Det lille retrosmarte og hyggelige (virkelig vellykket indrettet) lokale er smørrebrødsrestaurant om dagen, mens aftenkortet er i den nynordiske genre. Vi lagde vejen forbi til frokost og bestilte hver tre stykker smørrebrød – og tre stykker er rigeligt, de fleste vil kunne nøjes med to. Vi fik blandt andet sild (med æble og fennikel), tatar (med tomat og paprika) og brisler (med jordskokker og persille).
Mikkeller Øl & Brød gør sig i sagens natur i øl, både egne og andres (vin fås også). Vi tog de øl, kortet anbefalede til de respektive stykker, og de match var rigtig gode, blandt andet den spontangærede belgiske Lambic, der ikke var gæret helt ud, og som var god og skarp til silden. Snapsekortet er afsindigt, med langt over 100 forskellige snapse – de fleste fra Norden (heraf omkring 25 hjemmelavede). Jeg tænkte på forhånd, at nu skulle det blive spændende, om personalet så også kunne finde rundt i et så stort og eksotisk øl- og akvavitkort. Man har jo før mødt serveringspersonalet, der i bedste fald enten kun kunne lire en indstuderet vise af, eller – i værste fald – end ikke formår at dække over, at han/hun kun er tallerkentaxa uden dybere indsigt i, hvad der rent faktisk er på kortet.
Den fordom kunne jeg godt pakke sammen – vores tjener på Mikkeller Øl & Brød var fuldstændig inde i al ølstoffet og serverede og talte om de forskellige snapse, som om det var hans egne personlige frembringelser. I sandhed en fornøjelse at blive betjent på den måde – og det akvavitkort er simpelthen en åbenbaring. Vi fik to amerikanske akvavitter (det ser man ikke ret tit), og en hjemmelavet porsesnaps.
Annonse
Smørrebrødet er virkelig innovativt og veltillavet, og jeg tænkte umiddelbart, at her havde Adam Aamann fået kamp til stregen. Aamann sidder dog stadig solidt på tronen som byens smørrebrødskonge. Der er ikke helt samme kant og skarphed over Mikkellers smørrebrød, som lige mangler det sidste knald på smagen. Det er som om, stykkernes pynt/tilbehør fylder vel meget uden at tilføre så meget smag, eksempelvis fenniklen og æblet på silden. På tataren var det paprikaen og tomatens vandighed, der dominerede. Hos Aamann – beklager den evige sammenligning, men det ligger lige for – er man konstant bevidst om alle ingredienser, der smager markant igennem, men i en i harmoni og uden at overdøve hinanden. Her savnede jeg lidt mere smag og kant. Brislen i tarteletten med persillecreme sad til gengæld lige i skabet. Kursen er sat og råvarerne er i top, men køkkenet skal være lidt mindre forsigtigt. Mikkeller Øl & Brød er på nippet til at være en perfekt oplevelse, lige ved og næsten.
Jeg har altid været begunstiget af, at der er nogle, der har troet på mig og hjulpet mig. I alt, hvad jeg har gjort. Men det kræver, at man opsøger det. Og det har jeg tydeligvis været god til.
