FC Nordsjælland er kendt for evnen til at avle dygtige, unge spillere. De skyder op fra ungdomsrækkerne og bider sig fast på kunstgræsset i ’Right to Dream Park’ i Farum.
Der er en rød tråd i den nordsjællandske klub, som gennemsyrer kulturen helt oppe fra Superligatruppen og hele vejen ned gennem akademiet. I Nordsjælland har de sat spillernes udvikling i system. Mesterlæreordningen hedder det.
Det går kort fortalt ud på, at Superligaspillerne fungerer som mentorer for akademispillerne. De mere rutinerede kræfter deler deres erfaring med de unge drenge, så de spirende fodboldfrø bliver klædt på til en tilværelse som professionel. Både på og uden for banen.
Annonse
Cheftræner Kasper Hjulmand fortæller, at der udover de faste og strukturerede rammer også foregår en masse interaktion mellem de professionelle spillere og akademispillerne på et mere uformelt plan, som når de for eksempel lige støder ind i hinanden i klubhuset og stikker hinanden en highfive eller tager en sludder.
”Jeg tror, at det er meget få steder, man har noget, der minder om det her, så det er noget meget unikt,” siger han.
En gang om måneden deltager Superligaspillerne i drengenes træning. De sættes sammen efter position, så forsvarsspillerne underviser forsvarsspillerne, angriberne tager spydspidserne under kærlig behandling og så videre.
Superligaspillerne gestikulerer, trækker streger i luften og forklarer deres potentielle arvtagere, hvilke huller man som angriber skal pile igennem, eller hvordan man som forsvarsspiller skal positionere sig i bestemte situationer.
Uden for grønsværen afholder de også ca. en gang om måneden såkaldte sessions, hvor én Superligaspiller går sammen med fire-fem af drengene og diskuterer forskellige emner – alt fra ”hvad er dedikation” til helt konkrete spillestilselementer. Her er det lige meget, hvilken position man spiller.
Kasper Hjulmand var med til at starte mentorordningen i klubben under sin første turnus i Farum tilbage i 2008 eller 2009. Han kan ikke helt præcist huske hvornår. FC Nordsjælland-træneren kan dog godt huske, hvad der var med til at inspirere ham. Det var en tur til Manchester nogle år forinden, der var med til at lægge fundamentet. Her besøgte den danske træner Manchester United og mødte en skadet Paul Scholes, der var begyndt at køre lidt sur i det der med at være ukampdygtig.
Annonse
”Han havde været skadet i lang tid, så han løb og trænede med U/15-holdet derovre, og lyset i øjnene på de 15-årige mindede ham om, hvorfor han begyndte at spille fodbold i første omgang. Det var en ekstra motivation. Og der gik det op for mig, at de professionelle spillere også kan få noget ud af at omgås de unge spillere – og omvendt. Prøv at tænk på, hvad det gav de der knægte, der rendte rundt med Scholes til træning,” siger Hjulmand.
Efter en afstikker til Mainz i Bundesligaen er Kasper Hjulmand tilbage i Farum, hvor han har ansvaret for Superligaens klart yngste hold. Gennemsnitsalderen i nordsjællændernes startopstilling lyder på vårhare-klingende 23 år og 17 dage. Til sammenligning er gennemsnitsalderen i FC Helsingør, der har den næstyngste start-11’er i landets bedste række, 24 år og 228 dage.
Et vidnesbyrd på effekten af visionen i FC Nordsjælland og modet til at kaste de unge tigre i ilden.
”Vi vil accelerere unge spilleres mulighed for at spille, og vi vil gøre dem så gode, som vi kan. Vi accepterer ikke, at man siger, at 18-årige ikke kan spille i Danmarks bedste række, og mesterlæreordningen er en central del af vores måde at udvikle fodboldspillere på,” siger Kasper Hjulmand.
Med sine 36 år er holdets anfører Patrick Mtiliga en af de spillere, der trækker gennemsnitsalderen gevaldigt op. Han skiftede til FC Nordsjælland i 2011, og selv om han med sig i bagagen havde over 10 års erfaring fra udlandet, var mesterlæreordningen i Farum Park alligevel noget helt nyt for ham.
”Jeg har slet ikke oplevet det i andre klubber. Som spiller i FC Nordsjælland er det en del af pakken, at jeg tager mentorrollen på mig, og det forventes, at jeg engagerer mig i programmet, og det har jeg gjort med en kæmpestor glæde, og det har helt klart bidraget til min udvikling,” siger han.
Kasper Hjulmand fortæller da også, at det er en forudsætning for at være i klubben, at man skal tage del i programmet.
