De synes det er en helt fantastisk film. De elsker mødet mellem de asketiske protestanter og de nydelsesfikserede katolikker, altid klar til at lade sig ruinere for et stykke med kaviar! Fint nok, men min yndlingsfilm om mad har Ang Lee lavet: Mand, kvinde, mad, drikke er højkvalitets madporno af Guds nåde!
Handlingen er ret banal: Enkemand med tre døtre skal nå at få dem giftet bort inden de er 30, for ellers er pinligheden på Taiwan ikke til at bære for den, i øvrigt, hårdt plagede far. Alle tøserne er truende tæt på skæringsdatoen og tvunget til at spise søndagsfrokost med farmand hver uge og kommentere alle 27 retter indgående, før de bliver sluppet tilbage til deres eget frie og pulserende liv. Filmens første mange minutter er nærbilleder af farmands forberedelser. Han er stjernekok, og vi følger i hælene på ham fra han løber rundt i hønsegården efter dagens offer til han er færdig med at lave små nuttede ravioli. Det ene åndeløst smukke madbillede troner frem på skærmen efter det andet. Herefter følger en masse forskellige tableauer hvor mad bliver brugt til at true, stresse, anklage, forføre og forløse andre mennesker. På et tidspunkt opdager stjernekokken, hvad naboens yndige lille pige får med i madpakken af sin mor. Det er så hjerteskærende dårligt, at han straks i al hemmelighed må tage affære. Lillepigen slår et smut forbi ham hver morgen og får uhyrlighederne skiftet ud med en fem retters menu, som hun viser frem for sine måbende klassekammerater.
Lej den eller køb den på nettet, hvis du er et ægte madøre. Jeg er også glad for Det Store Ædegilde og ja Marco Ferris film fra 1973 er absurd, skatologisk, pervers og dybt underlig, men jeg morer mig stadig kosteligt over de vanvittige mænd, der mødes med det tvivlsomme mål at æde og drikke sig ihjel, især fordi det lykkedes. Hvor der er vilje er der vej!
Kender du nogen gode madfilm, jeg burde se?