Morten Østergaard: "Man behøver ikke at spille efter de regler, andre har lavet"

Morten Østergaard går på talerstolen, som han har gjort det så mange gange før. Han er 38 år, det er september 2014, og han elsker at stå foran store forsamlinger. Han er i brunt jakkesæt og brun skjorte og ser vanligt selvsikker ud, selv om man også aner en ydmyghed, en ærefrygt over for den opgave, han står overfor.

Det er en helt særlig tale, han skal holde. Han står på et politisk højdepunkt i sin karriere og har lige overtaget formandsposten i Radikale Venstre efter sin politiske makker Margrethe Vestager, som har fået en post som EU-kommissær i Bruxelles.

Man fornemmer historiens vingesus på landsmødet i Nyborg. Det er den nye formands første tale som leder af partiet. Han har også overtaget Vestagers ministerpost i Helle Thornings regering. Det er det sidste landsmøde før det kommende folketingsvalg. Han ved, at han fra nu af har ansvaret for det over 100 år gamle partis skæbne. Han står på ryggen af politiske profiler som Zahle, Baunsgaard, Helveg, Jelved – og Vestager.

Hvad de færreste i forsamlingen på Hotel Nyborg Strand ved, er, at Morten Østergaard, samtidig med at han står med en personlig politisk sejr, han har drømt om i årevis, også står midt i en familietragedie. Dagen før talen skal holdes i Nyborg, er hans svigerinde – hans brors kone, hans lille nevø og lille nieces mor – blevet begravet. Hele familien Østergaard er knust over tabet. Morten Østergaard står med en sorg i den ene hånd og en triumf i den anden.

Selv i dag er han forundret over, hvordan han overhovedet kunne håndtere de to dramatiske og modsatrettede følelser samtidig. Og han spekulerer over, om det er godt, at man overhovedet kan. Hvordan kan man triumfere og græde på én gang? Måske er det opdragelsen tilbage i barndomshjemmet i Vejlby, hvor pligtfølelsen og det at gøre det, man er nødt til at gøre, var så rodfæstet en del af det at være Morten Østergaard.

Rækkehuset ligger i et kvarter på Amager med angelsaksiske navne. Etonvej, Belfastvej, Bristol Allé og Oxford Have. Vi går rundt på strømpesokker i husets køkkenalrum. Rækkehuset er et moderne, hvidt og funktionelt byggeri i to etager med en tagterrasse øverst oppe. Det blæser en halv pelikan, så der kan vi ikke sidde. Morten Østergaards bolig i Oxford Have gør ikke noget særligt væsen af sig og er ikke prangende, måske nærmest en lille smule puritansk; stram, enkel og lys.

Jeg lægger mikrofonen til min iPhone på spisebordet. Den har en lidt opulent, ulden vindhætte. Han bemærker den lidt mærkværdige mikrofon og joker med, at det da er godt, at den trods alt ikke er lige så stor, som den Iben Maria Zeuthen fra Radio24Syv havde med, da hun skulle interviewe Ghita Nørby.

Et interview, som i manges øjne gik helt galt, og fik ’Hele Danmarks Ghita’ til at skælde den unge journalist ud i en time. Især på grund af den store mikrofon.

”Det ender forhåbentlig ikke så galt,” siger jeg.

Morten Østergaard spørger, om jeg vil have kaffe. ”Ja tak, bare jeg kan slippe for café latte,” siger jeg. Han smiler over referencen til smædebilledet af Radikale Venstres kernevælgere som latte-drikkende københavnere med alle de rigtige holdninger. Morten Østergaard bryder sig faktisk ikke om café latte, han foretrækker sort kaffe, helst americano.

Mens vi gør klar til interviewet, tjekker Morten Østergaard hyppigt sin telefon. Det kan igen i dag blive en stor dag at være radikal. Samtidig med at vores interview begynder på Amager, bliver Margrethe Vestagers skæbne afgjort i Bruxelles. Præcis klokken 11 sætter de europæiske statsledere sig til forhandlingsbordet for efter flere dages tovtrækkerier at blive enige om, hvem der skal være den nye formand for EU-kommissionen. Vestager har været nævnt som en af dem, der er med i opløbet.

På Morten Østergaards telefon, der ser lige så hærget ud som en teenagers, tikker der indimellem beskeder ind fra både den nye statsminister Mette Frederiksen og fra Margrethe Vestager nede i Bruxelles.

Vi sætter os ved spisebordet, hvor der er plads til fire i det daglige: Morten, hans kone Line og deres to børn. På væggen hænger ballonresterne fra datterens fødselsdag for nylig, et ettal og et nul i sølv. Over et lille opretstående klaver står bøgerne; romaner, masser af politisk litteratur og fagbøger. Ovenpå bøgerne ligger et Stratego-spil.

Når man kører ud af Aarhus mod nord ad Grenaavej, kan man enten dreje til højre eller til venstre. Drejer man til højre, kommer man til velhaverkvarteret Risskov, hvor de dyre patriciervillaer ligger, og hvor der er udsigt og direkte adgang til havet. Drejer man til venstre, kommer man til Vejlby, et kvarter med en mere blandet befolkningssammensætning.

Og netop det er vigtigt for Morten Østergaard at understrege. For nok var barndomshjemmets postnummer 8240 Risskov, men huset, familien boede i, lå altså i Vejlby på den ’forkerte’ side af Grenaavej.

