AOC’s lille ny, no. 2, lægger sig i bekvem afstand til moderskibet, men no. 2 er tæt på at være nummer ét i sin egen klasse, en mellemklasse, der i disse år løfter overliggeren ganske betragteligt.
At København de seneste 10 år har fået restauranter i verdensklassen er efterhånden old news. Det nye og helt vildt spændende lige nu i København er, hvor voldsomt det rykker i mellemlaget – dér hvor det ikke er svinebilligt, men overkommeligt og til at styre.
formel B åbnede på en måde ballet, da de for et par år siden forlod den store take-it-or-leave- it-gourmetmenu til fordel for småretterne, hvor man selv bestemmer, hvad appetit og økonomi er til. For nylig supplerede formel B sig selv med datteren Uformel, der i den grad og på bedste vis lægger sig i kølvandet på moderskibet.
KUL er et andet eksempel på denne fantastiske udvikling i mellemlaget, og for et par uger siden åbnede så no. 2 – AOC’s vidunderbarn af en datter.
Annonse
Det er vel i virkeligheden de færreste, der sådan tilfældigvis slår vejen forbi bag Christians Kirke og Nordea Private Banking på Christianshavn, men det er der nu rigtig god grund til. Og det viste sig ved vores besøg, at jungletrommerne og diverse ekstremt positive anmeldelser og omtaler havde haft deres virkning. Der var temmelig fyldt, og vi kiggede misundeligt på dem, der havde bord udenfor. Men vi var heldige, og det lykkedes os at få sidste halvdel af aftenen udenfor. Indtil da nød vi det fantastiske lokale og den ditto fantastiske beliggenhed, der giver et vue til København, man ikke ser så ofte – Den sorte diamants skrånende facade, der med sin spejling nærmest afspiller trafikken i havnen på storskærm.
__________
De små appetitvækkere viste, hvor enkelt og godt det kan gøres, og hvad de hjemmelavede kartoffelchips med trøffelmayo angår, så fatter jeg ikke, at der er dem, som påstår, at chips pr. definition er foragtelige. Vi var meget langt fra Kim’s & co., og sådan en lille chip viser i al sin enkelhed, hvor genial en ’opfindelse’ kartoflen er. Blandt charcuteriet kan varmt anbefales Fanøs bud på bresaola (lufttørret oksekød) og Skagen-skinke.
Vi fik ikke sidstnævnte ved dette besøg, men jeg har fået det ved et tidligere besøg. Radiserne med rygeostcreme, maltflager og revet bottarga var også et hit. Bottarga var torskerogn og altså et nordisk alternativ til den italienske pendant, der typisk er på multerogn – en lille hilsen fra AOC, hvor jeg dette forår første gang mødte Søren Selins eksperimenter med den danske torskerogn.
Med både jomfruhummerserveringen og kammuslingen var vi ude i den slags fisk og skaldyrsanretninger, der er indbegrebet af dansk sommer. Den rimmede kammusling lå på en ærtepuré og var omgivet af og toppet med friske ærter, ærteskud og puffet flæskesvær. Saucen var en genial kombination af kærnemælk og dildolie.
Det lette sommeragtige veg en stund for et skønt stykke torsk, der lige havde fået en overfladisk ’brændemærkning’ og som så blev serveret med sellericreme, sprød selleri og en creme på selleri, brunet smør og hasselnøddeolie. En servering, hvor det lidt tungere blev mødt af sprødt, frisk æble og den perfekt tilberedte torsk.
Vi sluttede med en ret beset temmelig klassisk tatar, om end den klassisk franske opskrift ikke foreskriver ramsløgskapers. Det var en meget delikat tatar helt uden det ’slimede’ udtryk, denne klassiker desværre af til kan have. OG hertil fik vi, hvad der må være noget nær byens bedste pomfritter – hold da kæft!Nr. 1 i sin egen klasse
no. 2 og formel B’s Uformel er gode eksempler på, hvor spændende den danske (københavnske) restaurantscene er i disse år. Toppen har efterhånden længe ligget i verdensklassen, men at vi er ved at få et så enestående niveau i mellemklassen, det er af nyere dato.
