Daniel Dencik: "Når sporten forsvinder, ser vi, hvor meget den har fyldt"

Det kan godt være, der var øjeblikke før i tiden, hvor alt føltes sort, men set i bakspejlet var der lys i mørket, for på tirsdag kunne der være Champions League. Sådan var det engang. Når den første rytter passerede den røde telefonboks på nedkørslen mod opløbet til forårsbebuderen Milan-San Remo, var det forår i Europa. Sådan er det ikke i år.

I 2020 er der ingen tal at følge med i på nær dødstallene. Det er foråret uden klassikere. Ingen liga at bevogte, ingen returkamp hemmelighedsfuldt at glæde sig til, ingen tabeller. Nu er der noget, vi aldrig vil se. Selv under anden verdenskrig blev løb som Flandern Rundt kørt hvert eneste år. Men vi vil aldrig opleve, hvordan sæsonen 2020 ville udfolde sig. På landevejene anede man konturerne af en stor, dansk årgang, inden løbene forsvandt fra kalenderen. De kommer aldrig tilbage. Mads Pedersen splitter feltet på kreaturstierne mod Roubaix 2020 i regnbuetrøjen. Som i aldrig.

Det er et indblik i, hvordan verden ser ud uden os. Vi ser ind i et spejl, hvor vi ikke længere kan få øje på os selv. Men problemet opstår, hvis vi ser det som et udtryk for en kortvarig svækkelse af et stærkt samfund. Pandemien er nok snarere et billede på et kortvarigt samfund i stærk svækkelse. I osteklokker sidder vi foran skærmene allesammen hver for sig nu. Vi kender forholdsreglerne. Vi følger dem, selvfølgelig, det er med disse, vi smadrer den verden, vi kom fra. Sammen hver for sig.

Aflyste filmfestivaler genopstår i den bedste mening i den virtuelle verden. Men ingen fiktion kan måle sig med virkeligheden, når den ramler. En tv-serie om Nicki Bille er for mit vedkommende den eneste distraktion fra nyhedsstrømmen. I episoder som ’Afgørelsens time’ og ’Hjemløs millionær’ følger vi den forkastede, beskudte og udskammede fodboldspillers fald. Det er rørende at se et talentfuldt menneske formøble sin fremtid, og måske er det fordi, det nu er det menneskelige vilkår. Vi er allesammen Nicki Bille, hjemløse millionærer i afgørelsens time. Je suis Nicki Bille.

Der var engang, hvor vi legede, at vi ikke vidste, at vores eksistens var så skrøbelig og udsat, som den hele tiden var og altid vil være. Der foregik i lyset af optimismen og forglemmelsen de mest fænomenale ting. På Rosenørns Allé blev Forum forvandlet til en vinterbane med seksdagesløb midt om natten. Mens aktørerne sov på skift i rytterkabiner omgivet af fadølsanlæg og høj musik, sad et feststemt folkefærd i midtercirklen, hvor man røg, drak og sang sig gennem de indlagte spurter. Jeg husker det ikke, som det var i går, men jeg husker det.

Sportsverdenen var en verden, der eksisterede i den store verden, før den faldt fra hinanden. Jeg husker en europæisk klubfinale på en bar i Holbergsgade, hvor en euforisk person råbte: ”This is why we don’t have wars in Europe anymore!” I forskellige former har en masse mennesker kastet sig i armene på en masse andre mennesker. Vi byggede stadion efter stadion i slutfasen af den præ-coronale æra. Det var lige som, da Romerriget kollapsede. Vi nåede at beundre os selv, inden det var forbi. En udsolgt arena var et vældigt skue. Vi forstod ikke, hvor sjældent det var.

