De bedste podcasts til starten på dit nye år

Podcast-bølgen fortsætter med uformindsket styrke. Vi guider til det bedste inden for humor, true crime, personlige fortællinger, musik og svindelsager, du kan høre lige nu.

Rick Rubin
Offentliggjort

’No Such Thing As A Fish’

Fjollet, men sjovt – og tankevækkende. Sådan kan man bedst beskrive podcasten fra holdet bag BBC’s quizprogram ’QI’, som hver uge debatterer de mest obskure fakta, de har fundet frem til.

Dan Schreiber, Andrew Hunter Murray, Anna Ptaszynski og James Harkin sender fra Covent Garden, og podcasten har over 200 millioner downloads. ’No Such Thing As A Fish’ havde premiere tilbage i 2014, men de nørdede briter er stadig i topform.

’In the Dark’

Den amerikanske reporter Madeleine Baran leverer i to sæsoner af denne true crime-podcast et ekstraordinært stykke undersøgende journalistik. Først fortalte hun om Jacob Wetterling, en 11-årig dreng fra Minnesota, der blev bortført i 1989.

I sæson to opruller hun retssagen mod Curtis Flowers, som sidder på dødsgangen i Mississippi, anklaget for at have dræbt fire mennesker. Sagen mod ham har kørt ad seks omgange – gennem 21 år – med den samme anklager. Flowers fastholder stadig sin uskyld.

’The Dropout’

Elisabeth Holmes var en lysende stjerne i Silicon Valley, udråbt som den næste Steve Jobs eller Mark Zuckerberg. Som 19-årig droppede hun ud af Stanford og stiftede tech-firmaet Theranos, der angiveligt kunne foretage omfattende analyser af blodprøver i meget mindre mængder, end der normalt var brug for. Men, viste det sig, alt omkring den karismatiske kvinde var et stort svindelnummer, og nu står Elisabeth Holmes til 20 bag tremmer.

’Munken fra Nordhavn’

Forfatteren Sigurd Hartkorn Plaetner har skabt flere gode podcasts i de senere år. Nu er han aktuel med en ny en af slagsen – fortællingen om en 67-årig dansk-jamaicansk munk ved navn Robert.

En mand, som ligner Nelson Mandela, har været en central del af hippiebevægelsen, smuglet hash, taget for sig af alskens stoffer og som i dag holder til i en lille by i Indien. ’Munken fra Nordhavn’, som er skabt i samarbejde med Prxjects by Mercedes-Benz, udkommer også i bogform i marts.

’The Shrink Next Door’

Joe Noceras chokerende og elegant opbyggede podcast er vildt populær – og det er ikke så mærkeligt. Nocera fortæller uden at forcere noget som helst den fascinerende historie om psykologen Ike Herschkopf, som førte Manhattans elite bag lyset i The Hamptons. Joe Nocera bor selv i det celebre sommerhusområde på Long Island, og det er åndeløst spændende at høre ham skille Herschkopfs psykologiske bedrag ad stykke for stykke.

’Broken Record’

Produceren Rick Rubin (manden bag Def Jam Records) har gennem sin lange karriere arbejdet sammen med blandt andre Johnny Cash og Red Hot Chili Peppers – og vundet otte Grammyer.

I ’Broken Record’ taler Rubin med alskens musikere om deres liv, om hvad, der inspirerer dem, og om deres metier. Podcasten er opfundet af Rubin, kultforfatteren Malcolm Gladwell og den tidligere New York Times-redaktør Bruce Headlam og kører nu på tredje sæson.

Optagelserne foregår i Rubins eget studie, Shangri-la, i Malibu, og du kommer fuldstændig ned i tempo, hvis du lukker alt ude og tænder for Rubins indsigtsfulde samtaler med eksempelvis Tyler the Creator, Eminem og Adam Cohen, Leonard Cohens søn. Især sidstnævnte er exceptionelt rørende.

’Missing and Murdered: Finding Cleo’

Den canadiske journalist Connie Walker afdækker i ’Finding Cleo’ en hårrejsende sag om unge, indianske kvinder, der hvert år forsvinder og bliver udsat for frygtelige forbrydelser. Historien tager sit udgangspunkt i Cleopatra Semaganis Nicotine, en lille pige, som i 1970’erne sammen med sine fem søskende bliver fjernet og adopteret i Saskatchewan – og forsvinder sporløst.

’Listen Up - The Oasis Podcast’

I fire afsnit markeres 25-års-jubilæet for ’Definitely Maybe’, Oasis’ ikoniske debutalbum. Folkene bag taler med venner, journalister, branchefolk, fans, musikere (blandt andre Lars Ulrich) og indercirklen omkring bandet, heriblandt produceren af albummet, Owen Morris. Det giver et fantastisk kig ind bag facaden på fejden mellem Gallagherbrødrene – og et helt nyt blik på Manchester-scenen i slutningen af 80’erne og de tidligere 90’ere.

’Spectacular Failures’

Hvad sker der egentlig, når et business-eventyr går fuldstændig galt? Det undersøger værten Lauren Ober i denne podcast, som blandt andet går bagom fotofirmaet Kodak’s fald fra tinderne og det totale kollaps for den kristne temapark, Heritage USA. Det er på en gang tåkrummende og tankevækkende at følge med i Obers dissekering af den ene finansielle fiasko efter den anden.

’Fake Heiress’

Russiskfødte Anna Sorokin snød alt og alle, da hun under navnet Anna Delvey i årevis forblændede New Yorks jetset-miljø. På Instagram opdigtede hun et alias som arving til en tysk diplomat og baron og opfandt en falsk, ekstravagant tilværelse med dyre hoteller, designervarer og rejser i privatfly. ’Fake Heiress’ er produceret på klassisk BBC-maner og kommer hele vejen rundt om Anna Sorokin og det udspekulerede svindelnummer, der skulle skaffe hende 22 millioner dollars til en kunstfond i eget navn.

’Manden, der drog ud for at blive bange’

Anders Lund Madsen kan ikke blive bange, og måske er det den følelse, han mangler for virkelig at kunne mærke sig selv i livet. I en spritny podcast fra TalkTown sætter den kendte tv- og radiovært derfor jagten ind på spøgelser og genfærd.

I de tre første episoder besøger Lund Madsen hjemsøgte steder, dels Aarhus Teater, dels Bromølle kro. På sidstnævnte drak den gamle krofatter i 1700-tallet gæsterne fulde, slog dem ihjel og sendte ligene fra 1. sal og gennem en sliske ned i en å. U-h-y-g-g-e-l-i-g-t.

’Dolly Parton’s America’

Jad Abumrad, skaberen af den dejligt nørdede ’Radiolab’, skitserer i ni episoder et helstøbt portræt af Dolly Parton. Abumrad, der lige som Parton stammer fra Nashville, Tennessee, fortæller på dybt personlig vis, hvordan han til en koncert med countrystjernen i 2016 pludselig indser, at Dolly Partons musik rækker langt ud over blot den sydlige del af staterne. Abumrad har siden interviewet Parton i 12 timer, og man bliver fuldstændig suget ind i samtalen, der kredser om feminisme, tro, kærlighed – og et splittet USA.