Forældrene bor stadig i huset fra 70’erne, som ligger i parcelhuskvarteret med det lidt pudsige navn Kanehaven. Omkring kvarteret er der både lejeboliger, rækkehuse og boligblokke. Her er en kirke, en børnehave og midt i det hele en folkeskole, Jellebakkeskolen, eller Ellevangskolen, som den hedder i dag, hvor kvarterets børn gik. Børnene bevægede sig rundt i kvarteret ad lukkede stisystemer, så de nærmest aldrig var nødt til at komme ud på de befærdede veje.

I det miljø, han selv kalder ”et utrolig trygt sted at være barn”, voksede de tre drenge Peder, Søren og Morten op. Morten var den yngste, men drillede ofte sine større brødre med, at det godt kunne være, han var yngre end de to andre, men til gengæld var han ”den tredje, forbedrede udgave” af brødrene Østergaard.

”Vi var meget forskellige, vi tre. Min ældste bror var meget selvstændig og uortodoks. Han er selvlært med alt, hvad han har gjort. Han har været selvstændig, været leder, været chauffør. Og man ser altid op til sine ældre søskende. Han er en arbejdshest, en slider, og det har virkelig inspireret mig. Min mellemste bror stod desværre forrest, da der bliv uddelt boldøje. Hvis der er nogen, der griner af, hvor jeg har fået min ulidelige konkurrencementalitet fra, så er det her. Jeg har altid konkurreret med ham, og han har altid vundet, det røvhul.”

Forældrene var begge læger. Og på den måde har de tre drenge brudt den sociale arv, fortæller Morten Østergaard med et smil: ”To læger får tre sønner, og ingen af dem bliver læge.”

”Min far var overlæge på hjerteafdelingen på Skejby, og min mor var retsmediciner. Min mor er fra landet, fra Vendsyssel, og voksede op på en gård i Tårs uden for Hjørring. Når mine brødre var færdige med at bruge deres tøj, kom der en lap på, og så kunne jeg gå i det. Det kan godt være, bukserne var lidt for korte, men så længe de ikke var slidt op, så gik det nok.”

Familien var hverken rig eller fattig. Faktisk har Morten Østergaard aldrig spekuleret på, hvordan det yngre lægepar egentlig fik tingene til at hænge sammen. Der manglede aldrig noget. Familien havde eget sommerhus i Himmerland, tog på skiferie hvert år og der var aldrig problemer med penge til kontingenter, hvis en af drengene fik lyst til endnu en fritidsaktivitet.

”Men det var ikke sådan, at man bare fik, hvad man pegede på. Min far er vestjyde fra Struer og min mor som sagt vendelbo. Så der var en vis nøjsomhed. Min far havde mange lægevagter ved siden af lægejobbet på Skejby. Han kunne sidde derhjemme juleaften og have telefonvagten, eller også var han ude at besøge patienter. De arbejdede med hud og hår, begge to.”

Når forældrene ikke var på arbejde, engagerede de sig i lokalsamfundet. Faren sad blandt andet i skolebestyrelsen, og sammen stiftede forældrene en FDF-kreds i Vejlby-området, som drengene også blev en naturlig del af. Her mødte de den senere biskop Kjeld Holm, som var sognepræst i den lokale kirke og blev en ven af familien i Kanehaven. Drengene fik indprentet grundværdier som næstekærlighed og det at tage personligt ansvar.

”Det kommer hurtigt til at lyde helligt, men i FDF var der jo altid et ulandsprojekt, som handlede om børn i den anden ende af verden, der havde det helt anderledes end os, der gik og bandt knob i Vejlby. Mit værdisæt er rodfæstet i noget af det, der handler om næstekærlighed og det, at man ikke er sat i verden for sig selv. Man har en forpligtelse, der rækker ud over én selv. Det har ligget i min opvækst, at hvis man er utilfreds med noget, så må man tage ansvar og engagere sig i det. Man kan ikke bare kværulere. Man kan ikke bare sidde og skælde ud på fjernsynet eller på skolen eller noget andet. Det at arbejde var altid en faktor i vores familie. Og så det at man engagerer sig og har pligt til ikke bare at skide på det hele.”

Der var ikke mange regler for de tre drenge i parcelhuset på Kanehaven. Jo, én regel: De måtte gerne dyrke alle de interesser, de havde lyst til, men de skulle gøre tingene færdige. Ikke noget med lige pludselig at sige: ’Jeg gider ikke rigtig gå til fodbold i dag.’

”Vi var totalt sportsidioter. Det er nemmere at nævne de klassiske sportsgrene, jeg ikke har prøvet, end at remse alle dem op, jeg har været en del af. Jeg har ikke spillet håndbold, ishockey og basketball – ellers har jeg stort set været der med det hele. Og derfor gik rigtig meget af mit liv og min fritid med at gå til fodbold om mandagen, til svømning om tirsdagen, til atletik om onsdagen …”

Og så var der én regel til. Én regel, som skulle blive et af de første taktslag i Morten Østergaards politiske engagement: Drengene var tvangsindlagt til at se TV-Avisen hver aften.

”Hvis der var én ting, der var helligt i vores familie, så var det, at vi så TV-Avisen sammen. Min far sov gerne til TV-Avisen, men han havde alligevel en evne til at opdage, hvis man sneg fjernsynet over på noget underlødig underholdning. Så vågnede han desværre. Og så røg fjernsynet tilbage på TV-Avisen.”

