Brian Holm med klar opfordring til Mads P.: Skift hold

I det nye afsnit af ’Café Eddy’ diskuteres Mads P. og hans nuværende position på Lidl-Trek-holdet.

Offentliggjort

”Hvorfor kan Lidl-Trek ikke sige, at Mads P. er kaptajn?”

Det spørgsmål stiller Brian Holm til gæst Michael Mørkøv og medvært Bastian Emil Goldschmidt i det nye afsnit af Euromans cykelpodcast ’Café Eddy’, hvor de gør status over klassikerne. 

”Ja, det er en gåde efterhånden. Med de præstationer og den måde, han har kørt på, kan jeg da ikke se andet end, at han er ene kaptajn på holdet,” siger Michael Mørkøv.

”Altså hvis jeg var hans agent eller rådgiver, så ville jeg sige: ’Mads, jeg tror, det betyder, at du skifter hold’,” supplerer Brian Holm.

”Ja, og jeg synes, det er lidt mærkeligt, fordi Mads har jo faktisk altid – næsten fra den dag, han startede på Trek – været kaptajn. Og han har altid haft en unik position på holdet og været fuldt supportet. Men det virker, som om det hold, de har nu, og måske sportsdirektørens tilgang, er sådan lidt for pædagogisk,” siger Michael Mørkøv og fortsætter:

 ”Man tør ikke at sætte Milan på plads og sige, at du hjælper. Man tør ikke at sætte Stuyven på plads og sige, at du hjælper. Men vi kan godt blive enige om, at det er jo ikke nogen af dem, der vinder Paris-Roubaix. Det er jo Mads, der kan vinde det.” 

”Han bliver også vraget til Tour de France. Altså hvis man tænker over hans forår, og at han så ikke skal køre Tour de France,” siger Brian Holm og fortsætter: 

”Mads P. hører hjemme i Tour de France. Og jeg ved det ikke, men jeg er sikker på, at det er han ikke glad for.”

 Alt det og meget mere kan du høre i det nye afsnit af ’Café Eddy’, som er ude på alle podcastplatforme nu.