Når sporten forsvinder, ser vi, hvor meget den har fyldt. Jeg var fire år gammel, da jeg så en transmission fra Mesterholdenes Europa Cup i fjernsynet. Jeg kan huske fornemmelsen af, at det ville komme til at påvirke mit liv dybt, at der fandtes en lykke og et tilflugtssted som sport. Jeg husker venskabskampene mellem Danmark og Sverige i 1970’erne og 80’erne. Min far og hans ven tog mig med i Idrætsparken. Lange underbukser, kuldegysninger og det fyldte stadions mageløse sug. Jeg vil mindes, at jeg siger til de voksne, at jeg glæder mig til at blive en af dem. Min far spørger hvorfor. ”Så skal du betale skat,” advarer vennen. ”Men så kan jeg også gå til fodboldkampe hele tiden,” svarer jeg.

Sport var den fiktion, vi plantede i virkeligheden. Det kan vi se nu. Vi troede, den var virkelig, fordi den havde virkeligheden som ramme. Sammensmeltningen var sportsverdenens styrke. I 2018 blev jeg far til en datter, mens vidunderbarnet Magnus Carlsen blev udfordret af vidunderbarnet Fabiano Caruana om verdensmestertitlen i skak. I løbet af min datters første uger så vi tolv partier klassisk skak ende i remis, før Carlsen vaskede gulv med Caruana i en serie lynskakpartier, der er et af de skarpeste oprids af genialitet, verden har set. Selvom hun var nyfødt, var hun lige så betaget som os andre.

Nu er sporten blevet adskilt fra virkeligheden. Hvis sportsverdenen skal genopstå, har den først og fremmest brug for en verden – og helst en verden, der ikke kortslutter sig selv næste sæson igen. Som forelskelser og fiktion fik sporten os til at glemme, håbe og drømme. Vi var mange, der var ramt af sportsfeber. Sporten var en stor og velfungerende distraktion, der skulle være kulmineret denne hjernedøde, olympiske sommer med EM på hjemmebane. Men lige som ved andre virale spredninger kan smittekæder brydes, udfases og i sidste ende helt fordufte. Manglen på sport er noget, vi kan overleve. Men kære gud, lad det ikke ske. Vi tager denne sæson i stiv arm, men fingrene væk fra 2021.

Vindere og tabere ved EM’s udsættelse

Taberne

Ud over Åge Hareides triste skæbne som afgående landstræner uden en værdig afsked i Parken kan en anden taber ved Ikke-EM 2020 blive Belgien. Det ligner sidste chance, hvis landets gyldne generation skal have en titel, og selv om det kan nås endnu næste år, vil både Kevin de Bruyne og Eden Hazard nå at passere 30 års-dagen, fodboldspillernes svar på sidste salgsdato. Axel Witsel og Toby Alderweireld vil være fyldt 32, og Jan Verthongen 34. For Belgien havde det været bedre i år. Cristiano Ronaldos mavemuskler bliver heller ikke yngre, 36 til februar. EM 2020 havde været perfekt timing for ham i lyset af hans Cristiano Ronaldo-agtigt høje scoringssnit for Juventus hidtil i sæsonen. I 2016 trak Cristiano Ronaldo Portugal hele vejen til finalen, men måtte udgå kort inde i samme (som Portugal vandt over værtsnationen Frankrig), og han vil give sin højre diamantørering og måske et par ribs for at stå i sin tredje EM-finale (tabte den første til Grækenland på hjemmebane i 2004 og græd som pisket, ligesom i 2016). Men mon ikke fodboldens mest ambitiøse fænomen, der konsekvent ligger tre kilo under sin ’idealvægt’ for at holde sig ung, stadig smadrer rekorder i 2024?

Vinderne

Holland kan drage fordel af et års udsættelse. Efter nogle atypiske fiaskoår, hvor de orange lignede FC Coffeeshop, bliver Amsterdams førstehold bedre og bedre anført af verdens bedste forsvarsspiller Virgil van Dijk, sammen med klubkammeraten fra FC Liverpool Georginio Wiljnaldum, genfødte Daley Blind og Memphis Depay. Donny van de Beek, Frenkie de Jong, Matthijs de Ligt og Donyell Malen kan nå langt i udviklingen på et år. Hvis Norge kommer forbi Serbien i play-off, vil de unge missiler Martin Ødegaard og Erling Braut Håland bare være endnu mere ballistiske om et år. England kan også nå at få langtidsskadede Harry Kane og Marcus Rashford tilbage i storform, og kæmpetalenterne Phil Foden og Jadon Sancho er endnu bedre om et år til eventuelle semifinaler og finale på Wembley.