Det var i TV-Avisen, Morten Østergaard i 1986 første gang hørte om den såkaldte EF-pakke, som skulle åbne det indre marked og lægge grunden for en europæisk udenrigspolitik. Han var glødende tilhænger, og mente, at danskerne naturligvis skulle stemme ja. Han var 10 år gammel. Hans kammerater syntes, at det var komplet åndssvagt, at en 10-årig dreng havde en mening om det indre marked. I protest satte de en nej tak-plakat ned i hækken ud for Mortens hus.

Det var også i TV-Avisen, Morten Østergaard en aften i 1990 så de gruopvækkende billeder fra Rumænien af syge, afmagrede og misrøgtede børnehjemsbørn, der lå i deres egen afføring i rustne tremmesenge. Historien om de tusindvis af forældreløse børn gik verden rundt kort efter den rumænske diktator Nicolae Ceausescus fald.

Morten Østergaard, der på det tidspunkt gik i 7. klasse og var blevet formand for elevrådet, var rystet over det, han så. Og i familien Østergaard råber man ikke bare ad fjernsynet, man gør noget ved det. Da han fik et brev fra Red Barnet i elevrådsposten, satte han gang i en indsamling med så stor en energi, at Red Barnet senere måtte sende en lastbil for at have plads til alt det legetøj, den unge elevrådsformand havde fået samlet sammen.

'Den tredje, forbedrede udgave' af Østergaard-drengene er godt klar over, at hans barndom kan se særlig harmonisk og privilegeret ud. Han føler sig også privilegeret. I forhold til sine to brødre, siger han, at når han tænker tilbage, så har han en oplevelse af at have haft ’medvind på cykelstien’, som århusianeren og komikeren Jacob Haugaard lovede sine vælgere i sin tid.

Hans storebror Peder havnede i en skoleklasse med masser af vanskeligheder, Mortens derimod var blottet for problemer. Og oveni havde han en klasselærer, Birgitte Højholdt, som han skylder store dele af sin nysgerrighed og videbegærlighed.

”Jeg var superaktiv, jeg kunne ikke få nok. Når jeg fik en seddel i hånden med et eller andet, man kunne i fx ungdomsskolen, så sagde jeg: ’Nå, kan man også det. Det vil jeg også gerne prøve.’ Jeg ville meget nødig gå glip af noget. Og når jeg bladrer i min scrapbog, kan jeg jo se, at da vi lavede cirkusforestilling, var jeg naturligvis cirkusdirektør. Jeg kunne godt lide at stå forrest på scenen, jeg kunne godt lide at holde tale for de andre. Jeg holdt også tale til min fars disputatsfest, da han blev doktor.”

Astrid Lindgren ville nok have skrevet nogenlunde det samme om Morten Østergaard, som hun skrev om sin Pippi-figur: ’Morten er et højst usædvanligt barn!’ Et barn, der dyrker et hav af sportsgrene, en af dem, svømningen, bliver på eliteplan, han redder børn i Rumænien og i den tredje verden, og oveni det er han én af de dygtigste i skolen.

Hvad tænkte dine kammerater i skolen om dig?

”De syntes, jeg var en duksedreng. Og en spejderdreng i øvrigt også. Jeg var jo ikke ligefrem festens midtpunkt i en folkeskoleklasse. Jeg var ikke ’the cool kid’, eller hvad man nu skal sige. Det interesserede mig, men jeg kunne jo godt se, at der var nogen, der kunne noget andet. De var selvsikre på en anden måde, end jeg var, og bedre med pigerne. Jeg vidste, at hvis jeg skulle lave en dansk stil, så ville jeg få en eller anden flot karakter. Men når det handlede om piger, så havde jeg masser af ulykkelige forelskelser i piger, der aldrig kiggede til min side.”

Det første kys fik Morten Østergaard på sidste skoledag i 9. klasse. Det oplevede han selv som værende sent. Men han havde også en følelse af, at der var noget andet, der manglede.

”Den negative side af alt mit engagement var noget socialt, som jeg missede ud på. Der var et eller andet socialt hjørne af livet, som jeg ikke rigtig på samme måde var en del af. Selv om jeg elskede fester og var og er et ekstremt socialt menneske, har nogle nok følt, at jeg var lidt af en enspænder. Jeg ved ikke, om ensom er det rigtige ord at bruge her, men jeg kunne i hvert fald godt fornemme, at der var noget, jeg ikke var med i.”

Efter at være gået ud af folkeskolen, lagde Morten Østergaard FDF i Vejlby lidt på hylden og realiserede en drøm, han længe havde haft. Han forlod Danmark og tog på high school i USA. En rejse, der skulle blive et vendepunkt. Selv om han ellers led af hjemve, når blot han skulle besøge sin farmor i Struer, og hans forældre var meget nervøse for, hvordan det overhovedet skulle gå, tog han afsted.

Han havde en idé om, at han skulle bo hos en stenrig familie i Hollywood, men han landede hos en helt almindelig middelklassefamilie i New Hampshire. Familien var lige så store sportsidioter, som Morten selv. Det var ”a match made in Heaven.”

”Det var en helt fantastisk oplevelse. Og dét, der var så interessant var, at jeg lærte så utrolig meget om mig selv. Du falder jo ned fra en fremmed planet, hvor ikke ét eneste menneske har en forudindtaget holdning til dig, og du finder ud af, at det jo ikke handler om miljøet. Det handlede om mig selv. Det var sådan, jeg var.”

