”Beklager forsinkelsen. Jeg skulle lige finde en parkeringsplads og aflevere min søn.”
Ind ad døren kommer en mand i afslappede bukser, løs t-shirt og en omvendt baseball-kasket trykket solidt ned over hovedet. På trods af at han næsten er en halv time forsinket, tackles situationen med ophøjet ro. Han sender selvtillidsfuldt et lille grin.
Han har altid haft selvtillid. Og tilsat en god portion talent har det gjort ham til en fodboldangriber med næse for mål. Så meget at han efter eget udsagn "altid scoret mål uanset hvilken klub han har været i."
Men Hassan Bashir er også et paradoks. Ved siden af tilværelsen som deltids-professionel i 2. divisionsklubben Frem, er den 28-årige danskfødte boldspiller anfører for det pakistanske fodboldlandshold.
”Jeg kommer fra 2. division i Danmark, og går direkte ind og bliver en lederskikkelse på landsholdet. Normalt forbinder man det med en spiller fra de store ligaer,” siger Hassan Bashir, der i nationaldragten spiller for tusindvis af tilskuere som ved de sydasiatiske mesterskaber mod Nepal.
”Stadion er fyldt til bristepunktet. 35.000 billetter er revet væk - der er totalt udsolgt. Jeg står i spillertunnelen og kan høre fansene juble. Der er meldinger om, at der ude foran står op mod 10.000 mennesker, der prøver på at få et glimt af kampen, fordi de ikke fik fat i en billet.”
Her i duel med en spiller fra Nepal. Hassan bliver efterfølgende kåret til kampens spiller. Stadions første række er afspærret af sikkerhedshensyn.
Annonse
Han kigger rundt i kaffebaren på Østerbro i København, tager en slurk af den efterhånden lunkne cappuccino. Han synker et par gange, inden han forsætter:
”Jeg er jo bare Hassan, der spiller 2. division i Danmark. Det er hamrende surrealistisk, når jeg går ind med de her friendly-match-flag og står og synger med på nationalmelodien. I dét øjeblik har jeg det som om, jeg er med i en film. Det er jo ellers noget, der er forbeholdt Daniel Agger eller Cristiano Ronaldo.”
Det har langtfra altid ligget i kortene, at Hassan Bashir skulle blive anfører for verdens sjette største nation. Godt nok er begge hans forældre Pakistan, men selv er han født og opvokset i Danmark, og derfor satsede han på og drømte om at gøre karriere i Superligaen og repræsentere sit fødeland i den rødhvide-trøje.
Karrieren tog fart som ungdomsspiller. Op gennem rækkerne var Hassan Bashir en dominerende spiller på banen. Talentet var åbenlyst. Som 19-årig havde han stor succes på Farum-klubben FC Nordsjællands næstbedste hold, hvor han var topscorer. Han drømte om at få sit liga-gennembrud som så mange andre unge talenter. Til en hjemmekamp mod de senere mestre F.C. København bliver hans arbejde på andetholdet belønnet. Hassan Bashir bliver hevet op i førsteholdstruppen.
Annonse
Han starter på bænken, men bliver i løbet af anden halvleg sendt til opvarmning.
”Der mangler 10 minutter af den ordinære spilletid, da Morten Wieghorst råber til mig, at jeg skal se at gøre mig klar. I det 87. minut får jeg igen besked - nu skal jeg ind. Der er lagt 5 minutter til, og selvom jeg kun skal spille et par minutter, når jeg at tænke: ’Det jo helt vildt det her. Det bliver jo mine første af mange Superliga-minutter det her’”
Ved et usandsynligt uheld går bolden aldrig ud af spil, og kampen bliver fløjtet af. Det bliver ikke til debut for Hassan Bashir.
”Jeg løb ind i en skade, kort efter den kamp. Jeg synes heller ikke, at der blev kigget nok min vej i FC Nordsjælland. Man kan sige, at jeg bare var en blandt mange dygtige talenter. Det gjorde, at jeg ikke fik de chancer, jeg følte, jeg ellers havde arbejdet mig til. Men jeg kan ikke rigtig bebrejde ham (Morten Wieghorst, red.), han gjorde det jo meget godt. De vandt i hvert fald mesterskabet et par år efter”. Debuten for FC Nordsjælland kom aldrig.
Afviser først Pakistan
Superliga-bænken i det nordsjællandske bliver i stedet skiftet ud med 1. divisions fodbold i Køge. Selvom Hassan Bashir ikke længere befinder sig i en Superliga-klub, er ambitionen om at slå igennem i den bedste danske liga ikke blevet mindre.
I Køge får han igen succes. På en halvsæson scorer han 12 mål. Det fører til, at han pludselig bliver han kontaktet af en engelsk scout, hvis opgave er at følge pakistanske spillere i Europa med henblik på at samle dem på nationalholdet. Han virker som en mand, der på daværende tidspunkt ikke har den store erfaring med Pakistansk fodbold:
”Scouten spørger mig lidt undrende, om jeg nu også er pakistaner. Han synes, at han kunne høre det på navnet, men ville alligevel gerne være sikker,” siger Hassan Bashir og fortsætter:
”I dét øjeblik, at jeg svarer ja og fortæller, at jeg rigtigt nok har pakistanske rødder, præsenterer han mig for en stor plan, hvor jeg er tiltænkt en central rolle på landsholdet. Han fortæller, at jeg vil være en af dem, holdet bliver bygget op omkring.”Selvom tilbuddet lyder fristende afviser Hassan Bashir blankt.
