Fem podcasts om fodbold, du bør lytte til

Det vrimler med fodboldpodcasts i medielandskabet, og kvaliteten svinger også derefter. Vil du nørde catenaccio, hvordan det danske landshold træner straffespark eller blot høre seneste nyt om din favoritklub, får du her vores kuraterede liste over de bedste fodboldpodcasts på markedet.

Fem podcasts om fodbold, du bør lytte til
Offentliggjort

‘The Totally Football Show with James Richardson’

Det vakte genklang i podcastland, da universets bedste fodboldvært James Richardson forlod The Guardians ’Football Weekly’ for at blive vært på sin egen aktualitetspodcast. Ikke nok måtte Guardian vinke farvel til den vittige og joviale Jimbo, som han kaldes i folkemunde – Richardson trak også den absolutte elite indenfor international fodboldformidling med sig.

Flere gange om ugen gennemtrawler et omskifteligt panel med utrolig vid og perspektivering de vigtigste begivenheder i de største, europæiske fodboldligaer. Skal du holde dig opdateret på international fodbold med én podcast, er det denne.

Lyt til podcasten her.

’Gamechanger’

Du ved godt, hvem der vandt i weekenden. Du ved også godt, hvem der kommer til at skifte i næste transfervindue. Nu vil du gerne helt ned i materien og blive klogere på det omfattende arbejde, der skal gøre Danmark til en af verdens bedste fodboldnationer. Gamechanger er en vidensplatform, der er skabt i samarbejde mellem DBU og Divisionsforeningen, og som et tilbud til dem, der ser fodbold med de teoretiske og videnskabelige briller på, laver de med ugentlige mellemrum podcasts om aktuel fodboldforskning.

Her kan du høre, hvordan man vil gøre Danmark til verdensmestre i straffespark, træner spilintelligens og kommer relativ alderseffekt til livs. En podcast, der skiller fårene fra bukkene.

Lyt til podcasten her.

The Athletics klubpodcasts

Hvis du følger ét hold med ægteskabstruende entusiasme, men ikke kan mønstre det store behov for at høre time op og time ned om alle rivalerne, findes der heldigvis et bredt og godt udvalg af klubfokuserede podcasts i ind- og udland.

Tilhører du generationen af sofafans, der har fået genmodificeret Premier League-fodbold ind med modermælken, kan vi anbefale The Athletics podcastportefølje. Alle fodboldfans med respekt for sig selv bør investere i at abonnement til The Athletics artikelunivers, men deres podcasts er faktisk gratis. Så vidt vides udgiver de i skrivende stund ugentlige podcastafsnit om Arsenal, Manchester United, Tottenham, Chelsea, Liverpool, Aston Villa, Newcastle, Manchester City og Watford.

Lyt til podcasten her.

'Baggios Pisk'

Er Serie A barndom for dig og din første fodboldforelskelse? Så ved du, at det trods korruption, racisme på lægterne, faldefærdige stadions og ukendte navne på holdkortene kan være utroligt svært at give slip på ligaen, der engang var verdens bedste og havde de flotteste trøjer.

Nyopstartede 'Baggios Pisk' deler din forkærlighed for Serie A og har – formentlig ligesom dig – ment, at der manglede en ugentlig fodboldpodcast på dansk, der nørder den italienske liga. De to værter Thomas Søgaard Rohde (politisk journalist på Berlingske og AC Milan-fan) og Christian Nørgaard Larsen (forfatter til bog om italiensk fodbold og Inter Milan-fan) diskuterer alt fra 'transfers til catenaccio og calciopoli'.

Lyt til podcasten her.

'Bold og bøger'

Martin Davidsen og Sebastian Stanbury samler på fodboldbøger. Ofte blev de to venner og tidligere Tipsbladet-kollegaer spurgt på Twitter om at dele deres personlige top-3 over bedste fodboldbøger nogensinde, men de kunne ikke begrænse sig og endte ud med at lave en top-20, der blev startskuddet til podcasten 'Bold og bøger'.

Forguder du også den afdøde skribent Per Høyer Hansen og har genlæst Joakim Jakobsens 'Tynd luft' mange gange, er 'Bold og bøger' podcasten for dig. Du vil uden tvivl gå på jagt efter endnu flere fodboldbøger til reolen.

Lyt til podcasten her.