Da Morten Østergaard et år senere igen kom hjem til Vejlby, havde han sat kasketten omvendt på sit hoved.

”Der var noget, der faldt i hak for mig. Jeg holdt op med at leve op til alle mulige ting. Pludselig havde jeg den der følelse af, at jeg ikke ville være en anden, end den jeg var. Selvfølgelig blev jeg elevrådsformand også i gymnasiet og medlem af DGS’ bestyrelse som 1. g’er. Men jeg stillede mig bare op og sagde, hvordan jeg syntes, tingene skulle være. Der var ikke så mange om buddet, og så blev det mig. Jeg tror, de andre tænkte lidt, at det blev ham den lidt underlige. Men det brød med billedet, der ellers havde klæbet til mig, af den der stræbsomme spejderdreng, der bare kom der med kasketten omvendt og var den, jeg var”.

På Risskov Amtsgymnasium kaldte de drengen med den omvendte kasket for Morten Morten Østergaard. For da gymnasieeleverne blev bedt om at forestille sig, hvor de ville være om 30 år, svarede Morten Østergaard selvsikkert, at han til den tid ikke bare ville være generalsekretær i FN, han ville også være den yngste generalsekretær nogensinde. Dengang hed FN-generalsekretæren Boutros Boutros-Ghali. Og derfor kaldte de Morten Østergaard for Morten Morten Østergaard.

I dag drømmer han for så vidt stadig om måske ikke FN-generalsekretær-posten, men så om at være dér i verden, hvor indflydelsen er størst.

”Ja, selvsikkerheden fejlede ikke noget. Men jeg har altid været optaget af international politik og verden. Årsagen til, at jeg rakte ud efter generalsekretærposten dengang, var måske at stræbe efter et sted, hvor man kan yde maksimal indflydelse på verden. Generalsekretærposten er jo ikke noget, man søger. Det er en post, der tilfalder nogle fra den rette del af verden på det rigtige tidspunkt. I virkeligheden er det måske mere et politisk statement end en personlig ambition.”

Udover at finde sin første kæreste var det også på Risskov Amtsgymnasium, at Morten Østergaard fandt sin politiske retning. I samfundsfag gennemgik eleverne de forskellige ideologier, og han faldt her over socialliberalismen, som han aldrig tidligere havde tænkt på som en isme. I den fandt han værdier og tanker, som flugtede med hans egne.

Som afsluttende opgave på gymnasiet skrev han om bæredygtighed og politisk forbrug. I de år havde Shell planer om at dumpe olieplatformen Brent Spar i Nordsøen, og samtidig satte FN global dagsorden med sin bæredygtighedsplan Agenda 21. Og når man er en Østergaard, så kigger man ikke bare på, så tager man ansvar.

Derfor dannede Morten Østergaard en forening sammen med en gruppe kammerater fra gymnasiet og bookede Ridehuset i Aarhus i en uge. Planen var at bruge gymnasieopgaven om den politiske forbruger som afsæt for at lave en bæredygtighedsmesse, hvor århusianerne kunne få inspiration til at trække deres liv i en mere grøn retning, og 25. oktober 1997 var Ridehuset fyldt. På messen ’Familien Hansens nye liv – en bæredygtig forbrugs- og livsstilsmesse’ kunne man opleve byens første elbil og besøge Danmarks første økologiske supermarked. Flere end 10.000 mennesker mødte op.

Straks efter gymnasiet meldte Morten Østergaard sig ind i Radikale Venstre og begyndte at studere Statskundskab på Aarhus Universitet.

”Jeg troede, da jeg startede med at læse, at jeg skulle være diplomat. Det var vi mange, der troede. På den første dag på Statskundskab spurgte de: ’Hvor mange af jer vil gerne være i udenrigstjenesten?’ Vi rakte alle sammen hånden op. Og så sagde de: ’Husk at to tredjedele af jer kommer til at arbejde i en kommune.’ Så sad vi slukørede dér og tænkte: ’Det bliver ikke mig i hvert fald.’”

Men det blev det. Et af Morten Østergaards første job var netop at sidde og arbejde i en kommune – som bisidder for de radikales mand i byrådet i Aarhus.

Tre mennesker i Morten Østergaards liv har haft en helt særlig betydning for, hvordan han er blevet formet som politiker. Den første mødte han kort efter, han var gået ud af gymnasiet. Samtidig med at han begyndte på universitetet, blev han involveret i kommunalvalget i Aarhus i 1997. Her blev han som nyslået radikalt partimedlem kampagneleder for den senere rådmand, Peter Thyssen. Han blev valgt ind i byrådet som den eneste radikale, og Morten Østergaard fulgte ham overalt.

”Han var min politiske læremester. Sådan en lidt uddøende race, en såkaldt substanspolitiker, som ikke på nogen måde havde nogen som helst rockstjernenykker. Men til gengæld tårnhøj integritet. Jeg blev hans bisidder i budgetforhandlingerne i et og alt, og sad der uge efter uge i den her kæmpekommune, som på det tidspunkt havde et budget på syv milliarder.”

I de følgende år lærte Morten Østergaard det politiske håndværk fra bunden. Hans studiekammerater på universitetet sagde om ham med en sportsmetafor, at han mere var til kamp end til træning: ”Jeg ville hellere sidde dernede og lave rigtig politik end sidde og læse teoribøgerne på biblioteket.”