Mens Uformel egentlig ikke ligger så langt fra moderrestauranten, så er afstanden mellem no. 2 og AOC noget større. no. 2 er fantastisk, men det giver stadig mening at have AOC også – flagskibet, hvor udtrykket uomtvisteligt er et andet. no. 2. er og bliver nummer to, men stedet er tæt på at være nummer ét i sin egen klasse.
- Kartoffelchips med trøffeldip, 45 kr.
Annonse
- Radiser med rygeost og bottarga, 45 kr.
- Iberico-bellota, 95 kr.
- Salat af Læsø-jomfruhummer med asparges og croutoner, 125 kr.
- Kammusling med ærter og kærnemælk, 115 kr.
- Vesterhavstorsk med saltbagt selleri, brunet smør og skovsyre, 105 kr.
- Rørt tatar med ramsløgskapers, peberrod og æggeblomme, 110 kr.
- Trippelstegte fritter, 55 kr.
- Stegt spidskål med luftig vinaigrette, 45 kr.
Hertil to glas Deutz champagne, en flaske Keller Kirchspiel 2010 Riesling samt kaffe
Vi betalte 2.150 kr. for to personer
Annonse
__________
Man har lyst til alt på kortet – et kort, hvor enkelheden lige tvistes en smule, og hvor råvarerne som udgangspunkt er de bedste. Det er svimlende, hvad der sættes af nye standarder inden for ’gourmet i mellemklassen’. Og det er skræmmende at tænke på, hvor mange fuldstændig ligegyldige måltider der serveres til samme pris, som det no. 2. skal have for en totaloplevelse i særklasse – særklasse lige fra indretning over betjening og til maden. Christian Aarøs sans for perfektion hviler over stedet, Søren Selin har det store overblik fra sin primære plads på AOC, mens Nikolaj Køster er køkkenchef på stedet. John David styrer på gulvet, underspillet og overskudsagtig. no. 2 gi’r den som værende i anden række, men stedet har med øjeblikkelig virkningen indtaget pladsen blandt dem, man bare ikke kommer udenom. I gastros stjernesystem kan man være en rigtig, rigtig god restaurant, men stadig ikke på stjerneniveau, men i tilfældet no. 2 er stjernen en selvfølge.
__________
Man føler sig hensat til en supersmart designerrestaurant et sted langs Themsen i London. Det meget store lokale i Henning Larsen-byggeriet er holdt stramt og enkelt, men ikke koldt. Baren (hvor man også kan spise – ideelt, hvis man spiser alene eksempelvis) er med til at give stedet præget af at være en moderne bistro. Bistropræget understøttes desuden af, at bestik står fremme på hvert bord, så man selv tager nyt undervejs i serveringerne. Akustikken er fin, og skønt indretningen er holdt i mørke toner er belysningen på bordene rigtig fin. no. 2 har en af byens bedst placerede udendørsserveringer, hvor man skærmet for sol og evt. småregn kan nyde vuet ind over København og den overraskende livlige bådtrafik i havneløbet og sidekanalen.
Nynordisk i bistroudgaven – bistro, der til tider har tydeligt slægtskab med gourmet, og nordisk, der ikke er dogmatisk. Til frokost kan man få en 2-rettersmenu til 250 kr. eller gå a la carte, 85-145 kr. for de 4 hovedretter. Der er desuden mulighed for diverse starters og sideorders. Og selvfølgelig dessert/ost. Til aften serveres en 6-rettersmenu til 450 kr., mens a la carte-kortet opererer med 4 fiskeserveringer og 4 kødserveringer samt forretter, tilbehør, desserter/ost. Samme prisniveau som til frokost.
Restauratør Christian Aarø er en af sommelierfagets mest markante profiler, så naturligvis finder man ikke et vinkort, som en enkelt importør har fået lov til at sætte sig på (hvor er det kedeligt, når det sker!). Der er en del vine på glas, rimeligt prissatte såvel som mere kostbare i 150-kronersklassen pr. glas, mens selve flaskekortet kommer godt omkring, især i Europa.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