Annonse
”Hvis vi rekrutterer spillere, får de at vide, at det er en præmis. Hvis ikke de vil det, så skal de ikke være her. Så er der selvfølgelig nogle, der er bedre end andre, men de skal også gerne se det som en inspiration for sig selv, og mange af dem har selv været mentee’s, så de er topmotiverede for at engagere sig,” lyder det fra cheftræneren.
I dag sidder Kasper Hjulmands anfører, Patrick Mtiliga, flankeret af to talentfulde knægte fra klubbens akademi i de bløde stole i loungen i FCN-hovedkvarteret i Farum. Marcus Gudmann og Tochi Chukwuani på henholdsvis 17 og 14 år. To spillere, der trives under Patrick Mtiliga og de øvrige Superligaspilleres vinger.
For Marcus Gudmann har især Andreas Maxsø været en inspiration. Den 17-årige gymnasieelev fra Ledøje-Smørum spejlede sig i sin seks år ældre mentor, der udover at spille samme plads – midterforsvarer – i en periode som ungdomsspiller kæmpede med en klejn fysik i forhold til sine jævnaldrende, ligesom Marcus Gudmann også har gjort. I sommer skiftede Maxsø til tyrkiske Osmanlispor efter 108 kampe i FC Nordsjælland-trøjen.
”På et tidspunkt snakkede jeg med Andreas Maxsø om hans forløb. Han var meget lille engang og blev sat af holdet i Brøndby (ungdomshold, red.). Jeg har også haft nogle perioder, hvor det er gået lidt ned ad bakke, og hvor jeg måske har været ude af holdet, men jeg kunne sætte mig ind i hans historie og se, hvor han er i dag, og det er måske en af grundene til, at jeg er kommet videre,” siger den unge forsvarsspiller, der har fået debut på ungdomslandsholdene.
Patrick Mtiliga skyder ind:
”Man kan godt være lidt utålmodig som ung spiller. Man vil gerne have spilletid, og man kan måske ikke forstå, hvorfor man sidder på bænken. Det kan for eksempel være noget med, at man har en periode, hvor fysikken måske ikke lige er med én, og jeg kan da huske dig (Gudmann, red.) for et par år siden, hvor du var en tynd én og nu har fået noget sul på kroppen.”
Mens Marcus Gudmann peger på, hvad han fik ud af sine sessions med Andreas Maxsø, fremhæver Tochi Chukwuani et helt konkret eksempel fra træningsbanen for nylig.
”Mtiliga fortalte mig, at mine reaktioner kunne være bedre, når jeg mistede bolden, så jeg ikke bare slår op i banen, men i stedet prøver at reagere efter bolden. Det prøvede jeg at gøre, og så lykkedes det, så det har jeg taget med,” siger den 14-årige midtbanespiller med de nigerianske forældre, der allerede nu er rykket op på U/17-holdet.
På banen har Marcus Gudmann lært en del om positionering af sin mentor Mtiliga. Så bliver anførerens arm gerne lagt om skulderen på den unge spiller, mens tingene bliver forklaret på hans rolige facon.
Det er ikke kun i de faste rammer, at spillerne nyder godt af hinanden. Uden for banen sender man for eksempel lige en sms af sted, og så er der også de mere uformelle samtaler i klubben. Så de er i kontakt dagligt.
”Vi møder tit hinanden på gangene. Nogle gange er Superligaspillerne måske på vej ud (på træningsbanen, red.), og vi er på vej ind, og så hilser vi lige på hinanden. Og hvis der er tid til det, snakker vi om ens uge eller weekend. Hvis vi har spillet kamp, snakker vi om, hvordan det er gået, og hvis de har set kampen, hvad de synes, man kunne have gjort bedre,” siger Tochi Chukwuani, der er født og opvokset i Herlev og går i 9. klasse.
Som de gør de fleste dage, ankom Tochi Chukwuani og Marcus Gudmann præcist klokken 16. Et kvarter inden bliver de hentet med bus fra Bagsværd Kostskole og Gymnasium. Klokken 16.30 er der møder, inden fodboldtræningen går i gang på stadionet. Armene hviler tungt på armlænene på de kviksandsagtige lænestole. De lytter omhyggeligt.
Det er dog ikke altid, de blot skal læne sig tilbage og lytte til de ældre spilleres råd. Indimellem skal de analysere Superligaspillernes kampe. Det indebærer også at pointere, når der bliver lavet fejl. Foran hele Superligatruppen.
”Det var selvfølgelig lidt svært at stå dér to drenge med et PowerPoint foran Superligaspillerne og fortælle, hvad de gjorde godt, og hvad de skulle gøre bedre, men det giver også noget hår på brystet,” siger Marcus Gudmann.