Den anden nøgleperson var den nu afdøde Torsten B. Jakobsen, der også var aktiv i Radikale Venstre og direktør i virksomheden Dafolo. Han ansatte Morten Østergaard som markedschef, inden han blev valgt ind i Folketinget. Han var den, der ”måske så det største potentiale i mig, uanset om det var politisk eller arbejdsmæssigt.”

Den tredje var Margrethe Vestager.

Det var Vestager, der efter at have overtaget ledelsen af partiet fra Marianne Jelved i 2007 til manges overraskelse gjorde den 30-årige Morten Østergaard til ny næstformand i Radikale Venstre. Han var endeligt blevet valgt ind i Folketinget i 2005. Partiet var i dyb krise og truet af opløsning. Naser Khader og Anders Samuelsen havde forladt Radikale Venstre og stiftet Ny Alliance. Meningsmålingerne var elendige, og aviserne skrev ligefrem om, at partiet kunne ende under spærregrænsen. Folketingsgruppen blev kaldt dysfunktionel og Margrethe Vestager ’et talende cirkulære’.

”Margrethe har betydet uendelig meget for mig. Den tillid, hun viste i 2007, er jo grunden til, at jeg er her i dag. Jeg bilder mig så også ind, at jeg har betydet en del for hende. Fordi jeg var en rigtig god løjtnant, som udover at være loyal også støbte mange af de kugler, som gjorde, at vi fik succes. Og så har hun lært mig nogle afgørende ting. Især i det forløb hun var igennem, hvor hun formåede at holde fast i sin integritet og trodse den herskende logik på den tid. Hun viste, at man godt kunne lave et efterlønsforlig med en borgerlig regering, man bekæmpede, og bagefter bringe en socialdemokratisk statsminister til magten. Man behøver ikke at spille efter de regler, andre har lavet.”

Makkerparret Vestager og Østergaard, der af Hans Engell i en analyse i Ekstra Bladet blev kaldt ’Dame med hund’ (”og det var vist ikke ment som en kompliment”), endte med at bringe Radikale Venstre tilbage i centrum af dansk politik. I 2011 fik partiet næsten dobbelt så mange mandater som i 2005 og dannede herefter regering med Socialdemokraterne og SF. Margrethe Vestager blev indenrigs- og økonomiminister, mens Morten Østergaard fik et superministerium, hvor al forskning og uddannelse for første gang blev samlet.

Fra talerstolen på Hotel Nyborg Strand går Morten Østergaard i gang med sin første tale som formand. Han svinger et Star Wars-lasersværd af plastik i luften i retning mod den afgående formand Magrethe Vestager. Med et smil siger han: ”Jeg ved, det kræver noget ganske særligt – kunne man sige en særlig radikal ’kraft’ – at stå i spidsen for det her parti. Du har ikke bare givet posten videre, men også ’the force’. Jeg har på fornemmelsen, at der bliver brug for den. Jeg er jo bare Morten fra Aarhus.”

Morten Østergaard var blevet bevidst om, hvad det ville sige at være formand for et over 100 år gammelt parti, og siger i dag:

”Når man bliver leder af et parti, så bliver man pludselig meget politisk bevidst. Der var én, der sagde, at jeg var den 11. leder af Radikale Venstre. Så tænker man: ’OK, det er egentlig et stort ansvar det dér.’ Du er den 11. i en række af ledere, Baunsgaard, Jelved i 17 år, Niels Helveg før det. Men jo også Bertel Dahlgaard, som er mindre berømt, men hvis erindringer, jeg har slugt. Han blev i dagene omkring 9. april 1940 stillet det ultimative spørgsmål, man kan få som politiker: ’Skal vi kæmpe eller overgive os?’ Det er vildt, ikke? Men den der idé om at være den næste i rækken, der skal bære den fakkel. Det er en ærefrygt over, at det jo også kan gå galt.”

Morten Østergaards fornemmelse for, at han ville få brug for ’the force’, da han holdt sin tiltrædelsestale, viste sig at være rigtig. Radikale Venstre fik ved folketingsvalget i juni 2015 – det første med Morten Østergaard som formand – et forfærdeligt valg. Partiet blev mere end halveret og gik fra 17 til bare otte mandater. Dansk Folkeparti, Radikale Venstres politiske hovedfjende, blev valgets store vinder og det største borgerlige parti i Danmark. Radikale Venstre var – igen – sat uden for indflydelse.

”Man kan ikke undgå at tvivle på sig selv undervejs. Jeg har tvivlet på, om jeg kunne levere, om jeg kunne få os ud af det kviksand, som vi var i. Hvor folk med nogen ret sagde, at vi var usynlige, og at jeg måske også var. Og selvfølgelig tvivler andre også. ’Kan han lede partiet ud af det her?’ Der har givetvis også været nogle af vores medlemmer, som indimellem har tænkt: ’Er han den rigtige?’”

Overvejede du på noget tidspunkt at trække stikket?

”Nej, det gjorde jeg ikke. Og så er vi helt tilbage på Kanehaven. Det gør man ikke. Man smider ikke håndklædet i ringen. Og slet ikke fordi det er gået dårligt. Så kæmper man. Hvis man er bagud 4-0 i en fodboldkamp, så tackler man dobbelt så hårdt. Sådan er det.”

I juni 2018 lagde Morten Østergaard an til en af de hårde tacklinger. På Folkemødet i Allinge på Bornholm havde den radikale leder besluttet at ”stille sig ud der, hvor isen virkelig knager.” Foran et stort publikum satte Morten Østergaard et opsigtsvækkende frontalangreb ind på Socialdemokratiet og ikke mindst Dansk Folkeparti.

