5 ting at glæde sig til i fodboldweekenden

Durmisi pokalvinder, City værdige mestre på banen, Wikheim undervurderet i Herning, historisk Barcelona-kollaps og titlerne genvundet i Europa.

5 ting at glæde sig til i fodboldweekenden
Offentliggjort

City skinner på banen – knap så meget udenfor

Manchester City vandt søndag det engelske mesterskab med sin 14. sejr i træk i Premier League. Selvom Liverpool kun var et enkelt point efter og spillede en fantastisk sæson med 97 point, et pointantal, der ville have vundet Premier League alle andre sæsoner end de sidste to år, var det fortjent, at City vandt titlen.

GettyImages-1149026429.jpg

City var generelt bare mere overlegne end Liverpool, der vandt en del heldige sejre i sæsonen i modsætning til City, der i højere grad knuste deres modstandere. Således var City kun bagud 87 minutter i hele sæsonen! Derudover havde City en del skader til nøglespillere. Fx var sidste sæsons bedste spiller i City, belgiske Kevin de Bruyne, skadet det meste af sæsonen. Han startede kun 11 kampe i alt.

Men hvis City er mestre på banen, er det noget mere mudret uden for kridtstregerne. Klubben, der er ejet af Sheik Mansour fra De Forenede Arabiske Emirater, kan risikere at blive udelukket fra næste års Champions League på grund af brud på reglerne om Financial Fair Play – såkaldt økonomisk doping.

Derudover har Amnesty flere gange kritiseret, at City overhovedet har noget at gøre med De ForenedeArabiske Emirater, der har store problemer med at overholde basale menneskerettigheder bl.a. i forhold til gæstearbejdere, der ofte arbejder under slavelignende forhold. Amnesty mener, at City er med til at hvidvaske gentagne brud på menneskerettighederne gennem deres samarbejde med De Forenede Arabiske Emirater og Sheik Mansour.

GettyImages-1149026282.jpg

Som om det ikke var nok, røg der forleden en video viralt af Manchester Citys spillere, der sidder i et fly efter sejren og synger smædesange om Liverpools fans, der oplever nederlag efter nederlag og bliver ”battered in the streets” – altså får tæsk i gaderne.

En af de Liverpool-fans var Sean Cox, der sidste år blev hjerneskadet af et overfald fra en Roma-fan, og hans familie har protesteret voldsomt over, at Citys spillere har sunget denne sang. Der er også spekulation om, at sangen, som Citys tilhængere har sunget hele sæsonen på tribunen, også handler om Hillsborough-katastrofen i 1989, hvor 96 Liverpool-tilhængere blev trampet ihjel.

Det nægter Manchester City er tilfældet, men det er under alle omstændigheder kontroversielt og nærmest skandaløst, at et hold fyldt med mangemillionærer fra hele kloden, der lige har vundet et mesterskab, synger smædesange om et andet holds tilhængere. City vandt et flot mesterskab på banen. Det har været en smule uværdigt uden for banen.

Manchester City spiller FA Cup-finale mod Watford lørdag 20. maj.

Titler genvundet

Barcelona, Bayern, Juventus, City og PSG. I alle de store fem europæiske ligaer har favoritterne genvundet mesterskabet. Det kunne være rart, hvis det ikke gentog sig næste sæson. Især den tyske, franske og italienske kunne godt trænge til lidt forandring. Kun Dortmund fik truet Bayern en smule denne sæson.

Wikheims forsømte forår

F.C. København, der for længst har vundet det danske mesterskab, tabte i weekenden hele 0-4 til FC Midtjylland i Herning. FCK stillede med et halvt reservehold, men havde nok alligevel ikke regnet med at få sådan en røvfuld.

Kampens store oplevelse var Gustav Wikheim, der gjorde fuldstændig, som han ville i anden halvleg, hvor han lavede et mål, en meget smuk assist og fik et straffespark. Wikheim viste også sidste sæson, at når han rammer sit topniveau, er han den bedste dribler i Superligaen og en af de bedste spillere overhovedet. En spiller, der kan afgøre kampe nærmest helt alene.

