Mandens kamp mod hårtab er ikke bare en personlig kamp. Det er en milliardindustri, der spytter præparater ud til håbefulde halvskaldede. Noget er fup og fidus, men du kan faktisk massere, stimulere og endda transplantere dig til nye hår. Her er seks muligheder.
1. De godkendte
Markedet svømmer over af vitaminer, mineraler og andre præparater, som lover nyt liv til sovende hårceller. Lad være med at spilde dine penge. Der findes kun to produkter, som er godkendt til behandling mod hårtab. For begge produkter er den vigtigste virkning, at yderligere hårtab standses, så længe man bruger midlerne. Man kan også opleve ny hårvækst, hvis behandlingen starter tidligt i forløbet.
Annonse
Regaine er en opløsning, der kan stimulere hårvæksten. Regaine skal anvendes morgen og aften og fås i håndkøb på apoteket. Ifølge Carsten Sand, speciallæge i hud- og kønssygdomme (apoteket.dk), kan Regaine standse hårtabet hos otte ud af 10, og seks ud af 10 vil opleve ny hårvækst.
Propecia er en tablet og indeholder et antistof, der bremser dannelsen af hårhæmmende stoffer. Propecia skal tages én gang dagligt og udskrives på recept hos din læge. Med Propecia skulle ca. to ud af tre ifølge apoteket.dk opleve ny hårvækst.
2. Den dyre
Hårtransplantation kan udføres på forskellige måder, men den mest anvendte metode i dag er FUE – Follicular Unit Extraction. Kirurgen tager én hårsæk ad gangen fra donorområdet (typisk nakken) og placerer det efterfølgende på det halvskaldede område. Det tager sin tid, det er dyrt, og så gør det pisseondt. Men det virker. Se bare på Wayne Rooneys nye hårpragt efter et besøg på en klinik i London i 2011 – pris: 420.000 kr. (Optagelser fra transplantationen findes i øvrigt på YouTube).
Annonse
3. Den nemme
Få din frisør til at vise, hvordan du udfører hovedbundsmassage på dig selv. Regelmæssig massage af hovedbunden sætter gang i blodcirkulationen og holder liv i hårrødderne. Og så er det tilmed rart og afslappende.
4. Den lovende
Annonse
Amerikanske forskere har for nylig fundet et enzym (PBD2), som forårsager, at hovedbunden stopper med at producere hår. Med den viden håber man nu at kunne udvikle et produkt, der modarbejder enzymet og dermed afhjælper skaldethed. Hvis de amerikanske forskere kan blive enige med et medicinalfirma, skulle der være en chance for at se et hårtabsprodukt på hylderne inden for to år.
5. Den mærkelige
Alpecin er en shampoo med koffein, som angivelig skulle modvirke hårtab. I hvert fald har producenten humor: Den tidligere Tour de France-vinder Jan Ullrich er med i reklamekampagnen under sloganet ’Doping til håret’.
6. Den ærlige
Du kan også bare erkende, at du er ved at være tynd i toppen, og barbere håret helt af. Det er praktisk, og så kan du trøste dig med, at nyere forskningsresultater peger på, at skaldede mænd opfattes som stærke ledertyper. En hovedtrimmer kan hjælpe dig med at få en glat, autoritær isse.
Myter om hårtab
Hvis jeg vasker håret ofte, bliver jeg skaldet.
Forkert: Hyppig hårvask har ingen positiv eller negativ indflydelse på hårtab.
Hårtørring forårsager hårtab.
Delvist forkert: Det forårsager normalt ikke hårtab, men pas alligevel på med at svinge varmekanonen. En hårtørrer kan udtørre, brænde og ødelægge hår, som i sidste ende kan falde af.
At gå med hat forårsager hårtab.
Forkert: Du kan roligt dække dit hoved med en hat eller cap. Men husk at rengøre den. Beskidt hovedbeklædning kan føre til hovedbundsinfektion, og det kan accelerere hårtab.
Skaldede mænd er mere virile.
Forkert: Selv om det er en af de mest sejlivede myter, er der intet videnskabeligt belæg for, at skaldede mænd er mere seksuelt aktive end mænd med hår på hovedet.
Fakta om hårtab
Både mænd og kvinder taber ca. 100 hår om dagen. Hvert enkelt hår på hovedet har en livscyklus på mellem tre og syv år.
Såkaldt ’almindeligt hårtab’ er meget udbredt hos mænd. Hyppigheden i 20-års-alderen er ca. 20 %, i 30-års-alderen ca. 30 %, i 40-års-alderen ca. 40 % og så fremdeles.
Den primære årsag til skaldethed har du fra din far og din mor, og du giver den videre til dine børn. Det ligger med andre ord i generne. Andre årsager til hårtab kan være fysisk og psykisk sygdom, skeleksem eller psoriasis, jernmangel og stofskiftesygdom.
Hårløget hos halv- eller helskaldede er mere følsomt over for det mandlige kønshormon testosteron. I hårbunden omdannes testosteron til en anden forbindelse – dihydrotestosteron. Det er det stof, som hæmmer hårets vækst, og som er mere aktivt hos personer, der bliver skaldede.
Forskningen lige nu peger på, at D-vitamin kan være nøglen til helt at kurere hårtab. Hvor produkter som Propecia og Regaine forhindrer yderligere hårtab, kan D-vitamin hjælpe med til at gro hår på skaldede områder.