De to partiers ledere, Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl, havde i de forgangne måneder gjort politiske tilnærmelser til hinanden. Socialdemokraterne havde med Frederiksen svinget afgørende over på Dansk Folkepartis bane i udlændingepolitikken, og hun garanterede, at den stramme linje, som DF havde været med til at skabe, ville ligge fast, hvis Socialdemokratiet vandt valget. Thulesen Dahl ville på sin side ikke udelukke, at DF ville kunne støtte en socialdemokratisk ledet regering. En ny periode uden Radikale Venstre i nærheden af magten lurede.

”Kage,” sagde Morten Østergaard fra talerstolen, ”når vi når udlændingestramning nummer 100. Det var, hvad Kristian Thulesen Dahl lovede i Folketingssalen for et par uger siden. Et løfte leveret med et smørret grin. En statsminister, der sidder og godter sig. Og et folketing, der fniser med. Vi fejrer menneskers ulykke. Nu kan det være nok.”

Derefter udstedte han en garanti.

”Jeg garanterer, at vi efter næste valg kun støtter en regering, der gør sig uafhængig af Dansk Folkepartis politik.”

”Det var jo at stille sig helt ud på isen,” siger Morten Østergaard i dag. ”Og analyserne sagde da også dengang, at jeg havde foræret al magten til Dansk Folkeparti. Vi blev skudt i skoene, at jeg var ved at føre os ud i glemslen, ud i en ørkenvandring. Der var slet ikke plads til os mere. Vi var sat skakmat, og Dansk Folkeparti havde overtaget det hele. Socialdemokraterne havde åbnet for at samarbejde med DF. Så kom det der fandenivoldske, som i hvert fald tændte noget i mig, hvor vi sagde: ’Det skal fandeme blive løgn.’”

Efter sin tale gik Morten Østergaard rundt blandt de andre deltagere på Folkemødet. Han kunne fornemme, at det var rigtigt, det han havde gjort. For ham selv og for en masse andre. At der var en anden retning end den der ’stok-nationalkonservative strammer-retning.’

Han tænkte også på et af sine politiske forbilleder, Bertel Dahlgaard, som om Radikale Venstres politiske mission har sagt, at: ’Partiet skal være en bølgebryder, når uoverlagte folkestemninger truer med at skabe skel.’ Dahlgaards ord var mere aktuelle end nogensinde før, mener Morten Østergaard.

”Meget politik i dag er kommet til at handle om frygt og netop om at skabe skel med uoverlagte folkestemninger. Det handler mindre om, hvordan vi egentlig kan gribe denne her fantastiske situation, vi står i nu på den anden side af krisen. Det har været sådan en pas på-logik, der har drevet dansk politik i fire år. Vi skal passe på EU, vi skal passe på de fremmede, jyderne skal passe på københavnerne.”

Talen på Bornholm var en chance, han tog.

”Det var bølgebryderen. Vi satte os for at bryde bølgen. Og der er en risiko for, at du bliver revet med af strømmen og skyllet væk, hvis du vil bryde en bølge. Jeg vidste jo ikke, om det ville lykkes. Og jeg vidste ikke, at det ville lykkes i det omfang, det gjorde. Jeg tror ikke, at det gik op for hverken Socialdemokratiet eller Venstre – før langt inde i valgkampen – at der var et stemningsskift i gang, som jeg mener, vi har skabt.”

Men kan du tage æren for det stemningsskift? Er det dig, der bare beskriver det, eller er det en tidsånd, der allerede er i fuld gang med at skifte?

”Ja, det er svært at sige. Men jeg mener bare i et og alt, at politik handler om at lede, ikke om at følge. Og dengang for et år siden var tiden moden til, at nogen brød bølgen. Men det ligger dybere end det. Det, at Socialdemokratiet havde skiftet synspunkter ud for at komme tættere på magten, havde skabt en tillidskrise. Både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen lå lavt i danskernes agtelse. Mange målinger viste, at når danskerne blev spurgt om, hvem de foretrak som statsminister, og de kunne vælge mellem Løkke, Frederiksen og ’ved ikke’, så var ’ved ikke’ den mest foretrukne statsministerkandidat.”

For Morten Østergaard er der et før og et efter talen på Bornholm. Med talen pegede han tydeligt Dansk Folkeparti ud som sin egen og sit partis hovedfjende og diametrale modsætning. De var de destruktive, nationalkonservative kræfter, der nærede sig ved frygt og splittelse. Radikale Venstre repræsenterede de socialliberale kræfter, der ville forandre og samle samfundet.

Han forstod samtidig, at han havde fundet sit politiske projekt.

”Jeg lærte at følge min integritet, det kan jo ikke være mavefornemmelse det hele. Det er integriteten, der er det vigtige. Gør du det for dig selv, eller gør du det, fordi det giver mulighed for at påvirke tingene maksimalt og flytte noget? Jeg lærte, at hvis du vil forandre noget, så skal du forandre dig selv. Jeg kan godt lide at drive politik i forhandlingskontorerne og debattere i folketingssalen. Men dér lærte jeg, at jeg kan flytte ’hearts and minds’, hjerter og sjæle, at jeg kan ændre folks opfattelse af ting ved at ændre den måde, jeg selv agerer på.”