Vi ved alt, men forstår ingenting. Bagefter forstår vi alt, men vi vil ikke vide af det. Vi lever i den sjette masseuddøen. De arter, vi ikke har udryddet, har vi for tæt ind på livet. Man skal være fartblind for ikke at se coronavirussens udbredelse som en reaktion fra en natur malet op i et hjørne af et tveægget sværd – monokultur på den ene side og rovdrift på den anden – der har været menneskehedens kendetegn under globaliseringen. Vi må indrømme, at vi har nedbrudt en mangfoldighed, der nok var med til at holde naturen i balance. I farten kommer vi nu til at presse en virus ud af de sørgelige rester.

Vi lærer at holde afstand i supermarkederne, men hvis man kunne spørge de udryddede arter, ville de nok sige, at det var en postgang for sent, vi lærte os det. Vi bevidner et af de mest sjældne øjeblikke i livets historie, men vi forårsager det også. I 2020 ser vi for første gang slagsiden ved globaliseringen. Vi er skyldige på en ny måde, fordi vi kan se det. På en ø uden for Bronx stabler vi vores medmennesker i massegrave. I Lombardiet kan krematorieovnene ikke følge med. Sagens alvor er langsomt ved at gå op i røg. Det er vemodigt at tage afsked med den gamle verden. Men jeg kan være i tvivl om, hvorvidt vi er i stand til det. Formår vi overhovedet at vende os fra den dejlige verden, der ledte os mod afgrunden, eller vil den sjette masseuddøen fuldkommengøres ved, at vi også udrydder os selv?

Stille, øde, blomsterduftende morgener åbner det nordiske forår i år. Den mindre opskruede fart tiltaler mig. Det er nok en af de ting, vi bør holde fast ved, hvis ikke vi vil fortsætte, hvor vi slap, når samfundet åbner, og naturkatastroferne får ben at gå på igen. Langsommelighed er som regel et gode, hvis man tilstræber en opbremsning. Det må nødvendigvis også gælde for en masseuddøen.

Vi følger dødstallenes udvikling omkring morgenbordet. USA og Italien er gået i verdens tristeste udbrud. Det er elementært spændende at følge med i tal, der løbende ændrer sig. Min fascination ved at se cifre skifte valør stammer fra et liv levet i sportens verden. Jeg har levet med virtuelle klassementer i konstant forandring i mit hoved. Jeg har kunnet se tenniskampe ved kun at bevogte stillingen. Håndbold kunne jeg ikke se på anden vis.

Hvad angår dødstal, bliver det efterhånden bare en informativ og grotesk rutine. Grafen, der viser landenes kurver mod hinanden, har logaritmisk ordinat-akse. Man skal forestille sig, at både graf og sundhedsvæsen bliver presset ned af en stor og voksende kraft. Ellers kunne man slet ikke sammenligne de perverst eksponentielle stigninger landene imellem. Den dødbringende kraft findes i luften, den er let som ingenting, en usynlig superskurk, Coronaman, vores fjende med overnaturlige kræfter.

Jeg arbejder på en roman, mens dagene går i dette mærkværdige forår. Jeg laver min egen coronaman i et forsøg på at afværge og aflede opmærksomheden. Sporten var en nødvendig adspredelse, kan vi se i dag. Grebet af sportsfeber kunne vi glemme, hvordan vi voldgæster planeten. Sport gjorde os blinde for skam, men det er menneskeligt at ville lulles i ro. Der har været lige så mange tilfælde af pest i verden som krige, skrev Albert Camus i 1947 med den efterfølgende observation, at folk alligevel er lige så uforberedte på pest som på krig.

