”Der er en misforstået ungdomsfetichisme, hvor de voksne tror, de unge er klogere og ved bedre end dem selv”

Kristian Leth, du har skrevet en bog, der skal give de unge håb for fremtiden. Men ser det ikke ualmindeligt sort ud i verden i dag, klimakrisen og krigen i Europa taget i betragtning?

”At tro, at det her er den vigtigste tid, der nogensinde har været, er en bug i det menneskelige styresystem. Det har vi altid troet. ’It was the best and the worst of times’ som der står i ‘A Tale of Two Cities’. Det er bare sådan, det er. Der er udfordringer i dag, som vi bliver nødt til at tage alvorligt og løse, men det har der altid været. Da jeg var barn, var vi bange for huller i ozonlaget, syreregn, Barsebäck, atomkrig og AIDS, der dræbte mange flere, end corona har gjort. Siden da er folk over hele kloden blevet mindre fattige, de lever længere, de har det bedre, der er generelt set mindre vold, der er færre krige og så videre. Jeg tror ikke, at grunden til, at mange mennesker er angst for fremtiden, er, at vi lever i en specielt forfærdelig tid. Der er store reelle udfordringer i dag, men det betyder ikke, at vi ikke klarer den.”

Hvorfor er det sådan?

”Jeg tror, der er tre grunde til det. Helt neurologisk og almenmenneskeligt er vi primet til at identificere trusler. Det er pissevigtigt og nyttigt for vores overlevelse som art. Og vi bliver ekstra bange, når det er trusler, vi ikke forstår. En ting er en tiger, der kommer efter os. Så løber vi. En anden ting er en lyd, man aldrig har hørt før, hvis horisonten opfører sig anderledes end normalt, eller fraværet af fuglesang i regnskoven.

Den anden grund er den måde, vores medier fungerer på. Og især sociale medier. Sæt nu, der er blevet født et deformt dyr, eller der findes en sø, hvor alle fiskene pludselig dør. Hvis de historier dukker op i ens feed, så trykker man på dem. For de indeholder en potentiel fare, og det er mennesket interesseret i. Algoritmen fungerer jo således, at det sociale medie fodrer en med 50 historier magen til den, fordi den ser, at man kan lide den. Vi får et indtryk af, at verden er fyldt med sådanne slags historier, at alt er ved at falde fra hinanden.

Det tredje grund er vores kristne kultur. I kristendommen er der en indbygget idé om, at verden går under lige om lidt. Og den idé er blevet en del af vores måde at fortælle historier på. Så hver eneste generation i kristendommen har haft idéen om, at deres tid ville være den sidste på denne jord.”

Hvorfor begyndte du at skrive ’Fremtiden er der også i morgen’?

”I 2016 udgav jeg en bog, ’Håb – et forsvar for fremtiden’, som handlede om, hvorfor vi i vores kultur går rundt og er bange for, at verden er ved at gå under. Den holdt jeg mange foredrag om, og jeg oplevede, at de voksne reagerede ved at blive overrasket, ville diskutere eller lære noget. Men for de unge virkede den viden, jeg præsenterede, nærmest nødvendig. Som noget, de virkelig havde brug for at høre. Jeg har fået mange henvendelser for unge, som nærmest overvældende føler sig ængstelige og depressive over fremtiden. Og derfor fik jeg den idé at lave en bog specifikt til dem. Den idé gik jeg og legede med et par år, og derfra har det taget ret lang tid at skrive bogen.”

Hvordan adskiller ’Fremtiden er der også i morgen’ sig fra ’Håb – et forsvar for fremtiden’?

”Den første bog handlede meget om de tre grunde, jeg listede op før. Den nye bog handler om, hvordan vi kan forestille os fremtiden. Hvorfor vi kan tillade os at drømme, håbe og forestille os den verden, der endnu ikke findes. Da jeg var barn, talte man om det 21. århundrede som noget, man forestillede sig. I dag er der ingen, der taler om det 22. århundrede. Det håber jeg, at bogen kan være med til at lave om på.”

Kristian Leth

(f. 1980). Søn af Jørgen Leth og Hanne Uldal. Uddannet fra forfatterskolen og DR’s Talenthold. Udgav i 2002 sin første af i alt fire digtsamlinger, ’Land’. Medvirkede som skuespiller i ungdomsgyserfilmen ’Midsommer’ i 2003. Har som journalist og formidler arbejdet for blandt andre DR og Radio24syv. Har vundet Prix Radio-prisen for podcastserien ’Kristian Leth og outsideren’. Aktuel med ’Fremtiden er der også i morgen’, som er en debatbog for unge, omhandlende de unges mistrivsel og klimafrygt. Gift med filminstruktør Tea Lindeburg med hvem han har tre børn. Bosat i New York.  