”Godt det ikke var mig,” griner Mtiliga, der dog ikke kunne gemme sig fra de unge spilleres skarpe blik.
”Jeg kan ikke huske, hvem der havde mig, men jeg fik noget kritik. Man kunne godt mærke, at de var lidt påpasselige med, hvordan de formulerede kritikken, men de er jo super dygtige. Jeg kommer slet ikke fra den skole, hvor man analyserede på samme måde. Jeg er vokset op med et bræt, hvor man flytter rundt på brikkerne. Og når de laver analyser, er det altså seriøse analyser, så jeg kan se en kæmpe forskel på, hvordan de er skolede i forhold til, hvordan vi er skolede.”
Derudover er spillestilen den samme hele vejen ned gennem ungdomsrækkerne, hvilket Mtiliga også ser som en kæmpe fordel ved kulturen i FC Nordsjælland.
”Tag en spiller som Kofod (Magnus Kofod Andersen, 18 år, red.) og Nelsson (Victor Nelsson, 19 år, red.), som er kommet op. Det er jo spillere, som man skulle tro havde spillet flere år på vores Superligahold, men det er jo, fordi de kender konceptet,” siger den rutinerede anfører.
36-årige Mtiliga kan godt tage kritikken. Han gør det med et smil. Og glæden ved fodbolden er det vigtigste, han prøver at give videre til de nye kuld – i sin mentorrolle, som han er vokset mere og mere ind i, og som han finder sig mere og mere tilpas i.
”Kontakten med de unge drenge har også lært mig en hel del og været med til at udvikle mig på det menneskelige plan. Man kan mærke, hvor stor en betydning det har, og vi får feedback fra ungdomstrænerne, der siger, ’I skal bare vide, at det betyder helt vildt meget for de unge spillere’, så det er også en god læring for dem,” siger Mtiliga og fortsætter:
”Det er en nem måde at få nogle gratis guldkorn på, og det er ikke muligheder, som vi havde, så når vi runder træningen af, opfordrer jeg tit til, at de tager imod al den viden, som de får.”
Om lidt over to uger er det slut. Der spiller Patrick Mtiliga sin sidste Superligakamp, inden han stopper karrieren ved årets udgang. Men han forlader ikke fodboldverdenen helt. Nu skal han i stedet være rådgiver. Han mener, at det måske har fået en lidt negativ klang at være spilleragent, så det vil han ikke kalde det. Og han lægger ikke skjul på, at erfaringerne fra mentorordningen i FC Nordsjælland har været med til at bestemme kursen for livet efter den aktive karriere.
”Mentorrollen har været med til at tænde en gnist i mig, og jeg er blevet bekræftet i, at jeg har noget, jeg kan bidrage med. Jeg har aldrig rigtig set mig selv som træner, men det her er en god måde at blive i fodboldverdenen, hvor jeg så kan rådgive og bidrage med mine erfaringer,” fortæller Patrick Mtiliga.
Efter knap 20 år som professionel lakker tiden som aktiv altså mod enden for den tidligere landsholdsspiller, der fik sin debut i Superligaen for B93 tilbage i 1999. Her var en af holdkammeraterne Kasper Hjulmand, som de sidste fem-seks år har set, hvordan hans tidligere medspiller med sin glade og smittende personlighed har udviklet sig til at være en leder og en rollemodel for de unge knøse i FC Nordsjælland.
”Der er sket en kæmpestor udvikling, og han er vokset med opgaven. Han er bare så dejligt uformelt et menneske, og selv om han er en gammel rad i forhold til de der drenge, hører han jo nærmest den samme musik, som de gør, og forstår at være sammen med alle, og det er en stor evne,” siger Kasper Hjulmand, der ærgrer sig over, at Mtiliga ikke vil være træner, ”for han er dygtig derude”.
”Jeg vil hellere sige, at anførerbindet er kommet med det. Han lever vores værdier og vores kultur, og det evner han at give videre til andre, og han gør det ikke, fordi vi siger det. Han gør det, fordi han føler, at det er det rigtige, og så har du mulighed for at blive anfører.”
”Det er irriterende. Nogle gange er det lidt svært at forudsige, hvad der kommer til at ske, men jeg har på fornemmelsen, at vi kommer til at mærke det, når han ikke er her mere.”
Tilbage hos spillerne skal Tochi Chukwuani og Marcus Gudmann nu skynde sig lidt for at nå træningen. På skift giver de begge lige Mtiliga et kammeratligt håndslag. De læner sig ind mod FCN-anføreren, og han læner sig ind mod dem.
”Godt gået, drenge,” siger Mtiliga, da de er på vej op ad trappen.