I månederne op til folketingsvalget i begyndelsen af juni ændrede Morten Østergaard sin måde at være politiker på. Selv om han elsker det politiske spil på Christiansborg, tog han ud i landet. Han tog på besøg i udsatte områder som Vollsmose og Mjølnerparken. Og han svømmede ud til den sydsjællandske ø Lindholm, som af regeringen var udset til at huse afviste kriminelle asylansøgere, og tilbage igen i protest mod ’regeringens symbolpolitik’.

Er det ikke en både populistisk og symbolsk måde at drive politik på?

”Jamen, det er en symbolsk handling, men det er jo ikke symbolpolitik, for det kostede ikke nogen noget. Lindholm ville koste skatte-yderne 750 millioner kroner ved at binde 80 betjente, som ellers kunne skabe tryghed ude omkring. Den tur kostede kun mig en smule kropsnedkøling, fordi vandet ikke var så varmt.”

I valgkampen tog Morten Østergaard på couchsurfing og overnattede hos danskere, der var i tvivl om, hvem de skulle stemme på. Og når man ”kommer bare en revle væk fra Slotsholmen, så opererer folk på en anden frekvens, og den frekvens har ikke meget tillid til, at vi politikere er der for andre end vores egen skyld.”

”Hvis vi vil forandre måden at drive politik på, hvad kan vi så gøre for at forandre os selv? Hvad kan jeg gøre personligt for at vække folks tillid til, at det kan være anderledes? Det var min egen idé, at jeg ville sove hjemme hos folk – jeg tror, jeg nåede 14-15 overnatninger – og det havde jo den effekt, som jeg ønskede, at folk faktisk kunne mærke et menneske, der brænder for nogle holdninger. De er måske ikke enige i dem alle sammen, og de finder måske aldrig nogen politiker, de er helt enige med. Men her er en eller anden, der har noget integritet.”

På turene rundt i landet mødte Morten Østergaard mennesker, der følte sig svigtet af politikerne. Forældre til handicappede børn, eksempelvis, der pludselig havde mistet støtten, da deres børn blev 18 år. Og folkeskolelærere, der følte, at politikerne på Christiansborg havde brændt dem af. I Mjølnerparken fandt han ud af, at ni ud af 10 kontanthjælpsmodtagere ikke havde en afgangsprøve fra folkeskolen i dansk og matematik.

”Det rager mig en høstblomst, at Kirsten Birgit (fra Den Korte Radioavis, red.) og Jonatan Spang gør grin med det. For det, mine besøg gav, var, at jeg mødte nogle mennesker i det danske samfund, som følte, at politik blev drevet imod dem, selv om det var dem, der havde problemerne. Nu mødte de en politiker, som faktisk gad tale med dem om det og lave forandringer sammen med dem. Det er mit hovedærinde for de næste fire år. At blive ved med at forandre måden politik bedrives på og få det til at være udefra og ind i stedet for indefra og ud. Det vil sikkert irritere nogle af vores modstandere.”

"Men jeg er jo også en kværulant.”

Morten Østergaard afbryder pludselig sig selv, da han kommer i tanke om et spørgsmål, jeg har stillet tidligere: ”Hvad er egentlig dine negative egenskaber?”

”Jeg er en kværulant,” gentager han. ”Det er vi sgu mange, der er i Radikale Venstre. Og det er der sikkert også i andre partier. Men vores parti er jo kendetegnet ved, at man kommer frem i verden ved at kritisere sig frem – og den partikultur er jeg faktisk stolt af. Der er andre steder i verden, hvor man kommer frem ved at være rygklapper. I Radikale Venstre er det sådan, at jo mere flamboyant en kritiker man er i hovedbestyrelsen, desto større er ens egne chancer for at komme frem i verden. Min far er også kværulant. Der ligger noget i det der med altid at ønske, at noget kan laves om. Kan det her ikke laves bedre? Min mellemste storebror Søren har det også. Han kan gå ind et hvilket som helst sted og se, om vi ikke kan stille stolene omvendt. Og det kan jo godt nogle gange blive lidt irriterende med sådan nogle bessermachere.”

Han tjekker telefonen igen og læser dele af en sms fra Vestager op. Den er optimistisk. Der er bevægelse. Østergaard bander: ”For fanden, hvor er det spændende.”

Tirsdag 25. juni 2019 tæt på midnat. Morten Østergaard står en lille smule til højre for Mette Frederiksen. Han smiler og nikker hyppigt til den socialdemokratiske leder, mens hun taler med pressefolkene. På venstre side står Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti og Pernille Skipper fra Enhedslisten. De nikker og smiler også. Danmark har fået en ny regering.

For Morten Østergaard er øjeblikket en total triumf. Valget har gjort Radikale Venstre dobbelt så stort som ved det forrige folketingsvalg, partiet har nu lige så mange mandater som hovedfjenden Dansk Folkeparti. Han og Radikale Venstre er tilbage som kongemagere – eller dronningemagere. Morten Østergaard havde krævet en ny retning – og han har fået en ny retning.

”Jeg vidste godt, at det var danmarkshistorie, vi skrev. Og jeg tænkte, at jeg syntes, jeg havde fået ret. Det må man ikke sige, men det kom jeg så til. Jeg havde fået ret i, at det godt kunne lade sig gøre. På Folkemødet i 2018 forlangte jeg en politisk aftale som betingelse for vores opbakning. Jeg kunne godt have tænkt mig ting skrevet anderledes i aftalen, men jeg havde også sat mig for, at vi ikke alle sammen skulle komme ud på krykker fra det forhandlingslokale; vi skulle alle komme ud smilende.”

