhængertrækket. Derudover husker jeg, at det var en relativt kvik toliters version, som i hvert fald én gang reddede mig og min anfører, da vi var sent på den på vej til et pressemøde forud for en pokalfinale. Jeg husker det primært, fordi jeg har været i ni pokalfinaler og kun har vundet de to.
2015-16: 2014 VW Tiguan, sølv og siden VW Polo stationcar, kongeblå
Da jeg startede i Brøndby, fulgte der en bilordning med, så jeg overtog en flot, hvid VW Tiguan. Det er var en dejlig bil, og nu kommer det til at fremstå lidt helligt, men jeg var jo ansat som sportsdirektør og gik meget op i økonomien. Vi skulle spare og spare og spare, så jeg gik det hele igennem og bemærkede, at det var en frygtelig dyr bil for klubben. Derfor afleverede jeg den til leasingselskabet og skiftede til en billig Polo stationcar, som klubben havde til overs. Det var meget heroisk, men min kone kunne ikke lide, at jeg kørte så mange kilometer dagligt i så lille en bil. Hun frygtede, at jeg kom til at sende sms’er på min vej, og hun brød sig ikke om at se mig stige krumrygget ud af den, når jeg kom hjem om aftenen. Hun var meget imod den Polo.
2016-18: 2015 Tesla Model S, platingrå
Det endte med, at vi næsten spontant købte en Tesla. Jeg frasagde mig bilordningen i Brøndby, og så købte vi den privat. Lige efter at afgiften var steget. Det betød dels, at alle de kilometer, jeg kørte – over 100.000 årligt – blev grønne, og dels at kørslen blev meget mere sikker. Den er så godt som selvkørende, og det er min kone åbenbart mere tryg ved end tanken om, at jeg selv kører bilen. Jeg var også meget glad for den, må jeg sige. Især det der med, at den er så lydløs. Når man kører mange kilometer, er det ekstra trættende at skulle høre på sådan noget dieselhak. Som det fremgår, spiller det æstetiske ikke den store rolle i mit bilvalg, men det her var jo også en flot bil, og så fungerede det rigtigt fint for mig med elbil. Den stod i laderen hjemme, og så røg den til opladning i Brøndby. På de længere ture til udekampe var det ofte nødvendigt med en pause, men så arbejdede jeg bare imens, det fungerede rigtigt godt, og jeg ville til hver en tid gøre det igen.
2020-: 2019 Mercedes C220, hvid
Annonse
Efter Brøndby tog jeg en pause, og så drog hele familien på en jordomrejse. Men så gik der corona i den, og nu er vi tilbage i Danmark. Det kræver en bil, så jeg har leaset en Mercedes C220 hos Hessel. Vi brændte en stor del af familieformuen af på den rejse, så det skulle bare løses. Når det er sagt, er det virkeligt en dejlig bil. Næsten ny og meget velkørende, men ikke stor nok til os alle sammen. Arbejdsmæssigt er jeg begyndt at lave podcasts, fordi jeg synes, fodboldens verden er så afsindigt spændende, især alt det der ikke har med kampene at gøre. Derudover skriver jeg på nogle bøger. Dels en, jeg skriver sammen med min kone, og dels en børnebog. Jeg er på ingen måde træt af fodbold, så hvis den rigtige konstellation kommer, siger jeg ja. Men jeg prøver også at have noget andet indhold i mit arbejdsliv, så jeg ikke er afhængig af fodbold.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
