Populær restauratør serverer sine bedste tips til madbyen Firenze

Firenze er en by, der kræver en vis planlægning, før man lader sig opsluge af dens liv, trattoriaer og allestedsnærværende ånd. Jeg var der med min familie i påsken sidste år.

Forinden havde jeg forhørt mig hos vidende venner og sammensat en liste af spisesteder gående fra middag med udsigt over byens tage i den lille by Fiesole, fem kilometer uden for Firenze, til et velorkestreret folkekøkken på den modsatte side af floden Arno.

Et sted, der virkede uforandret af byens leben, et stamsted med sine karikaturer af forretningsfolk, vildfarne sjæle og det ældre ægtepar ved stambordet. Vi ville gerne være det par om 30 år.

Det smalle rum har et køkken bagerst, og restauranten har plads til cirka 20 gæster med bænke langs siderne, mørkt træ med bordplader af marmor. En væg med de velkendte portrætter af familien, notabiliteter, cykellegender og et signeret foto af Rob Lowe i en yngre udgave.

I sit uprætentiøse udtryk oplevede vi en præcision, som jeg har sjældent har mærket. Fra ejerens rolige velkomst, tjenernes bevægelser og selvfølgelig maden. Der var en ro, en velsmag og det ekstra, som man kun kan stræbe efter som restauratør.

Vi spiste det meste: pastaen og bønnerne, kyllingebrystet i smør, syndigt godt, de vilde jordbær på desserten. Vi indåndede det hele, mærkede virkelysten og aspirationen fylde os, før vi igen mødte Firenzes liv, forspiste og nærmest lykkelige.