Roskilde Festival er bekymrede for, om fremadstormende Aphaca vil tiltrække for mange: ”Vi har fået søndag, fordi der er færrest mennesker den dag” 

Hvad var 2024 for et år for jer?

”Det var jo klart det, man vil kalde et gennembrudsår. Vores fællesskab voksede for hver uge, der gik. Vi tog på vores første tour, som var fuldstændig udsolgt, og ’Smelter under månen’, som vi udgav sidste sommer, står også som et vigtigt nedslag. 

I Aarhus spillede vi en udendørs gratis-koncert på Godsbanen, hvor over 2.000 mennesker mødte op. Det var en magisk og idyllisk aften. Det var, som om alt hang sammen, og at publikum nærmest sang lige så meget for os, som vi spillede og sang for dem.”

Hvad er det så for et år, I kigger ind i nu?

“Vi er vokset meget det seneste år så det er et band med en masse oplevelser og nye erfaringer i bagagen, folk vil møde. Vores grundkerner har ikke rykket sig, men vi er vokset, og det synes jeg også, man kan mærke og høre på vores nye single, ’Et sted hvor vi de første’, og det album, vi arbejder på lige nu. Det er en anden lyd, hvis du spørger mig.”

Hvorfor hedder I egentlig APHACA?

”Vi mødte hinanden, da vi begyndte i 8. klasse på Det frie Gymnasiums Grundskole på Nørrebro. Det frie Gymnasies logo er en mælkebøtte, fordi man i 70’erne kaldte dem, der var uden for ’normalen’, for mælkebøttebørn. Og på latin betyder aphaca mælkebøtte.”

Mange mener, at jeres musik lyder bedre live end på jeres indspilninger. Hvad handler det om?

”Jeg nyder i hvert fald selv mere at spille sangene end at høre dem. Vi har, helt rigtigt, lige siden vi startede, hørt om eksempler på, at folk ikke er blevet fanget af vores musik, men som så er blevet hevet med til en koncert og har måttet overgive sig. 

Vores styrke som band er, at når vi spiller, så mener vi det. Der er mange i Danmark, der kan spille mere tight og er dygtigere musikere end os. Men vores styrke, tror jeg, ligger i, at vi giver så meget af os selv. Og så er vi ikke bange for at sprænge rammerne lidt og ændre undervejs.”

Hvis du skulle vælge én sang, som en anden har skrevet, og gøre den til din egen, hvilken skulle det så være?

”Det må være ’Pianomand’ af Kim Larsen. En fuldstændig fantastisk sang. På én og samme tid meget eventyrlig og realistisk. Han formår at skrive om de dødes land som et frit og dejligt sted at være. Det paradoks kan jeg rigtig godt lide.”

Hvordan ser din egen arbejdsproces ud?

”Jeg skriver bedst, når jeg ikke skriver, forstået på den måde, at det kommer til mig, når jeg har det, jeg kalder for ’ingentingstimer’. De timer, hvor der ikke sker noget som helst, og jeg ikke prøver at forcere noget. Af og til skriver jeg småting ned i mine noter. Et keyword, det kan være en sætning eller en følelse, og så sidder jeg med min guitar – ofte på min seng – og leder lidt efter akkorder og melodier. 

I vores stue (Rumle bor hjemme hos sine forældre, red.) har vi et klaver, så af og til hopper jeg derind og skifter mellem guitaren og klaveret for at få nogle forskellige dimensioner ind i billedet.”

Har du perioder, hvor kreativiteten ikke kommer flydende af sig selv?

”Ja og det kan være meget, meget frustrerende. Sidste år gik jeg rundt i fire måneder og kunne ikke finde på noget som helst. Jeg skrev 10 procent af en sang her og 10 procent af en anden sang der. Men lige pludselig kom det bragende. Så fløj jeg i isolation og skrev ’En drøm om et menneske’, som er med på vores kommende plade. Den åbnede op for sluserne igen. 

Mine tekster handler meget om tvivl, og det passer jo godt til min alder. Jeg har ikke styr på en skid, ud over at jeg skal huske at drikke vand og trække vejret.”

Hvordan ser jeres 2025-plan ud?

”Vi starter med en fuldstændig udsolgt tour i maj. Tre gange Store Vega, tre gange Train i Aarhus og så to koncerter i Odense og Aalborg. Og så kører vi direkte over i festivaler, cirka 40 styks frem til september. Et par af dem er virkelig milepæle. Blandt andet Roskilde, hvor vi skal spille søndag aften i opvarmningsdagene. 

Vi har fået at vide, at vi har fået søndag, simpelthen fordi det er den dag, der er færrest mennesker, og at de er bange for, at der vil komme for mange, hvis vi spiller mandag eller tirsdag.”

Hvorfor giver de jer så ikke bare en større scene?

”Jeg ved det ikke!”

Selvom der er fart på, skal man måske lige optjene sine privilegier?

”Ja, det er jo det. Og det gør vi også hellere end gerne.”

Hvornår spiller I så på Orange?

”Snart. Jeg ved, hvordan det kan lyde, men jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at ske. For mange vil det være en drøm, som man ligger om natten og krydser fingre for. Men jeg er mere i venteposition. Og sådan har vi det alle sammen. Ikke fordi det sker af sig selv, vi skal selvfølgelig arbejde pissehårdt og ikke lave andet end at øve os indtil da. Men det skal nok ske.”

Hvad er det, der gør dig så skråsikker på det?

”Det er også mærkeligt, fordi normalt – i forhold til alle mulige andre ting – er vi ikke så selvsikkert et band. Det er simpelthen, fordi vi tror så meget på dem, der lytter til os. Det er dem, der trækker os længere og længere op.”