Jeg kan godt lide at høre høj musik, mens jeg skriver. En distraktion fra distraktionen. Musik har til forskel fra sport foreløbig vist tegn på at kunne transcendere pandemier. Hver aften står vi og synger på altanerne. Sammen med min datter på halvandet år går jeg også på opdagelse i Lemmy fra Motörhead’s bagkatalog. ’Killed by Death’ hedder en hård, evigaktuel sag. Men på listefødder og mokkasiner sluses Danmarks yngste tilbage på stuerne, hvor de skal fortsætte besyngelsen af den danske sangskat, selvom sangene lyder mere og mere som halvkvædede viser fra et marked i Kina: ’Hønsefødder, gulerødder (og halsen af en svane).’ Vi er nok nødt til at ændre lidt i teksterne. ’Trå små kånåsårå måd håndspråt på.’

Spøg til side, skæg for sig og snot for sig ’og tju (prosit) og tju (nys i ærmet) og skomagerdreng’. Vi beder de yngste om at være de voksne. Vi beder dem om at genrejse en ødelagt verden med formøblede fremtidsudsigter. Nicki Bille og Lemmy sammen hver for sig. Bille er rørende og overbevisende i sin rolle som hjertevarm tåbe. Lemmy har allerede stillet træskoene. Fiktionen kan give os håb i en håbløs tid, hvad end vi skal bruge det til. Meningsløsheden har kronede dage.

Vores landsmoder synger fra opvasken. På Titanic spillede orkesteret også musik, mens skibet kæntrede. Statsministeren holder hjulene i gang på en synkende skude. Hun ringer med klokken og giver en omgang. Det er mærkeligt, hvor godt det føles at blive regeret af hende. Med smuk og nærmest diktatorisk klarhed står hun mutters alene på ubetrådt land. Hun kan knipse med fingrene på en måde, som ville gøre Stalin misundelig. Inddæmningsstrategi, afbødningsstrategi. Hendes pressekonferencer er historiske, men det meste af verden forekommer efterhånden at være historisk.

Vi taler et nyt sprog, hvis vi taler med hinanden. Vi beder de svageste om at være de stærkeste. Flokimmunitet er ikke svaret, men hvad var spørgsmålet? Leg ikke med nye børn. Leg så kort tid som muligt. Undgå unødvendige rejser. Regeringen præsenterer et nyt lovkompleks med smukke solnedgangsklausuler, men de er mest til pynt. Før eller siden vil alle rejser være unødvendige. Samfundssind kan blive en ny folkesygdom. Samfundssindsyge rammer ungdommen, men på sigt er den heller ikke ung længere.

Danske Spil kommer med helt vilde bud på samfundssind i form af væddemål med kampe fra Nicaraguas U20-liga. Til sportsidioter på afvænning og uforbederlige ludomaner udbydes samfundssind hele vejen fra Burundi, Tadsjikistan og den hviderussiske reserverække.

Vi kan give Paris-Roubaix fra os. Vi kan ofre Flandern Rundt – og vi gør det. Der er en form for afgudsdyrkning i det. Giv det noget stort, monstret, gør det mæt. Udskyd French Open. Udskyd eller aflys hvad som helst. Vi vinker farvel til EM på hjemmebane. Afbød som aflad. OL i Tokyo som brandoffer gennem den olympiske ild. Tennisverden meddeler, at man står klar til at donere hele Wimbledon. Coronaman er ligeglad. Virus spiser Grand Slams til morgenmad.

Jeg genser nogle af fortidens store skakdueller i real time nu, hvor der virkelig er tid. I kampen mellem Carlsen og Caruana kunne man se klassiske eksempler på engelske åbninger og sicilianske forsvar. Halvandet år senere har Coronaman sat verdenen skak. Statsministeren spiller ud med den socialdemokratiske genåbning, et forsvarligt træk. Vi holder vejret, idet vi atter nærmer os den verden, der ledte os i fordærv. Åbningen foregår forsigtigt, forskudt og forhåbentlig. Landsmoderen kritiseres for ikke at udvise håb, men anken virker forkert formuleret. Jordens arter er afhængige af, at vi ændrer opførsel, når vi vender tilbage. Jordens arter er ligeglade med, om vi føler håb eller ej.