”I første omgang er jeg arrogant og fejer hans henvendelse væk. Jeg fortæller ham iskoldt, at jeg har dansk pas og satser alt på at få debut for det danske landshold.”
Hassan ændrer dog mening og takker ja til det pakistanske landshold, da agenten to år senere retter henvendelse igen. I mellemtiden er gået en turbulent tid med en alvorlig knæskade, talrige klubskift og en tvivl på fodbolden som levevej.
”Da agenten ringer igen, er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at jeg skal takke ja. Landsholdsfodbold er jo en oplevelse som er de færrest forundt. I situationen fortager jeg, hvad nogle vil kalde en kynisk analyse. Den viste, at jeg ikke kunne opnå det, jeg ellers havde håbet med min sport,” lyder det fra Hassan der sideløbende med fodbolden har taget en HD-uddannelse på Copenhagen Business School.
Spørger man en af Hassan Bashirs tidligere trænere, var det ikke manglen på talent, der gjorde udslaget for, at han ikke fik opfyldt en af sine store drømme om at få debut i Superligaen.
”Hassan havde alt. Både hurtighed, et godt spark, en stråledende teknik og så var han snu som en ræv. Det undrer mig meget, at han ikke spiller på et langt højere niveau i dag. Han hører minimum til i Superligaen,” lyder det fra Hassans tidligere træner i HIK, Hasse Kuhn. Men der er én god grund til, at Hassan aldrig har nået det niveau.
”For at sige det ligeud, så var det eneste, Hassan manglede, nosser. Når unge spillere nu om dage gerne vil blive til noget, kommer de før træning og bliver efter træning udelukkende for at forbedre sig. Hassan kom altid løbende ind i træningen med støvlerne i hånden, og tit gennemførte han bare træningen med åbne støvler. Og det er altså ikke lilleput-niveau, men på senior-niveau vi snakker om her.”
Hassan fortæller selv, hvordan han har haft problemer med at ville fodbolden ikke bare 95, men 100 procent. Yderligere er Hassan typen der efter eget udsagn tager hurtige beslutninger og nemt bliver utålmodig.
Til det tilføjer han:
”Jeg bliver dog heldigvis klogere og takker senere ja til at repræsentere et land, som jeg i dag har stor nationalfølelse overfor. En følelse, der vokser hver gang jeg trækker den grønne landsholdstrøje over hovedet,” lyder det med et smil.
Hassan håber på at blive træner i pakistansk fodbold når hans egen karriere slutter.
Intet problem at omstille sig
”Det pakistanske landshold er på mange måder blevet en mulighed for at opnå mange af de ting, jeg gerne ville med min fodboldkarriere. Måske ikke økonomisk, men så i hvert fald målt på oplevelser.”
Kommentaren falder efter, at Hassan har fortalt om en bustur til stadion før en kamp mod Indien.
Folk hepper på os i gaderne, flere hundrede mennesker presser sig op ad busruden for at tage billeder og røre ved bussen, vi kører i. Det trafikale kaos er på grund af os total. Det tager flere timer at komme fra hotellet i udkanten af byen til stadion i midten af Katmandu, Nepals hovedstad.
Da vi endelig kommer frem, når jeg ikke at stige af holdbussen, før jeg får fire mikrofoner stukket i hovedet af journalister, der alle vil høre om mine tanker forud for kampen. I den situation er der kun én ting, der løber rundt i hovedet på mig:
”Det her, det må aldrig stoppe.”
Men landsholdet fylder trods alt kun en lille del af Hassan Bashirs karriere. Og det kan virke absurd at skulle omstille sig fra nationalhæder og stjernestatus til en kold efterårskamp på Kløvermarken. Men han er blevet vant til kontrasterne.
”Jeg har aldrig haft problemer med at omstille mig. Jeg kan sagtens spille for 10, 20 eller 30.000 den ene weekend og komme hjem og spille 2.divisionskamp for 50 eller 100 tilskuere den næste.”
Håbet om at blive landstrænerMen hvordan er det overhovedet muligt for en dansk divisionsspiller at blive landsholdsanfører i Pakistan? Til det spørgsmål svarer Hassan Bashir:
”Lad det være sagt med det samme, fodbold er ikke første prioritet i Pakistan. I Pakistan betyder cricket alt. Det ligger dybt indlejret rent kulturelt. Der er ikke blevet satset særlig meget på fodbolden set i det store billede, selvom tusindvis af mennesker møder op til kampene.”
Det er derfor, at det er lettere for spillere med klubber i Europa at komme på det pakistanske landhold.
”Vi er ofte bedre skolet organisatorisk og tør at spille med en større fejlmargin end spillere fra den pakistanske liga, der ofte er bange for at lave fejl og på den måde er mere låste og uselvstændige i deres spil.”
Det er dog Hassans håb, at Pakistan over de næste år, vil forbedre fodbold-kvaliteten i landet væsentligt.
”Det pakistanske fodboldforbund har de senere år modtaget mange penge fra FIFA, på grund af en stigende opbakning til fodbold og landets størrelse. De ser et enormt potentiale i at udvikle landsholdet, hvis bare pengene og støtten bruges rigtigt.
”Hassan rømmer sig og kigger ned i genspejlet af den nu tomme cappuccino, inden han siger:
”Jeg drømmer om at overtage som landstræner, når min egen karriere er slut. Jeg drømmer om at være med til at skabe en organisation og stabilitet omkring fodbolden i det land, der har givet mig så utrolig mange oplevelser.”
