”DET ER ALTSÅ IKKE OS, der har hyret hende,” siger Betina Kastbjerg om den lyshårede stripper, der netop har smidt trusserne og nu trækker dem over hovedet på dagens mand i skysovs.
Det ved jeg da godt. Godt nok er hun lyshåret, men strip virker nu alligevel ikke som noget, partiet ”for folk, som vi er flest”, vil associeres med.
Stripperen hører til på Heidi’s Bier Bars første etage, hvor et selskab holder en privat julefrokost. Betina Kastbjerg og jeg hører sammen med de andre journalister og folketingsmedlemmer til på barens tredje etage, hvor Danmarksdemokraterne fredag aften holder et uformelt pressearrangement som optakt til næste dags landsmøde, fra hvilket der altså er frit udsyn til herlighederne.
En mand, hvis eksistensberettigelse på Jomfru Ane Gade denne fredag aften er, at han er venner med de rigtige, lobbyer for at få partiets spidskandidat ved det kommende Europaparlamentsvalg, Kristoffer Storm, på forsiden af Euroman med det enorme argument: ”Hvor mange kender du, der er 31 år, har en kone på 29 år, er far til fire og spidskandidat til det kommende EU-valg?” til hvilket jeg jo må bekende, at jeg kun kender en, der passer på lige præcis den beskrivelse.
”Præcis. Og så har han god tøjstil (spidse lædersko, stramme cowboybukser, skjorte og blazer, red.). Han er da en øjrumand!” siger denne ven, og jeg siger tjo, der er vel ikke så meget én person, der er en euromand, det er vel mere en idé, men den køber han ikke, så han gentager salgsargumentet fra før, men nu kan jeg med højre øre høre, at Kristian Bøgsted er begyndt at fortælle røverhistorier fra det mørke Jylland, hvilket jeg ikke kan være overhørig, så partivennen må have mig undskyldt.
EN KILOMETER FRA JOMFRU ANE GADE foregår lørdagens aktiviteter. Jeg udleverer næppe nogen ved at sige, at man i Danmarksdemokraterne ikke har meget til overs for socialdemokraterne, men man har alligevel valgt at gå i deres fodspor og lejet Aalborg Kongres & Kulturcenter.
I forhallen står udvalgte godtfolk og deler identifikationsskilte ud til de fremmødte. På mit overdimensionerede skilt, der er på størrelse med et A5-ark, står der i skriggult ’PRESSE’. Så kan der altså ingen tvivl herske om, hvem man bør overveje at undgå, hvilket intet mindre end tre af mine journalistkollegaer laver en vittighed om på X, og hvis ikke de havde gjort det, så havde jeg.
Inde i selve salen er der dækket op på bordene til de 700 venner og medlemmer af partiet, der har bevæget sig til Aalborg denne lørdag, af hvem langt de fleste kommer fra Jylland.
Det hele er meget blåt. Blåt lys, blå bordløbere, blå bannerudgaver af partiets folketingsmedlemmer, der hænger fra loftet. Der er tænkt over detaljerne, og arrangementet er gennemført professionelt. Så kan man selvfølgelig tænke, hvad man vil om, at der på velkomstskærmen står ’Danmarksdemokraternes landsmøde 2024’, og at man har stavet Susie Jessens navn forkert, men det er altså bagateller, når man skriver danmarkshistorie.
PARTISEKRETÆR STEEN THOMSEN BYDER velkommen, mens Søren Espersen sætter sig ved flygelet, for nu skal der synges ’Blæsten går frisk over Limfjordens vande’, hvilket man præsenterer med en bemærkning om, at man i København ikke ved, hvad Vestenvind betyder.
Lyset slukkes. Man fornemmer, at nogen fra sekretariatet for nyligt har været inde at se en IMAX-film. Der er skruet fint op for dramatikken i den introfilm, der ruller over skærmen. Det er forskellige klip af Inger Støjberg, der fx tager selfies med jyder og går en tur med sin hund, Ludvig, om hvem alt jeg ved, er ting, jeg har lært ufrivilligt.
Mens disse feel good-klip vises, er der skruet helt op for dramatikken i speaken: ”Fra det umulige og mod alle odds rejste hun sig igen. En varm sommerdag blev partiet født,” siger mandestemmen, og så handler det ellers mest af alt om, at man forsøgte at myrde hendes karriere, da hun ville hjælpe nogle stakkels pigebørn, og hvordan hun skabte en succes: ”Hun besøgte hele Danmark, gik på hver en gågade og talte med os danskere, som vi er flest.”
”BYD VELKOMMEN TIL Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg,” kommanderer stemmen, og det skal jeg love for, at der gøres. Til stående applaus tændes lyset, og formanden går ind på scenen med en Cola Zero i hånden. Inger Støjberg ved du, hvor du har.
Et minut senere sætter de sig endelig ned igen, og hendes 40 minutter lange tale kan begynde. Den handler mest af alt om, at hun virkelig ikke bryder sig om Socialdemokratiet, og at Venstre er nogle kujoner, og så lidt om at hun engang gik for langt for at beskytte piger foruden noget kritisk om Hamas.
Salen æder selvfølgelig det hele råt, og hver gang der kommer et særligt veloplagt citat, rejser publikum sig op, og man kan næsten høre de tavse skrig fra hofterne rundt omkring i lokalet. Da hun for sjette gang nævner, at hun ikke fortryder barnebrudssagen, klapper man stående i et halvt minut, mens ønsket om at få afsat Mette Frederiksen indløser omkring det dobbelte.
Da talen er slut, inviterer hun partiets øvrige øverste medlemmer op så scenen. Chumbawambas ’Tubthumper’, ”I get knocked down, but I get up again. You are never gonna keep me down,” spiller, mens Danmarksdemokraternes politikere står og krammer som 9.B efter deres afslutningsshow på Byskolen.
