Mig og min sommermad: Silas Adler

Mig og min sommermad: Silas Adler
Offentliggjort

Det bedste sommermåltid, jeg har fået.

”En gang var jeg med Jacob, min partner, på besøg hos en kunde i Richmond, Virginia, i slutningen af maj. Man kunne gå ude om aftenen i T-shirt, og det var første gang, jeg var i byen. Kunden tog os med på italiensk familierestaurant, hvor stemningen var som hos Scorsese, og der var ikke nogen mulighed for at vælge. Vi spiste, hvad de satte foran os: chicken parmesan, stegt fisk, spaghetti aglio e olio, stegt polenta, der var perfekt crispy udenpå og blød indeni osv. Italiensk mad, særligt i USA, kan godt blive tungt, men det havde altsammen en lethed over sig.”

Den sommerret er jeg bedst til at lave.

”Når computeren er slukket og telefonen gemt væk, bruger jeg hele dagen på at lave Kentucky-ribs, hvor kødet falder af benene. Først pakker jeg dem ind i folie og lægger dem i køleskabet i en halv time. Ribbenene får en kondens, der forhindrer dem i at blive tørre senere. Så lægger jeg dem i en marinade i et par timer, inden de får fire timer på kuglegrill i den modsatte side af kullene og med et vandbad under risten for at forhindre, at kødet får direkte varme. Mod slutningen vender jeg hyppigt, mens jeg pen-sler med marinaden.”

Smagen af dansk sommer.

”Det er fantastisk, at man nærmest ikke behøver gøre noget ved grøntsagerne om sommeren. Jeg elsker bare at spise de gulerødder, som man kan købe i garagesalg, når familien holder ferie i Rørvig-området.”

Min værste madoplevelse på en ferie.

”Det var ikke ferie, men det er en god historie. I Paris spiste jeg på en centralafrikansk restaurant og fik heftig maveforgiftning af en kyllingeret. Jeg sad på lokum hele natten. Næste dag havde jeg et vigtigt møde i tøjbutikken Colette. I butikken troede jeg, jeg hallucinerede: Der var fuldt af mennesker, der stod og tog billeder, men ud i luften. Jeg følte, jeg skulle besvime, men klarede mig akkurat gennem mødet og hjem til hotellet. Da jeg senere så i tv, at Kanye West var i Colette for at lancere noget tøj, uden at jeg havde lagt mærke til ham, forstod jeg, hvad folk var så vilde efter at fotografere.”

En ingrediens jeg ikke kan undvære om sommeren.

”Jeg tror ikke, jeg laver et måltid uden basilikum.”