Hvorfor tror du, at mange unge mennesker lider af klimaangst og har svært ved at forholde sig til fremtiden?

”Jeg tror blandt andet, det handler om, at mange voksne ikke tør tale med deres børn om visioner for fremtiden. Det er blevet så normalt for voksne mennesker at sidde til et middagsselskab og sige virkelig sorte og kyniske ting i sådan et lemfældigt, haha-agtigt toneleje. ’Det hele går ad helvedes til, gad vide om vi er om 50 år, hehe.‘

Mange i min generation har ikke turde tage det på sig eller stå ved, at verden på mange måder er blevet et bedre sted i deres levetid. Der er en misforstået ungdomsfetichisme, hvor de voksne tror, de unge er klogere og ved bedre end dem selv. ’De unge skal bare have plads, og så finder de svaret på fremtiden.’ Og det er der jo nogle gode ting ved, blandt andet en tro og tillid til den næste generation, men mellemleddet mangler. For de voksne skal være de voksne.

Jeg tror, de unge mangler en generation at se op til. Jeg er 43 år og har hele livet foran mig. Det ville da være ansvarsløst at abdicere nu, fordi der står nogle 15-årige med hjertet på det rette sted. Det ville være skamløst. Hvis de voksne lægger for meget af ansvaret over på de unge, får man to slags unge mennesker: Dem, der bliver pissevrede og gode aktivister, men man får også dem, der ikke ved, hvad de skal gøre, fordi de får signalet fra samfundet: ’It’s on you’.”

Man kan argumentere for, at klimaangsten, som mange unge oplever, også har ført til en aktivisme, som har givet et øget politisk fokus på klimaudfordringer. Hvordan har du arbejdet med ikke at slukke den ild, som angsten også har tændt?

”Det er den helt vigtige balance. Der er nogle klare udfordringer, vi som menneskehed står over for. Men vi bliver nødt til at tro på, vi kan ændre dem. En af dem, der siger det bedst, er Michael Mann, en af de vigtigste klimaforskere i verden, manden bag hockeystav-grafen.

Han siger, at klimaskeptikerne allerede har tabt deres kamp. Derfor er de farligste i forhold til at bekæmpe klimaudfordringerne nu ’The Doomist’, dem, der siger, at det allerede er for sent. Fordi de – ligesom skeptikerne – giver en form for inaktivitet og passivitet.”

Hvordan skal man så italesætte fx klimakrisen?

”Jeg tror ikke, det hjælper, hvis vi kun ser den udfordring, som vi står over for, som en eksistentiel og moralsk krise. ’Mennesket har syndet, vi har ødelagt jorden, og vi har gjort det dårligt,’ siger ’The Doomist’. Det er en religiøs fortælling.

Ingen klimaforskere snakker om, hvorvidt vi har været onde. De snakker om tal, værdier, og hvad der skal laves om. De teknologiske landvindinger har skabt klimaudfordringerne, men de har også skabt en masse gode ting. Vi lever længere, der er mindre fattigdom, og vi udrydder sygdomme. En person i Haiti, det fattigste land på den vestlige halvkugle, lever i dag længere, end en dansker gjorde på H.C. Andersens tid. Så vi står i et paradoks.

Alt det, vi har brugt til at lave verden bedre, bliver vi nødt til at gøre på en anden måde. Det er en mere konstruktiv fortælling, end at vi mennesker er destruktive og forfærdelige af natur. Der er for meget plastic i havene, og det skal vi blive bedre til at håndtere. Men plastic er ikke kun dårligt. Hvis vi fjerner plastic fra ligningen, er medicinalindustrien færdig, vi kan ikke fragte mad, og der er mere madspild. Det bliver helt andre økonomiske konsekvenser.

I bogen prøver jeg at ramme den rette balance ved at sige: ’Ja, vi står over for store udfordringer, men for at løse dem, skal vi ikke gå tilbage til en mere primitiv tid. Vi skal tænke fremad. Vi må ikke ty til handlinger, der udspringer af frygt. Vi har brug for ambitiøse handlinger, strukturelle ændringer og nytænkning, der udspringer af mod og vilje.’

Jeg tror ikke, der kommer store forandringer ud af en deprimeret generation. Der kommer store forandringer ud af en generation, der har lyst til livet og lyst til at lave om på verden.”