På en eksklusiv klub i London er en trekantsformet gang fyldt med spejle, som giver illusionen af et uendeligt rum, lærred for flere teknologientutiastiske, velklædte unge mennesker. Holografiske sommerfugle folder deres vinger og flyver gennem den trekantede tunnel. En kortklippet spansk mand i et bordeaux velour jakkesæt og charmeklud stiller sig klar til at få taget sit portræt.
Sommerfuglens vingefold symboliserer en ny teknologi, som Samsung har inviteret de mange mennesker til at se. En ny type smartphone, der vil skabe et helt nyt marked for smartphones, vi ikke har set hidtil.
Samsung Galaxy Fold. En smartphone, der kan folde sig ud til dobbeltstørrelse. Den ligner udadtil en normal telefon, blot med en lidt mindre skærm end de konventionelle telefoner, men den kan åbnes som en bog, hvilket transformerer den til en tablet.
Annonse
Samsungs europæiske marketingchef stiller sig og folder entutiastisk telefon åben og lukket, mens gæsterne ser på, og en fotograf, der har skudt for Louis Vuitton og flere andre store modehuse fremviser en fotoserie, der skal vise, hvordan det at folde er en essentiel del af menneskeheden. En kvindes ben folder sig, som hun træder frem, og knæet bøjer. En nederdel med folder. Der er mange forskellige symboler i serien, der skal vise telefonens evner.
Samsung har satset på et moderigtigt klientel, og derfor er denne præsentation med fokus på bloggere, livsstilsmagasiner og modejournalister. De har inviteret en DJ og byder på tapas og prosecco.
Telefonen bliver delt ud til alle deltagerne, som får lov til at låne den for en aften. Samsung er så overbevist om deres telefons ydeevne, at de beder folk om at bruge foldetelefonen til deres billeder. Mange griber chancen for at låne den 15.900 kroner dyre telefon aftenen gennem.
Det virker helt forkert at folde en skærm, da alle de gengse regler dikterer, at den vil knække. Men det gør den ikke. Og hvis man kører en app på den lille skærm og folder ud til den store, bliver appen ved med at køre - og omvendt.
Derudover tilbyder den at man kan køre tre apps på engang, i trippel splitscreen, hvilket må være den bedste feature, telefonen byder på. Ikke alle har brug for en større skærm, men alle har da ønsket, at de kunne bruge flere apps på én gang.
Samsung forsøger sig med foldetelefonen nu og vælger dermed at være first movers på en teknologi, der endnu ikke er udviklet til perfektion. Men Samsung har en udfordring i at gøre den tiltalende overfor offentligheden, så længe, at den stadig er en smule klumpet, og at forsideskærmen er så lille, som den er nu. Den har også modtaget en smule kritik, blandt andet fordi, at flere, som havde modtaget telefonen, klager over, at skærmen går i stykker. Derudover er den 17 mm tyk, hvilket står i skarp kontrast til eksempelvis Samsung Galaxy 10 om er 7,9 mm eller iPhone 7, der er 7,1 mm. Det er altså vitterligt som at have to telefoner i lommen.
Annonse
Men det er uden tvivl en kraftig telefon, der med sine tre kameraer bag på og to selfie kameraer, samt to skærme, to batterier og multiapp funktion er nyskabende på mange måder.
Prisen på Samsung Galaxy Fold er lige omkring 16.000 kroner. Den skulle være udkommet i Danmark indenfor en overskuelig fremtid, men er blevet udskudt grundet fejl i telefonen. Flere havde modtaget ubrugelige telefoner, og derfor har Samsung valgt at rykke udgivelsesdatoen, så de kan fikse alle problemer med telefonen.