GettyImages-1142515773.jpg

Man spørger sig selv om, hvorfor han har fået så lidt spilletid i FCMs elendige forår i Superligaen? Mon ikke der sidder en træner ovre i Herning og overvejer, om han måske ikke skulle have satset langt mere på den norske halvbrasilianer, der også var en af de mest afgørende spillere, da FCM vandt deres mesterskab sidste sæson?

Det ville ikke undre, hvis der kom et stort bud på Wikheim denne sommer, som der vist nok også gjorde i vinter. Og hvis FCM ikke kan se, hvilken guldfugl de har i staben, så kan det ikke undre, hvis selv samme fugl gerne flyver et andet sted hen. Der er masser af andre klubber, der har indset hvor stor klasse, nordmanden har. Det er vel nærmest kun i Herning, de ikke har fattet det, utroligt nok.

FC Midtjylland spiller pokalfinale mod Brøndby fredag og derefter Superliga i Brøndby tre dage senere.

Durmisi med romersk titel

Her sidst på sæsonen bliver der jo nærmest spillet finaler hver anden dag i alle mulige pokalturneringer. Coppa Italia blev afgjort onsdag aften, da den ældste romerske klub, Lazio, slog gigantdræberne fra Atalanta 2-0 på Stadio Olimpico.

GettyImages-1149610301.jpg

Lille Riza Durmisi, tidligere Brøndby-spiller, har spillet 38 minutter i pokalturneringen via to indhop mod Novara og Inter, men han var på podiet og fik sin første medalje efter ti måneder i støvlelandet. Det må da være et lille plaster på såret efter en lidt svær sæson, hvor venstrekanten ikke har spillet ret meget fodbold.

Lazio spiller mod Bologna på mandag 22. maj i Serie A, og mon ikke der er en pæn chance for en startplads til Riza Durmisi?

Barcelonas totale kollaps

Liverpools comeback mod Barcelona var et af de største i Champions League-historien. Måske er det i virkeligheden det allerstørste, når man tænker på, hvem modstanderen egentlig var? Vi tager lige et hurtigt vue ned over de syv største profiler fra Barcelona og deres meritter.

Lionel Messi har ti spanske mesterskaber, seks Copa del Rey og fire Champions League-titler. Dertil er han fem gange kåret som verdens bedste spiller.

GettyImages-1147807884.jpg

Sergio Busquets har otte spanske mesterskaber, seks Copa del Rey, tre Champions League, et EM og et VM.

Gerard Pique har otte spanske mesterskaber, et engelsk mesterskab, seks Copa del Rey, fire Champions League, en FA Cup, et EM og et VM.

Luis Suárez har fire spanske mesterskaber, et hollandsk, fire Copa del Rey, en hollandsk pokal og en Champions League.

Jordi Alba har fem spanske mesterskaber, fire Copa del Rey og et EM.

Arturo Vidal har fire italienske mesterskaber, tre tyske mesterskaber, et spansk mesterskab, tre chilenske mesterskaber, pokalsejre i Tyskland og Italien.

Ivan Rakitic har fire spanske mesterskaber, fire Copa del Rey, en Champions League, en tysk pokal og en VM-finale.

Dette mandskab må være tæt på det mest vindende i historien mand for mand. Alligevel formåede de at formøble en 3-0-føring og tabe 4-0 til et engelsk hold, der manglede to af deres tre offensive musketerer og deres mest formstærke offensive midtbanespiller, Mohammed Salah, Roberto Firmino og Naby Keita.

Det var en meget stor præstation af et reservespækket engelsk hold, men det er i endnu højere grad et kolossalt kollaps af et spansk mesterhold, der ikke bare har masser af kvalitet, men også vælter i rutine og big-game erfaring. Man forstår godt, at de spanske aviser kaldte nederlaget det værste i Barcelonas historie.

Barcelona spiller mod Eibar søndag i La Liga og Copa del Rey-finale næste lørdag mod Valencia

Karsten Krogh kommenterer La Liga og Serie A på Strive Sport og har skrevet om international fodbold i en årrække.