EFTER DETTE ER der en frokostpause, der for manges vedkommende står på smørrebrødsbuffet. For dem, der ikke har bestilt det, kan man købe en sandwich og en fadbamse i kantinen, hvilket der dog er en rimelig kø til, så mange udnytter ventetiden til at tage selfies i den photobooth, der er opstillet, eller til at gå shop-amok i det, der efter sigende skulle være Danmarks største partishop. iPhone-etuier sælger særdeles fremragende, men derudover kan man også købe tasker og Peter la Cours kritiske bog om barnebrudssagen, der stiller det evigt relevante spørgsmål: retfærdighed eller politisk heksejagt?
Man kan desuden købe ’Støjberg Kaffe’, hvilket bringer mig videre til en fuldkomment uventet opdagelse. For det første serverer Danmarksdemokraterne en rigtig god filterkaffe. For det andet kan man få økologisk havredrik til. Når Danmarksdemokraterne selv kan assimileres så godt i den københavnske kultur, må de da næsten ledes til at tænke, at det samme kan ske for andre.
GÆSTETALEREN, Søren Søndergaard, går på scenen efter pausen. Han er formand for Landbrug og Fødevarer, så hans tale handler om landbrug, og det er mere kedeligt, end det lyder, så man bliver helt lettet, da publikum rejser sig for at klappe ham af scenen. På trods af at den er kedelig, ender talen efterfølgende med at blive det helt store samtaleemne. Ikke på grund af den kærlighedshistorie, han nævner i talen, der involverer Ingers hund og hans egen, men fordi han udfordrer partiets modstand mod CO2-afgiften.
Efter denne optræden inviteres Søren Pape og Alex Vanopslagh på scenen til det talkshow-lignende format ’Den blå salon’. Formatet er lige så fredsommeligt og ufarligt som Folkemødet, og rundt i salen flyver flipcovers i vejret, som pryder samtlige af de mobiltelefoner, der nu filmer samtalen på scenen.
OPPE PÅ SCENEN sidder de tre partiledere og snakker dårligt om Venstre og Socialdemokratiet i 45 minutter, så jeg udnytter muligheden for at gå ud og tisse af, da jeg har drukket fire Cola Zero og desuden vil have en ny. Jeg er imidlertid ikke den eneste, der har listet mig væk. Ude i forhallen er der specielt gang i det lykkehjul, man har sat op, hvor et udfald er at ryge i fængsel for at have beskyttet barnebrude, hvilket forekommer mig lettere hypotetisk.
Inde i salen siger Pape, at journalister tygger maden for folk, og det synes alle dem med gebis, at han har rigtig ret i.
Efterfølgende indtager gruppeformand Peter Skaarup talerstolen. Hans tale handler om alle de ting, vi bruger for meget tid på at diskutere, såsom hvorvidt man må kalde det en Kæmpe Eskimo, og om man må sætte en øl ud til sin skraldemand, hvilket jeg tygger til at være et meget specifikt problem for Skaarup.
DAGENS EGENTLIGE KLIMAKS nås, da der skal vælges formand. Valget falder på Inger Støjberg, hvilket resulterer i en stående klapsalve på 51 sekunder kort efterfulgt af endnu en på 22 sekunder, og så skynder vi os videre til Søren Espersens datter Susie Jessen, der inden sin tid i Danmarksdemokraterne arbejdede som taleskriver for Dansk Erhverv. Nu står hun og siger noget negativt om eliter.
”Selvom jeg er danmarksdemokrat, er jeg faktisk også halv englænder,” fremsætter hun og tilføjer, at ”man i England snakker meget om det, man kalder the good life.” Altså det man på dansk kan kalde det gode liv. 1-0 til anglofilerne.
SENERE ER DET TID til en spørgerunde, hvor netop Susie Jessen har fået det utaknemlige job at omdanne folks tilkendegivelser til spørgsmål.
En ældre herre konstaterer, at han er enig i partiets udlændingepolitik, men kommer så med ikke færre end tre anekdoter fra tidspunkter, hvor han har ment, at den herskende politik, som Danmarksdemokraterne jo intet har haft med at gøre, har været for stram. Der er noget helt galt, konstaterer han og sætter sig ned uden at have stillet det, der ligner et spørgsmål. Susie Jessen får på magisk vis sat et spørgsmålstegn bag på, og oppe på scenen lykkes man med ikke at svare udenom.
Susie Jessen kommer igen på arbejde med at omformulere personlige anekdoter til vedkommende spørgsmål, da en fortæller en lang, ulykkelig historie om, at hendes ægtefælle døde, mens han blev trukket igennem et opslidende forløb på jobcentret, hvad hun frygter selv at skulle gennemgå nu. En anden fortæller, at kommunen har ødelagt hele hendes livsgrundlag.
DA KLOKKEN SLÅR 16.30, er det officielle landsmøde slut. Ude i foyeren er der mulighed for at møde ungdomspartiet og EU-spidskandidaten, men det er det de færreste, der gør, for om to timer er der festmiddag med Andreas Bo-underholdning, bøffer fra danske dyr til næsten alle gæsterne (blot fire deltagere ved arrangementet er af anden overbevisning end kød), en DJ-battle mellem partiformændene fra den blå fløjs stærkeste trio og en omgang boogie-woogie startet af undertegnede, og således ender både mit og Danmarksdemokraternes første landsmøde. Inden aftenen begynder, og politikerne for alvor begynder at mingle med mediefolk, pakker jeg nemlig min diktafon væk, som jeg har ladet mig fortælle, at det er kutyme for pressen at gøre til landsmøder.
