En af Danmarks dygtigste golfspillere guider: Her er de bedste golfbaner i Danmark

Find den hvide polo frem, og tag golfhandsken på. Sommer-månederne er højsæson for golf, og entusiaster vil hævde, at varme dage bruges mest fornuftigt i golfklubben. Vi har allieret os med en af Danmarks dygtigste golfspillere Emily Pedersen, som her giver sine bedste tips til sporten.

En af Danmarks dygtigste golfspillere guider: Her er de bedste golfbaner i Danmark
Offentliggjort

Hvor skal man spille golf i Danmark?

”Vi har mange gode baner. Der kan være ret stor forskel i sværhedsgrad fra bane til bane, alt efter hvor lang banen er, hvor mange udfordringer, den har, og hvordan den ligger. Hvis du er nybegynder, betyder det ikke, at du skal holde dig fra de sværere baner. Du skal bare vide, at det kan blive et lidt længere spil.”

Hvilket udstyr skal man gå efter?

”Et sæt køller er det eneste, du egentlig har brug for. Lån et sæt af en ven eller find et billigt sæt på DBA. Så kan du prøve, om golf er noget for dig. Før du køber, bør du tage ind til en pro i en golfklub og blive fittet, så du er sikker på, at du kommer hjem med det rigtige udstyr. Tommelfingerreglen lyder, at jo stærkere du er, jo stivere køller skal du bruge. Jeg kan selv bedst lide brandet Titleist, men det er meget individuelt. Se og prøv lidt forskelligt – alt ligger i samme prisleje. Et sæt køller koster typisk mellem 8.000-10.000 kroner, men det er en engangsinvestering.”

Hvornår skal man spille?

”Du kan spille golf året rundt, men sommeren er bedst. Sæsonen ligger fra maj til slutningen af september, og det er også der, jeg bedst kan lide at spille. Det er så hyggeligt, at man kan gå ud en lun sommeraften fra klokken 20-22 og spille ni huller efter aftensmaden. Det er en god gåtur, og man kan jo eventuelt tage en øl med i hånden, når man spiller.”

Seks gode golfbaner i Danmark, ifølge Emily Pedersen

Smørum Golfklub

”Er man nybegynder, er det stedet at starte. Det var også her, jeg selv spillede, da jeg som 10-årig begyndte til golf. Og så er det en klub, hvor man kan komme på besøg en enkelt dag, hvis man gerne vil prøve sporten af, inden man køber et medlemskab.”

Silkeborg Ry Golfklub

”Den er nok min favorit herhjemme. Det er en af de helt gamle baner, som ligger inde i skoven og er et enormt flot sted. Når man spiller i byen, kan man tit høre støj fra en vej eller andet larm, men her vandrer man rundt i skovens dybe, stille ro.”

Rungsted Golf Klub

”En ældre klub med god stemning og en bane med stor charme, men også en af dem, som er lidt sværere at spille på. Der er søer, man skal udenom, og træer, der blokerer. God for lidt øvede spillere, men nybegyndere kan dog sagtens også tage udfordringen op.”

Great Northern

”I Kerteminde på Fyn ligger Great Northern, som er en kombineret golfbane, hotel og spa. Banen er rigtig, rigtig fin, og så er det selvfølgelig det helt ideelle sted at tage hen, hvis man har lyst til en getaway med lidt ekstra luksus ovenpå alt golfspillet.”

The Scandinavian

”Klubben i Farum er den, jeg normalt spiller i, når jeg er hjemme i Danmark. The Scandinavian har to baner, der ligger ret højt på sværheds-skalaen, men det er til gengæld gode baner. Faktisk ligger begge baner i Farum i top-50 over de bedste baner i Europa.”

Himmerland Golf & Spa Resort

”Det er en af de baner, jeg også ofte spiller på. Den hører til blandt Danmarks bedste, og så er det her, turneringen Made In Denmark bliver afholdt. Desuden er det et ekstra plus, at banen er kombineret med et lækkert hotel.”

Emily Pedersen. Født i 1996. Har været professionel golfspiller, siden hun var 18, men markerede sig internationalt i 2020, da hun vandt tre turneringer i træk og derefter den samlede sejr på Ladies European Tour.

Se, hvad vi ellers skriver om: Guide