EM’s største stilikon: Lad ikke din kone være alene med Alberigo Evani for længe
Øjnene har været skarpt rettet mod spillerne på banen uden slutrundens kampe. Men når Italien har spillet, har det været mindst lige så skønt at nyde trænerstaben og dens påklædning. Særligt en mand skiller sig ud: Alberigo Evani.
At være en nation af skræddere og tekstilproducenter forpligter, og igen i år leverer Italien. Ingen slutrunde uden azzuri, der sætter samtlige af de øvrige hold skakmat, når det kommer til påklædningen udenfor banen. Til EM 2020 har det atter været en fryd for øjet at betragte Italien og særligt trænerstaben, når det kommer til at se ordentlig ud. Og særligt en mand i Roberto Mancinis trænerstab har fået os til at drømme os væk til sprezzaturra og milanesiske piazzaer.
Han hedder Alberigo Evani. I dag er han assistenttræner under Mancini, men tidligere har han været cheftræner for Italiens U18-, U19-, U20- og U21-landshold. Da han selv spillede, og det gjorde han i næsten 20 år, nåede han 13 år hos AC Milan og derefter fire i Sampdoria, to i Regginana og to i Carrarese. Evani fik også 15 kampe på A-landsholdet, to af dem til VM i USA i 1994, hvor han blev indskiftet i finalen mod Brasilien, som Italien dog tabte.
Men nu skal det handle om stil. Og i en sport hvor det er nemt at forfalde til træningsdragter og hullede striktrøjer, er det en fryd at se Evani holde den sartorielle fane højt.
Annonse
Emporio Armani er leverandør af tøjet til trænerne, og selvom det de facto er et subbrand til Giorgio Armani og dermed ikke lige så fint som det “rigtige” Armani, så sidder alt bare rigtigt på Evani. Habitjakken er i seersucker (det eneste rigtige i varmt vejr) med lyse grå striber. Hvid skjorter uden dikkedarer. Og et slips med det italienske flag som regimentstribe og fire små stjerner, et for hvert verdensmesterskab Italien har vundet. Mørkeblå bukser og sorte derbysko. Du kan ikke løbe om hjørner med det look.
Og sådan ser hele Italiens stab ud. Men den personlige prik over i’et sætter Evani med sine sorte briller, sine viltre dog velklippede frisure og selvfølgelig sit skæg, der er groomet som kun en italiener kan slippe afsted med. Og her er vi inde og pille ved essensen af det, der gør god stil: Ingen kan som italienere vælge tøj, få det rettet til og klæde sig på, så det rent faktisk sidder godt. Det er halvdelen af et look. Og det mestrer Evani til fulde.
Evani er manden, du gerne vil modtage rejsetips fra, næste gang du skal til Italien. Det er ham, der tager styringen og bestiller for dig, når I er ude at spise sammen. Og ham, du for guds skyld ikke må lade din hustru være alene med for længe.