Nogle vil mene, at det forståelsespapir, som I blev enige med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten om, bare indeholdt symbolske aftaler. Men du havde jo netop selv kritiseret Løkke-regeringen for at føre symbolpolitik?

”Jeg synes uden tvivl, at papiret repræsenterer en ny retning for integrations- og udlændingepolitikken. Man kan jo godt diskutere, hvor tungtvejende den retning er i betragtning af, hvor relativt små problemstillingerne er. Men jeg mener, der har været et kollektivt værdighedstab i Danmark de seneste år. Derfor er det markant, at Lindholm droppes, Sjælsmark nedlægges, at børn ramt af integra-tionsvurderingen kommer hjem, og at vi tager kvoteflygtninge igen. Og vi er jo først lige begyndt.”

At stå der på Christiansborg i juni ved siden af den kommende statsminister og vide, at han havde løftet sit parti ud af kviksandet og tilbage til magten, var berusende for Morten Østergaard. Han havde det lige som dengang, han kom hjem fra sit high school-ophold med kasketten omvendt på.

”Jeg har selvfølgelig bevist noget over for omverdenen, men jeg har måske allermest bevist noget over for mig selv. Jeg mener det helt alvorligt, når jeg siger, at vi intet har fået foræret. Vi er blevet dømt ude, og jeg personligt er blevet dømt ude. Jeg føler, jeg har taget ejerskab til mit eget lederskab. Over det sidste halvandet år har jeg fået defineret, hvad det er, der er mit politiske projekt. Og det handler om integritet hos politikere og tillid til den måde politik drives på.”

Morten Østergaard vil genopfinde måden, Radikale Venstre driver politik på. Hans ambition er også, at partiet for første gang i årtusindet skal gå frem flere valg i træk. Men succesen skal ikke måles i radikale mandater.

”Det, jeg bliver mere og mere optændt af, er, at den tillid, der er forsvundet til politik, fordi det er blevet et goldt spil om magten, skal vi gøre op med. Jeg har gjort det til mit credo, at det politiske projekt skal være det afgørende.”

Så dit politiske projekt skal ikke måles på ministerposter? Og heller ikke på statsministerposten?

”Nej. Det er lykkedes for mig at være politisk utålmodig i alt, hvad jeg har beskæftiget mig med. Og personligt tålmodig, hvis man kan sige det på den måde. Selv da vi sad ude i ’tårnet’ og skulle danne regering med Helle Thorning i 2011, og Margrethe spurgte mig: ’Hvad skal du lave?’ sagde jeg: ’Det ved jeg sgu ikke, det har jeg ikke tænkt på.’ Hvis det kun handlede om mit personlige brand, så skulle jeg nok have valgt noget andet at lave. Mit personlige mål er at bestemme der, hvor jeg er. Jeg er ikke bange for hverken ansvar eller magt. Jeg er bange for, hvad der sker, hvis vi overlader det til de andre.”

Morten Østergaard kalder sin og Radikale Venstres position for ’en fantastisk mulighed’, og han har tillid til den nye statsminister Mette Frederiksen, selv om hans karakteristik af hende ’helt bevidst’ er neutral.

”Nu skal hun jo vise, at hun kan leve op til den tillid. Jeg har ikke en eller anden loyalitetspligt eller forbrødring med Mette Frederiksen. Jeg har et politisk projekt. Hvis hun bliver en forhindring, så får vi jo nogle sammenstød.”

Morten Østergaard begrænser sig til at sige, at Mette Frederiksens regering har ’potentiale’:

”Men min opgave vil være at samle bredere end det. Det handler om at give et andet svar på vores udfordringer end dem, man får fra de nationalkonservative – om de så er pakket ind i en socialdemokratisk variant, en venstrefløjsvariant eller i den rene variant på højrefløjen.”

Det suser stadig i luften omkring rækkehuset i Oxford Have, da vi afrunder snakken om Morten Østergaards politiske projekt.

Jeg tager en sidste slurk af kaffen, som for længst er blevet kold.

”Det var vist en noget tør kop kaffe, du fik,” siger Morten Østergaard, mens han lettere adspredt rejser sig fra bordet for at tjekke sin mobil for Gud ved hvilken gang.

”Det sidste spørgsmål kan vel være, hvad partiformanden mener om, at Margrethe Vestager er blevet formand i kommissionen,” siger han med øjnene rettet mod mobilens skærm. Men der er ikke noget nyt.

Jeg pakker mikrofonen sammen. Tiden er gået. Vi siger farvel, samtidig med at Østergaards spindoktor dukker op. De skal lige ordne det sidste, inden Morten Østergaard holder det, han selv synes, er en velfortjent sommerferie.

Men han siger, at han aldrig før har glædet sig mere, end han gør nu til at vende tilbage til ’første skoledag’ og bevise, at han ikke bare kan placere sit parti i magtens centrum, han kan også levere.

Senere på dagen går nyhedsmedierne i gult. Morten Østergaards forgænger Margrethe Vestager er ikke blevet formand for EU-kommissionen. Men hun bliver næstformand, hvilket er den højeste post, en dansker nogensinde har bestredet i EU.

Det blev alligevel en god dag at være radikal.

Se, hvad vi ellers skriver om: Christiansborg, Interview, Portræt og Oplæste artikler